Barndommens jul omkring 1870

På et hollandsk bogudsalg faldt jeg for nogle år siden over en bog til 5 kroner, Julebogen 1918. Jeg købte den udelukkende fordi det var min mors fødeår, idet hun måske kunne synes det var morsomt at læse i den. Historierne er der vist ikke meget ved, forlyder det, men en af skildringerne sidst i bogen, i afsnittet Jul i gamle hjem, bringes nedenstående.

Jeg synes faktisk den lille historie er værd at læse, og jeg mener i øvrigt jeg kan tillade mig at bringe den her, idet der – som jeg forstår det – ikke længere er ophavsrettigheder, der skal respekteres.

Historien er skrevet af Edvard Lehmann (1862-1930).

Det fremgår i øvrigt at “Hvert enkelt Bidrag er meddelt med vedkommende Forfatters Retskrivning.”

Jeg har naturligvis ikke skrevet det hele selv, men scannet siderne.

Alle i blogland ønskes en glædelig jul.

 

Jul i et lægehjem

 

 

JUL I ET LÆGEHJEM

Af EDVARD LEHMANN

Julen i mine forældres hus blev fejret som i de fleste borgerlige hjem i København i slutningen af forrige århundrede; og når jeg skal forsøge at skildre den, vil det mere blive til underretning for kommende slægter end for dem, der selv har oplevet det samme.

Det var fast tradition at have juletræ, og denne tradition har været meget gammel hos os, ældre end i andre danske hjem. Juletræet har nemlig ikke så gammel hævd i Danmark, som man skulde tro. Det var først omkring 1820, denne skik blev indført fra Tyskland, hvor man iøvrigt også kun kan forfølge den et godt århundrede tilbage før denne tid, og det endda kun i enkelte egne af Syd- eller Mellemtyskland. Det var gennem forbindelsen med Holsten at skikken at tænde juletræ kom ind i Danmark, og min farfar, som var æmbedsmand i det holstenske kancelli, var en af de første, der indførte den i sit hus. Derfra gik den i arv til min far, som var læge, og som levede i almindelige borgerlige omstændigheder, så man var i stand til at fejre julen i den stil som de københavnske forhold bød og tillod.

Det var ikke den landlige jul, som den holdtes og forberedtes i  bondegård og i præstegård eller i købmandshuset i provinsen. Hvor der føres landhusholdning, betyder julen jo en huslig travlhed alt fra december måneds begyndelse med slagtning, med pølser og skinker og alslags bagning og store rengøringer i huset. Den eneste af den slags forløbere, jeg mindes, var bagningen, der i reglen kun gik ud på at skaffe de peberkager til veje, uden hvilken man unægtelig ikke vilde kunne fornemme julen. Min mor havde en god gammel opskrift på dem, og det var højtideligt oplivende allerede at være med til at lægge dejgen, ja at skaffe de ingredienser, der hørte til, blandt hvilke jeg mindes sukkat og rosenvand som noget særligt tiltalende. Min mor stod selv i spisestuen og hældte melet og den varme sirup op i det store brune lerfad og æltede løs, så dejgen krøb hende op ad armene. Den faste dejg blev så dækket først med et uldklæde og derover et linklæde og stillet på et eller andet mærkeligt sted, hvor man mente at den ikke kunde opdages, f. ex. under sofaen i spisestuen, men der var altid mærker af barnefingre i den tilsidst, som røbede at den var bleven opdaget. End muntrere var dog den dag, da bagningen foregik; thi da skulde vi alle være med. Der blev ikke læst mange lektier den dag. Strax når man kom hjem fra skolen og mærkede bagelugten i huset, var man parat til at tage fat, enten på kagerullen eller skærehjulet, som kagerne skulde udskæres med, eller man fik lov at trykke de runde kager med et vinglas eller med fri fantasi lave en og anden kagemand med knapper af mandler og øjne af sukkat. Tilsidst kom så det store øjeblik da man fik lov at smage det kostelige varme bagværk, og da prøver på vor fælles kunst blev præsenteret husfaderen inde ved hans skrivebord.

Man ser af den glæde, som denne i og for sig ikke store begivenhed voldte, hvad der er gået tabt for huslivets og barnelivets stemning med den gamle husindustri. Af sådanne oplevelser var livet så at sige opfyldt i gamle tider, da huslige sysler og skikke endnu var i gang året rundt. Vi havde kun denne bagning og frugthøsten ude i vor villahave som rester af fordums herlighed.

En hel del aftener før jul blev også optaget af at klippe »juleting«, de næt og æsker, hjærter og »strutter«, hvori juletræets konfekt skulde lægges. De ældre sødskende lærte de yngre at lave disse af glanspapir og silkepapir, guld og sølvpapir; man forgyldte valnødder, der dyppedes i æggehvide, og bogguldet lagdes forsigtigt på ved hjælp af vat — de eneste former af den slags »småsløjd« som jeg lærte i min barndom og kan endnu. Nu læres sådanne færdigheder jo i børnehaver og småskoler, men næppe med den højtidelige stemning, som der dengang var over disse kunstfærdige frembringelser.

Det smukkeste ved julen er utvivlsomt den glæde ved at give som besjæler alle, og gaverne var da også i lang tid i forvejen overvejede og forberedte; man havde sparet sammen dertil og været i mange butiker for at finde de ting, der kunde være kærkomne og som kunde dækkes af det lille budget. Store penge havde man ikke — og navnlig ikke børn — mellem hænder dengang; og selv om det ikke gik så mikroskopisk til som hos en af mine barnekammerater i et iøvrigt velstillet hus, som bad sin fader om en mark — 16 skilling — fordi han endnu manglede fjorten julegaver, så galdt det dog i reglen at finde gaver, som kunde fås for 4 à 8 skilling stykket. Men man fik meget for disse penge i hine tider, både blyanter, lak og laklys, notebøger, nålebøger, marcipanskinker og chokoladestænger — pigerne og karlen skulde jo ogsaa have noget, og de lod sig ikke affærdige med spas; det skulde være noget rigtigt.

Min fader, som havde en behændig ævne til at lave lejlighedsvers, forsynede ofte sine gaver til os børn eller til husets venner med småvers, der undertiden havde en lidt rørende, oftere en munter tone, men som altid i deres stil var ganske godt gjorte. Disse vers, der naturligt fik en viss karakter af begivenhed, bed sig derved des fastere ind i erindringen, og jeg husker endnu en stor mængde af dem. De har utvivlsomt afgivet forbilledet for mit eget versemageri, der har holdt sig i samme stil og gjort mig mangen julegave eller fødselsdagshilsen billigere og måske også mere kærkommen end den i almindelig prosaisk form kunde være blevet. Som prøve på min faders vers kan jeg anføre et, der utvivlsomt skulde dække over den skuffelse, der beredtes min søster, da hun ikke fik Adam Homo, som hun havde ønsket sig — den ansås vist dengang for uanstændig p. gr. af den slemme historie med Lotte — men i stedet derfor Povl Møllers udvalgte værker:

Du ønsked’ dig Homo af Paludanen
men fik af Povl en ganske anden.
Dog slå dig med denne tanke til ro
at møllere er de begge to;
— og de kan male, derpå kan du dø,
hvad enten de staves med ü eller ø.

En del af disse harmløse vers trykte min fader senere som manuskript for venner, men han kunde have fyldt mange bind med disse lejlighedens små inspirationer, der navnlig vrimlede frem med juletiden og dens gaver.

Der blev i det hele taget anvendt mere omtanke og arbejde end penge på julegaverne, og store gaver eller meget legetøj eller luxus fandtes ikke på julebordet. Dog kunde der udefra komme berigelser, der overskred vort eget mål. En huslæge modtog i hine dage med dens beskedne honorarer mangt bevis på patienters taknemlighed, og fra vinhandleren eller restauratøren, hvor min fader var læge, kunde der komme en kurv vin, et par flasker likør og en stor lagkage; eller fra damer, hvis affærer han skøttede som latværge eller som ven, endogså sølvsager eller andre kostbarere ting. Jeg selv fik efterhånden del i dette; en af de mange syge, min fader gav sin omsorg og sit hjærte, var min gudfader og sendte mig smukke bøger fra sit bibliotek. Men det var min fader ikke mindre magtpaaliggende at skaffe sin yngre ven en juleglæde på hans sygeseng; han pyntede derfor, ofte med egen hånd, et lille juletræ til ham, som det da blev min store, årlige glæde at bringe ud til ham på juleaftensdagen. Det er en god opdragelse at lære sine børn at give og at berede andre glæde.

I min første barndom boede vi inde i byen, i Gothersgade, nær ved Kongens Nytorv; og da mine forældre førte et selskabeligt hus, fik julen også præg af dette. Man søger jo gærne at berede jul for dem, der er enligt stillede, og en og anden gammel kvindelig slægtning nød også godt af dette. Mest mindes jeg dog de gamle herrer, der var indbudt til juleaften, navnlig et par læger, der hørte til husvennerne; de kom aldrig tomhændede, men havde gaver med til gamle og unge. Til husvennerne hørte også en enligstillet gammel portrætmaler, som tilfældigvis bar samme navn som vi, og som havde sluttet sig til vor familie efter at min fader engang havde opereret hans øjne Han hade visselig ingenting at bringe med sig, men des gladere var vi at kunne give ham noget, om søstrene kunde brodere ham et lommetørklæde e. l.

Til dette juleselskab blev naturligvis de bedste ting taget frem, de fine kopper, der skulde behandles med stor forsigtighed, sølvstagerne og de store lamper; men nogen større forskel på dette og andre selskaber i hjemmet var der dog ikke. Særlige skikke og traditioner hævdedes ikke. Risengrød med mandel i fik vi visselig ved middagsmaden men ved aftensbordet var der kun sædvanlig selskabsmad. Gæsterne, som indfandt sig til alten, fik the med julekage og de nybagte »brunkager«, når de kom. Derefter oprandt det festlige og for børnene forventningsfuldt imødesete øjeblik, da døren tii juletræet åbnedes, og man gik ind fra den mørke stue til de strålende lys med de mindste personer i spidsen, under julepsalmens lyd. Det var i reglen »Julen har bragt velsignet bud", som blev sunget. At der blandt de indbudte ældre herrer var jøder tilstede gjorde ikke noget brud på julestemningens religiøse tone, og noget gudstjentligt element var der heller ikke ud over julepsal- men. En og anden gang mindes jeg, at vi var i kirke til gudstjenesten Kl. 5 i Garnisonskirken, som var vor sognekirke, eller i Frue Kirke for at høre gamle Hartmann præludere. Julelege eller andre skikke havde ingen plads i aftenens adspredelse; man havde nok at gøre med den underholdning, samkvemmet og aftensbordet, juleknaset og gaverne bød, og de sidste to faktorer søgte man at strække så langt ud over den kommende juleferie som muligt.

Det sidste skær af jul svandt i reglen hen med de sidste brunkager; og lys og lykke veg for den skumle vinterstemning, når den femte Januar igen tvang os i tornystret og lektierne og satte os i skolens trædemølle.

6 Svar til Barndommens jul omkring 1870

  1. Madame december 23, 2013 at 12:10 #

    Det er spændende at læse om julen i gamle dage, hvor der ikke skulle meget til for at gøre børn glade. Jeg holder meget af at læse bøger, hvor man bliver klogere på livet førhen.
    Glædelig jul!

    • Jørgen december 23, 2013 at 13:43 #

      Det er det, og jeg kan godt lidt den overvejende nøgterne beskrivelse. Glædelig jul også til dig.

  2. Donald december 23, 2013 at 13:32 #

    Hans beskrivelse af duften og de peberkager, uden hvilke man ikke kunne fornemme Julen, er herlig. Jeg må nok udskyde læsningen lidt, for jeg må udnytte at solen skinner og komme ud – der er meget, der skal ordnes omkring huset.

    • Jørgen december 23, 2013 at 13:44 #

      Det er eksempel på det jeg forstår ved julestemning. Dejligt vejr – det er bare med at komme ud.

  3. Pia december 24, 2013 at 14:47 #

    En fortælling som vist ingen i vor generation har oplevet helt på samme måde. Noget kan snerpe en smule, men ellers er det mest når mine forælde har fortalt om deres jul, jeg kan forbinde lidt med dette. I dag er der, efter min mening alt for meget overflod, der har ødelagt meget. Noget vil jeg dog også nødigt have var sådan stadigvæk.
    Glædelig jul også til dig og dine.

    • Jørgen december 26, 2013 at 08:28 #

      Tak. Jeg tror heller ikke nogen kan genkende historien som helhed fra sig selv, men jeg synes der er aspekter, der går igen, og det svarer vel til at det snerper, som du skriver. Overflod er hvad julen handler om i dag, men har det ikke altid været sådan. Fattige mennesker skulle tidligere “også vide det er jul”. Vores problem nu er vel at vi stort set kan holde jul i overflodsbetydningen hver dag hvis vi vil.

Skriv et svar

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes