Blekoordinator

Verden ændrer sig. Det gør stillingsbetegnelser også. Nu kan man blive blekoordinator.

En sådan koordinator havde jeg ikke hørt om før i går. I Søndagsavisen – den gratisavis, der udkommer om fredagen som ugebladet Søndag gør det om mandagen – kunne man læse, at det ikke er så lige til at kunne benytte bleer til plejehjemsbeboere med behov herfor.

Behovet skal nemlig først vurderes af en blekoordinator, altså en medarbejder med en særlig faglig baggrund for at vurdere den slags behov. Medarbejderen på plejehjemmet kan ikke bare rekvirere en bunke bleer og begynde at bruge dem. Der skal bureaukrati til.

Og det kan der gå så lang tid med, at det er nødvendigt, at den blebehøvende beboer må låne bleer af andre beboere, som måtte have sådanne.

Personalet på plejehjemmene presses af regnedrengene (senest har jeg hørt om én nattevagt til 60 beboere på 3 etager) og måske af egen kultur. Så er det let at henfalde til at tage bleer i brug før det er nødvendigt.

Politikerne synes beboerne skal behandles værdigt længst muligt, men beslutter sig for den økonomiske tankegang alligevel.

Til at dele sol og vind lige træder blekoordinatoren så i karakter.

Det gode råd må være at huske at medbringe en pæn forsyning af bleer skulle man være så uheldig at blive indlagt i sit sidste hjem på et personales arbejdsplads.

Men hvor er det lige man køber bleer i størrelse XXXL? Da vist ikke i supermarkedet.  

24 Svar til Blekoordinator

  1. Ellen februar 7, 2015 at 11:19 #

    Et glimrende eksempel på tragikomik.
    “Blekoordinator” – jeg er ikke specielt titelsnobbet, men det ville jeg ikke skrive på mit visitkort 🙂
    Hvor er det dog en trist tanke, at man måske kan ende sådan et sted.

    • Jørgen februar 7, 2015 at 13:12 #

      Ja, både det ene og de andet er en trist tanke.

  2. Stegemüller februar 7, 2015 at 12:31 #

    Det er da fuldstændig pip. Normalt har jeg ikke noget imod djøfisering, Excelstyre eller regnedrenge, for jeg har jo selv været en af dem, men her synes jeg ganske enkelt, man er gået for langt.

    Jeg synes, der er så meget, der er forfærdeligt på plejehjemmene, og det var jo nok også det, der fik hospitalspræst Pia Sundbøll til at sige: “Hospice er døden på 1. klasse, plejehjem er døden på 5./6. klasse”. http://stegemueller.dk/blog/hvorfor-lige-mig/

    Jeg vil ikke plejehjem!

    • Jørgen februar 7, 2015 at 13:14 #

      Det vil jeg heller ikke. Vi må sørge for at stille træskoene i god tid forinden!

  3. Eric februar 7, 2015 at 13:03 #

    Vorherre bevares.

    • Jørgen februar 7, 2015 at 13:14 #

      Det håber vi han gør – til før plejehjemmet.

  4. Rasmine februar 7, 2015 at 14:49 #

    Utroligt, at der kan være mere end én mening om den ting, men det sørger systemet åbenbart for.

    • Jørgen februar 9, 2015 at 09:24 #

      Jeg tænker det er ret indviklet at fungere i og være kunde i ældresektoren nu som før i tiden, men det er trist at en sådan betegnelse anvendes.

  5. Madame februar 7, 2015 at 16:11 #

    Vi må sørge for at styre langt uden om både plejehjem og blekoordinatorer!

    • Jørgen februar 9, 2015 at 09:25 #

      Vi arbejder på sagen!

  6. Inge februar 7, 2015 at 17:33 #

    Gid det var en aprilsnar..

    • Jørgen februar 9, 2015 at 09:25 #

      Det var det vist ikke.

  7. Jan februar 7, 2015 at 18:43 #

    På min arbejdsplads, et rådhus, der havde vi en gang en ansat som vi kaldte “Ble-manden”. Han job var at køre, i en store varebil, ud til pensionisterne med bleer. I et af kælderlokalerne havde han sit store depot. Der var kasser med bleer i alle afskygninger og størrelser. Og han havde faktisk travlt, for han skulle dække hele kommunen. Når han afleverede, så brugte han en sækkevogn. Derved kunne alle og enhver se, at den borger han nu besøgte, brugte ble af en eller anden slags. Ikke noget med diskretion der, for der stod højt og tydeligt “TEENA” eller hvad det mærke nu hed, på kasserne.

    • Jørgen februar 9, 2015 at 09:31 #

      Sådan er det vel stadig. Eller er det kun borgere på plejehjem der bruger ble? En anelse diskretion ville være på sin plads.

      • Jan februar 10, 2015 at 21:48 #

        Han leverer til dem alle; Plejecentre, beskyttede boliger som private boliger.

  8. Pia februar 7, 2015 at 19:10 #

    Der bliver flere og flere titler og flere overhoveder, men færre og færre hænder til at udføre det arbejde der nu en gang skal udføres. Jeg stræber bestemt heller ikke efter at komme på plejehjem, eller have plejepersonale i eget hjem. Det er, som oftest ikke plejepersonalet, der er noget galt med, men systemet.

    Noget helt, helt andet. Filmen ‘Tod Eines Mädschen’ som blev optaget i Stubbekøbing i sommers, bliver vist i 2 afsnit på ZDF mandag og onsdag. Begge dage kl. 20:15

    • Jørgen februar 9, 2015 at 09:33 #

      Vi satser på at holde os fri af systemet, og i øvrigt er jeg enig. Omvendt har jeg nu set rigeligt til plejehjem til ikke altid at have tillid til en ordentlig arbejdsgang.
      Tak for oplysningen om filmen optaget i Stubbekøbing. Det er forbigået min opmærksomhed.

  9. Donald februar 9, 2015 at 00:29 #

    Jeg har jo desværre opdaget at der faktisk er mange mennesker, som har besvær med fordøjelsen og at det ikke bliver morsommere med årene. Men jeg synes det bedste er, hvis man kunne gå til opgaven med en anden indstilling. Godt set – den stillingsbetegnelse er underlig!

    • Jørgen februar 9, 2015 at 09:34 #

      Jeg tænker du har ganske ret når det drejer som “indstillingen”, men jeg tror nu også man strammer – med de konsekvenser det har.

      • Donald februar 9, 2015 at 16:33 #

        (at man strammer) det er jeg bange for at du har ret i. Det er “nysprog” for nedskæring.

  10. Søren februar 9, 2015 at 10:39 #

    Uhyggeligt hvordan systemer skabt af os selv får lov til at fjerne fokus fra dem det handler om. Mennesket forsvinder.
    Da jeg læste artiklen i Søndagsavisen om SOSU’en fra Bornholm og hendes og de ældres kvaler ventede jeg hvert øjeblik at John Cleese trådte ind på scenen og vi var midt i Badehotellet – men kædes sprang da først af, da KL begynder at forsvare positionen og beslutningen. Desværre endnu et tilfælde på, at systemer er svære at hamle op med og resultatet her er som i mange andre tilfælde, at fagligheden bliver noget andet end der er tænkt. Vi mister simpelthen både den svage borger og respekt for den faglige kompetence som de praksisnære er i besiddelse af. Hvor er det lige at tilliden er blevet af i disse tilfælde?

    • Jørgen februar 9, 2015 at 15:25 #

      Jeg fandt det også lidt mærkværdigt at læse artiklen – og især KLs forklaringer. Det er helt igennem trist, at det er nødvendigt at gøre sådan. Tillid til en rimelig ordentlighed ville være bedre.

  11. vivi februar 14, 2015 at 00:00 #

    jeg syntes det er lidt trist at der er opstået sådan et dårligt ry af vores plejehjem.rigtig mange fungere godt og personalet gør et kæmpe arbejde med de midler de har,min svigermordøde sidste sommer på plejehjem og vi kunne ikke ha fået en bedre afsked med deres støtte og hjælp de sidste dageog ja, hun brugte ble,se dog bort fra den arbejdstittel.det er jo barre en af de i forvejen ansatte der får noget ekstra viden om den del af det,mon ikke man på andre arbejdspladser har nogle lige så mærkelige titler

    • Jørgen februar 14, 2015 at 12:27 #

      Jeg er helt enig i. at det er trist, der er opstået et dårligt ry omkring plejehjem. Jeg er ligeledes enig i at plejehjem fungerer godt og at personalet gør en fin indsats.
      Det glæder mig at du er tilfreds med den hjælp din svigermor fik til sidst på et plejehjem.
      Men – der må vel være en grund til at man opfinder en blekoordinator. Jeg skal ikke gøre mig klog på nødvendigheden, men som jeg læste artiklen forekommer det at være lidt for bureaukratisk indrettet, således at der går for lang tid til en ansøgning imødekommes. Og derfor tænker jeg, at det netop ikke er en på plejehjemmet der har denne funktion. Det ville være smart, hvis det var en problemstilling man lynhurtigt kunne forholde sig til helt lokalt.
      Jeg har i øvrigt en lang erfaring fra plejehjem, dels som underviser (det har altid været en fornøjelse at undervise personalet på netop disse institutioner) og dels som pårørende.
      Jeg husker stadig den allerførste gang jeg underviste. Noget medførte at en af de ansatte sagde: “Så må vi have flere ressourcer”. Lidt senere blev jeg informeret om, at medarbejderen ikke sådan lige ville opgive sine daglige 3 timers pauser. Kulturen kunne bekymre.
      Jeg tror at man på plejehjemmene gør det så godt som man kan under givne omstændigheder. Det er imidlertid ikke altid godt eller godt nok. Og ofte er det en følge af utilstrækkelig ledelse.
      To af mange eksempler kan illustrere hvad jeg mener.
      Når der sidder 8 beboere omring et middagsbord, er det ikke let at forstå, at der serveres 7 stykker kød. Når en beboer sidder i en stol uden mulighed for at flytte sig fra den, og den står fjernest i rummet, er det ikke let at forstå at en kop kaffe stilles lige inden for døren, så den ikke nås.
      Osv.
      Og, jo, jeg tror der er mange mærkværdige titler rundt om. Fx perronmanager, som vel er medarbejderen der holde orden på perroner.

Skriv et svar

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes