De Hvide Busser

Forleden ville vi gå en anderledes tur end nærområdet muliggør. Fra Valby station til Hovedbanegården. Det er let at komme dertil og det er med at udnytte mimrekortet så længe man kan. Hvornår mon denne pensionistfordel fjernes?

Vejret var herligt og der var meget at se på.

Jeg lagde mærke til en fotograf, hvor Vesterbrogade og Frederiksberg Allé mødes. Jeg måtte lige se hvad han havde set,  nemlig Heerups gavlmaleri.

Heerupgavl 

Da vi nærmede os Hovedbanegården, måtte vi lige lidt længere for at se på de nye bygninger der rejser sig hvor Scala lå.

Først kunne vi se, hvorledes formentlig ansatte på Axelborg nød det gode vejr.

Axelborg

Straks derefter kunne man se nybyggeriet af Axel Towers som navnet angives at være. Mon Rådhustårnet snart omdøbes til Rådhus Tower?

Axeltårn

Axeltårne

Herover er et par indtryk af byggeriet.

Egenlig ville vi vende om, men vi bestemte os for at smutte hen til Nationalmuseet. Her har man i øjeblikket (til 3. januar 2016) en særudstilling om De Hvide Busser, der blev brugt til at hente danske og norske fanger hjem fra tyske kz-lejre i slutningen af 2. verdenskrig. Det er en spændende udstilling om redningsaktionen. Der er meget at se og høre på, så man får et fint indtryk af det frivillige arbejde mange mennesker udførte og som muliggjorde denne gode indssats.

Det kan absolut anbefales at se udstillingen.

Togmaling

På vej hjem sad vi i en togvogn, der var godt og grundigt svinet til af maling. Selv vinduerne var overmalede helt.

, , ,

20 Svar til De Hvide Busser

  1. Madame oktober 2, 2015 at 08:38 #

    Tusind tak for anbefalingen af udstillingen! Vi skal netop en tur til København snart, og jeg tager straks din idé til mig. Det er dejlige billeder, du har taget!

    • Jørgen oktober 2, 2015 at 10:11 #

      Velbekomme. Tak.

  2. Inge oktober 2, 2015 at 09:22 #

    Tak for turen og anbefalingen. Jeg cykler jo forbi nationalmuseet hver dag, jeg burde vist gå indenfor en dag. 🙂

    • Jørgen oktober 2, 2015 at 10:11 #

      Det kan anbefales at stoppe op og se historien.

  3. Ellen oktober 2, 2015 at 09:38 #

    Byggeriet ved det gamle Scala er spændende, men jeg ville også ønske, at de ville undlade at bruge engelske navne til danske bygninger.
    Jeg vil tro, at mimrekortet fjernes en dag – og fair nok, for pensionisterne har vist overordnet set penge nok til at betale for offentlig transport. Jeg må indrømme, at jeg har den holdning, at hvis jeg har råd til at rejse til udlandet, har jeg også råd til at betale hvad det koster at rejse inden for Danmarks grænser. Så hellere give studerende endnu billigere transport; deres SU er trods alt mindre end folkepensionen (hvilket er helt ok …), men det kunne måske mindske presset på ungdomsboliger tæt på universiteterne, hvis det ikke var så dyrt at blive transporteret.

    • Jørgen oktober 2, 2015 at 10:18 #

      Det er muligt det er fair nok, men jeg besværer mig nu lidt over det alligevel, mest fordi jeg synes købekraften for pensionister forringes, idet pensioner stiger uendeligt lidt. Men jeg synes nu også vi skal udvikle et mere rimeligt pensionssystem, således at omfordelingen ikke har hel samme omfang som nu. Og fint at give yderligere tilskud til studenters transport.

    • Jan Dresler oktober 2, 2015 at 20:34 #

      Nu sidder jeg, 22 arbejdsdage endnu, i en Borgerservice (som indeholder lidt af hvert, men hvor mit speciale er pensioner, fleksjobsløntilskud og kontanthjælp og lignende ydelser) og de beviser vi udsteder til Folke- og førtidspensionister, så de kan få et “Mimre-kort”, er fulgt berettiget for ca. 80 % vedkommende. Mange pensionister har sgutte meget at rutte med men selvfølgelig er der undtagelser.

      Og ja – det ser sandelig spændende ud, det ny byggeri ved ex-Scala. Dog har jeg den anke – som sædvanligt – at den slags bygninger ikke passer ind i det omkringliggende bygningsmiljø. På den anden side, så ligger SAS Royal hotellet på det modsatte hjørne – den firkantede “sky-skraber” af Arne Jacobsen – som en slags fin modvægt.

      • Jørgen oktober 3, 2015 at 07:32 #

        Jeg er ret sikker på at netop den mulighed medfører at folkepensionister kommer mere rundt end de ville, hvis de skulle have betalt fuld pris. Jeg tror i alle tilfælde det ville ske her. Forresten slider vi ikke på vejene m.v., når vi bruger denne mulighed.
        Det bliver helt fint at se hvorledes de siloagtige bygninger kommer til at tage sig ud, når de er helt færdige.

  4. Stegemüller oktober 2, 2015 at 10:24 #

    Sikke noget pjat med “Axel Tower”, hvad er der nu galt med “tårn”?

    Jeg vil også gå ind og se udstillingen om de hvide busser, så tak for anbefalingen. De gange jeg har været på natmus. har jeg været meget fascineret af deres evne til at formidle historien. Jeg synes, de gør det godt.

    • Jørgen oktober 3, 2015 at 07:34 #

      Sådan er der vist lidt rigeligt pjat i kongeriget i øjeblikket.
      Fordelen ved natmus er at det er gratis, man kan gå ind så tit man vil og se så lidt man vil. De gør det godt, dem der arrangerer udstillingerne.

  5. Eric oktober 2, 2015 at 17:35 #

    Kan kun nikke til din anbefaling af udstillingen. Vi så den i juni. Nu er det ikke så tit, vi kommer til København, men vi forsømmer aldrig at se Nationalmuseets aktuelle udstilling – de er altid flotte og spændende.

    • Jørgen oktober 3, 2015 at 07:35 #

      Ja, vi må gøre reklame herfor – og i øvrigt gå ind lidt oftere når vi bor i mimrekortafstand.

  6. kisser oktober 2, 2015 at 19:47 #

    Jeg vil også håbe, at mimrekortet bliver ved med at eksistere!! Jeg bruger mit flittigt, specielt når jeg skal til Staden, hvor det jo er næsten umuligt at finde en parkeringsplads.
    Bygningen på dit øverste foto hed Osborne bygningen i tidligere tider. Det gør den måske stadigvæk? Min arbejdsplads havde lejet sig ind på 4. salen (jeg arbejdede i Valdemarsgade et stenkast væk). Nostalgi igen – tak 🙂

    • Jørgen oktober 3, 2015 at 07:36 #

      Tak for info om Osbornebygningen. Jeg kan ikke huske at have hørt det før. Nostalgi er godt!

  7. Pia oktober 3, 2015 at 07:15 #

    Uanset hvor dejligt der er i ens lokalområde, så er lille udflugt til nye omgivelser med jævne mellemrum.
    Jeg kan godt lide grafitti på kedeligt gråt murværk, men overmalede busser, bygninger og andet er noget svineri og hører ingen steder hjemme.

    • Jørgen oktober 3, 2015 at 07:37 #

      Enig i det hele.

  8. conny oktober 4, 2015 at 10:16 #

    En tur i vores hovedstad holder jeg også meget af. Man kan finde noget nyt at se hele tiden. Jeg kom til at mindes et besøg, jeg havde af en veninde helt tilbage i studietiden. Hun ville gerne rundt at finde Heerups gavlmalerier. Allerede dengang måtte vi lede, så jeg blev da helt glad over at se det nydelige eksemplar, I så.
    Jeg må indrømme, jeg ikke helt har vænnet mig til tanken om de der Axel Towers. Hverken navnet eller udseendet. De fylder rigtig meget i landskabet.

    • Jørgen oktober 4, 2015 at 21:04 #

      Ja, det er en ganske fin gavl, og det er selvfølgelig vigtigt at se op af og til, og man må vende sig om. Ellers havde jeg ikke set gavlen. Enig i det er fint at komme tilstaden og må må se på den som turist.
      Vi må hvorledes Axeltårnene kommer til at tage sig ud når de er færdige, måske blive de lige forgyldte at se på.

  9. Donald oktober 6, 2015 at 14:24 #

    Det var først for nylig i en dokumentar (som sendes på DR for tiden) om drabet på jøder (og andre minoriteter) i Nazi-tyskland at jeg forstod, hvorfor de hvide busser havde så stor betydning.

    Som de sagde i udsendelsen, så fortsatte folk med at dø, når de allierede styrker åbnede en koncentrationslejr. – De var svækkede, og de allierede kunne ikke nå at gøre nok.

    Det mest rystende var at nazisterne fortsatte drabene efter at man forstod med sikkerhed at de allierede ville vinde stort.

    • Jørgen oktober 6, 2015 at 19:52 #

      Jeg mener det lykkedes at hente 15000 fanger, hvis jeg ellers husker rigtigt. Ellers var det sikkert gået en del af dem som du nævner. Det er mærkeligt at tyskerne ikke indså det rimelige i at stoppe tidligere, når spillet var tabt.

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes