Æh, jo

ABC Scandinavia er nu nået til Æ i anden omgang.

Jeg er lidt bagud, og det skyldes at jeg i den senere tid har brugt ikke så lidt tid på at finde ud af, hvorledes det lader sig gøre at sætte egne videoer på bloggen og andre hjemmesider uden at skulle via YouTube. Ikke at der er noget galt med at vise videoer fra YouTube, men alligevel – jeg blev fanget ind af problematikken. Og så kniber det at flytte opmærksomheden til jeg på et eller andet niveau har fattet hvad det går ud på. Og det tager af og til sin tid. Men se længere nede.

Først den første del af æh, jo…

Hvad siger du så?

 

Dette gode spørgsmål (eller udråb) stillede Bodil Brændstrup forleden i en mail. Jeg har tidligere omtalt Bodil, og gør det gerne igen.

Bodil skrev således:

“Nu har jeg endelig gjort, hvad der er nødvendigt for at få mine bøger gennem Publizon til boghandlere og biblioteker.  Det koster ikke noget, når man selv tager slæbet med at forberede, uploade etc., og det kræver et cvr-nr. m.m.m.m.m.
Men nu er alle bøger i databasen.  Du kan f.eks. se på denne adresse: http://kortlink.dk/a4s6

Jeg er faktisk helt sej over, at jeg kom igennem det hele.
Da jeg sad og funderede over, hvad jeg skulle gøre og – selvfølgelig – syntes, det måske var lidt fjollet i min alder, fik jeg et nyt motto:
HVIS DU KAN – SÅ GØR DET!
Og det kunne jeg altså.  Som du kan se, er det blevet til en hel del titler efterhånden.”

Det er godt motto. Til historien hører, at Bodil var 76 år da hun begyndte på dette – og det er da noget at klare på 3 år.

Bøgerne – på dansk og engelsk – kan købes via linket, eller ved at besøge hendes hjemmesider på dansk og engelsk.

Er der noget at sige til jeg sagde et respektfuldt æh, jo?

 

Video på bloggen

 

Jeg kunne forstå på noget jeg læste, at det kunne lade sig gøre at sætte egne videoer på bloggen. Og det ville jeg gerne prøve.

Først skal videoen produceres (allerførst skal den optages), så skal den konverteres til flv-format (eller swf) og dernæst oplades til serveren via et FTP-program og endelig skal en kode indsættes i blogposten.

Jeg fandt flere konverteringsprogrammer, men det jeg endte med at bruge er “Freemake Video Converter”.

Måske var det Bodils motto, der gjorde at jeg fortsatte til jeg havde fattet hvad noget af det gik ud på.

Så – æh, jo – her er en lille smagsprøve. Fra sommerens tur til Østrig (dvs. det er der kun hvis man befinder sig på bloggens forside, men ikke på siden der viser detenkelte indlæg. Hvad mon det skyldes?) :

Virgental 2011

Get Adobe Flash player

Dette var lidt fra Niedermauern i Virgental, dalen set fra Goldried og et glimt af cykelløbet Østrig rundt.

Her er linket til andre deltageres ærefulde indlæg.

6 Svar til Æh, jo

  1. Donald november 28, 2011 at 00:24 #

    Det er herligt som du har set med videokameraet. En meget smuk dal med mange smukke perspektiver eller vinkler. Det er imponerende smukt at se ud over bjergene, dér hvor du filmer oppe fra toppen eller i hvert fald oppe ved øverste station for svævebanen.

    De her alfabet-bogstaver svarer vel til en måde at søge rundt i sine erindringer og/eller tanker uden at bruge den sædvanlige udvælgelsesmetode – en måde så man kommer lidt længere rundt i bevidstheden, så når vi er på w,x,y,z,æ,ø,å eller hvad rækkefølge de nu er (Svenskerne bytter lidt om) så gælder alle kneb 🙂 Æh jo, det var bare det jeg ville sige 🙂

    • Jørgen november 29, 2011 at 10:49 #

      Jo, Virgental er en meget smuk dal i Østrig – og jeg har vært der så tilpas mange gange, at det er som at komme hjem igen. Filmen var ganske kort – men forhåbentlig illustrativ. Nu håber jeg at finde en løsning på hvorfor den ikke vises på denne “post page”.
      Det er godt at få nogle associationer, når bogstaverne er vanskelige.

  2. Ellen november 28, 2011 at 01:36 #

    Jeg kan egentlig godt følge dig i at ville selv – bare fordi!
    Men det er nu dejlig nemt via YouTube 🙂
    Videoen må jeg have til gode, for internetforbindelsen her er ALT for langsom, så det tager 100 år at få den i bufferen – men jeg glæder mig til at gense dejlige Østrig.

    • Jørgen november 29, 2011 at 10:50 #

      Det var nu ikke kun bare for at ville selv, men fordi jeg havde et behov. Det kniber åbenbart for mig at finde den rette løsning alligevel, men det kommer vel.

  3. Donald november 29, 2011 at 22:46 #

    Er det din egen server? Så kan man som du siger godt selv lægge video op. Men hvis du kører på en maskine, som tilhører fx. wordpress.com, så skal du betale extra for at få video’er op, til gengæld kan jeg ikke forstå at du skal konvertere den til flash-format – strengt taget kan man også spille mp4 og andre formater, hvis brugeren har video-afspilleren.

    Du har løst den tekniske side af sagen.

    Jeg kan ikke helt forstå problemet, som du omtaler på flg. måde: //hvorfor den ikke vises på denne “post page”.//

    • Jørgen december 6, 2011 at 20:37 #

      Det er egne domæner jeg bruger i mange tilfælde. Jeg bruger wp på dem, men ikke wordpress.com. Jeg skal ikke gøre mig klog på det med flash m.v., men nu har jeg fundet en løsning, der indebærer at jeg kan vise videoen både på hjemmesiden, dvs. forsiden, og på det enkelte indlægs side (som denne) – men jeg har stadig ikke forstået hvorfor jeg ikke kunne før (eller var det bare på min pc jeg ikke kunne se dem på enkeltpostsiden). Kunne du se videoen både på forsiden og på denne side, Donald?

Skriv et svar

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes