Godt og vel eller knap og nap

En af fordelene ved at være udenlands i ferien er at man ikke hører så meget til dansk sprogforbistring.

Som f.eks. følgende omvendte brug af en størrelsesangivelse:

En ekspert i Starbåde kunne ved OL-sejladsen meddele af sejlet var godt og vel 30 m². Det betyder at sejlet er større end 30 m². Det er det bare ikke. Det er mindre. Knap og nap havde derfor været det rette at sige. 

4 Svar til Godt og vel eller knap og nap

  1. Donald juli 30, 2012 at 09:31 #

    Ja! Det er de forfærdeligste fejl og meningsforstyrrende forvridninger af sproget, som man bliver udsat for. Ak ja.

    Hvis vi så endda accepterer, at sprogbrugere har ret til at opfinde nye udtryk, d.v.s. forny sproget med *nye* udtryk, så er der stadig et irritationsmoment, når en sprogbruger har misforstået gængse udtryk som “godt og vel” og lignende.

    En god dansk-undervisning, også den på hjemmefronten fra forældre til børn, må tage højde for, hvad der er det grundlæggende i sproget, hvad der er de vigtigste grundlæggende ord og sammensætninger, og som tillæg, hvad der daglig tale.

    Måske kunne sports-experten have sagt at sejlet er lige lidt mindre end 30m². Når man bruger “godt og vel” og “knap”, så har man inviteret til misforståelser.

    • Jørgen august 1, 2012 at 07:50 #

      Problemet er vel også, at det ikke er moderne at forholde sig selvkritisk til sin og andres sprogbrug. Hvis det var tilfældet ville man vel få mere orden på ytringerne i TV. Selvfølgelig skal sproget fornyes, men ikke på fjollet vis, som når overskrifter i artikler eller reklamer er på engelsk. Ja, han kunne have sagt “lidt mindre”, når det nu var det han mente, den gode med kommentator.

  2. Ellen juli 30, 2012 at 14:13 #

    Det er irriterende for os, der er vant til den betydning, vi har lært, men det er et af ‘pendulordene’, og den udvikling kan vi nok ikke stille noget op imod.
    Lige som at en bjørnetjeneste er blevet til en god og stor tjeneste. Forfordele har også skiftet betydning.
    Her er et link til uddybning:
    http://sproget.dk/raad-og-regler/artikler-mv/svarbase/SV00000056
    At jeg så synes, det er komplet ulogisk rent sprogligt, at godt og vel’ skulle kunne betyde ‘mindre end’, og ‘knap og nap’ skulle kunne betyde ‘mere end’, er noget helt andet. Så kan jeg dog noget bedre forstå, at ordet ‘bjørnetjeneste’ kan misforstås.
    Det er en god ide at kende alle pendulordene og tage dem med i betragtning, når man taler med personer under 30-35 år 🙂

    • Jørgen august 1, 2012 at 07:54 #

      Jeg var ikke klar over at jeg havde fat i et velkendt pendulord, når jeg konfronterer dette. Tak for linket. Jeg er ganske enig i, at det er mærkeligt og ulogisk at godt og vel overhovedet har kunnet få den nye betydning, det må være udtryk for mangel på refleksion over det sproglige indhold.

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes