Indefor

På min gåtur i dag fik jeg øje på en bil.

Alt indefor VVS og …, stod der på siden.

Måske var det bare på den ene side af bilen, at n manglede? Nej, der stod ganske det samme på den modsatte side.

Indefor var et nyt ord for mig (eller hukommelsen er dårlig, hvis andre har skrevet om det før).

Hvis indefor var selvpåklæbet af VVS-manden, kan man måske forstå det, uagtet en snak med andre måske kunne have medført et n.

Hvis det er lavet af en skiltemand, er det ikke så godt. Selvfølgelig kan det være efter aftale med VVS-manden, men jeg lagde kun mærke til fejlen, ikke hvad firmaet hed, så ingen opgave herfra kan forventes.

Googles indefor vises resultater for indenfor. Men man kan søge på indefor. Der er sandelig mange hits, men ikke alle er danske.

Dagbladet Ringkøbing-Skjern kan også klare fejlen: Kom indefor på badehotellet, lyder invitationen i en overskrift.

Mon det er vores tendens til udistinkt (for nu at bruge et ord der heller ikke ses i ordbogen) udtale der bevirker denne fejl? 

Hvad mener skiftkloge læsere herom?

 

,

10 Svar til Indefor

  1. Lene april 11, 2017 at 05:27 #

    Ingen gode forklaringer, men trist at korrekturlæsning tilsyneladende ikke eksisterer mere.

    • Jørgen april 13, 2017 at 20:01 #

      Ja, det er trist at ordentligt sprog er en mangelvare.

  2. Ellen april 12, 2017 at 19:52 #

    Skiltemaleren har måske bare gjort hvad han blev bedt om, men han har sikkert lov til forsigtigt at antyde, at det måske ikke er helt rigtigt, hvis ellers han var klar over det.
    Hvis jeg var skiltemaler, ville jeg aldrig kunne få mig selv til at skrive bevidst forkert, selv om jeg fik en lodret ordre.
    Jeg ville i øvrigt udtale indefor og indenfor på to forskellige måder, men fejlen her er da sikkert sket, fordi det ikke er alle, der udtaler det her manglende n.

    • Jørgen april 13, 2017 at 20:03 #

      Det er ikke godt at vide hvorledes det er gået til, og jeg tror også det har med sjusket udtale at gøre – og manglende kritisk sans.

  3. Stegemüller april 13, 2017 at 12:15 #

    Det bekræfter bare mine værste petitesseryttertendenser; Der er simpelthen ikke nogen, der kan stave mere. Jeg færdes meget på Facebook, og jeg græmmer mig flere gange dagligt over, hvor dårligt den danske retstavning har det.

    • Jørgen april 13, 2017 at 20:05 #

      Jeg synes ikke dette har med petitesserytteritendenser at gøre, det er faktisk ret skidt at det er sådan i vort lille land. Måske er det udtryk for at viden bør forlades til fordel for uvidenhed og alternative fakta.

  4. Donald april 17, 2017 at 23:41 #

    Har du lagt mærke til, hvor mange, der ikke udtale iNDEN, men blot siger “innnn”?

    Det er forklaringen på at de unge generationer ikke kan skrive og tale. Der er cool-status forbundet med at tale utydeligt, hvor mærkeligt det end lyder. Det må være samme tendens, der har udskilt dialekter, som lader mange stavelser forsvinde. En bekendt fra Lolland morede sig med dette eksempel på Lollandsk: en hopu er en hovedpude.

    Engang fandt jeg ud af at Klaus Rifbjerg udtalte “overhovedet” uden nogen som helst konsonanter, jo, eet ‘h’: OUÅ-h-OEð.

    (Jeg mener at:) Det er dødsensfarligt for et sprog at have koryfæer, som mener at “naturlig tale” er med så mange udeladelser eller sammentrækninger (elisioner) som muligt.

    • Jørgen april 20, 2017 at 08:56 #

      Det har jeg lagt mærke til. Et af de gode eksempler på ualmindelig dårlig udtale er når en bilsportekspert på TV2 skal sige Kevin Magnussen. De bliver kæmagsn.
      Distinkt udtale er at foretrække for både over- og underdistinkt.
      I øvrigt kan jeg godt lide den måde Mikkelsen udtaler dansk på i den aktuelle serie om Danmarks historie på DR1. Det er til at forstå.
      Jeg skal i øvrigt have købt en ny hopu.

  5. Farmer april 22, 2017 at 06:50 #

    Når jeg læser kommentarerne tænker jeg, at fynsk ka´skesens bliver det nye rigsdansk.

    • Jørgen april 22, 2017 at 18:30 #

      Det er ikke utænkeligt du får ret – uagtet der er nogle særegne stød i TV-dansk.

Skriv et svar

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes