Min mormors børn

Min mormor fødte 12 børn. Det har altid været kendt, at fem af dem døde som små og en døde efter at være kørt mod et vejtræ på motorcykel.

De sidste 6 har jeg alle kendt – og de to yngste mostre kender jeg endnu. Denne lille historie handler som sådan ikke om de seks kendte, men om at sætte de tidligt døde ind i rette sammenhæng. Ganske vist aner jeg intet om dem, men her er historien alligevel. Læg særligt mærke til årstallene.

Min mormFrederik Nielsenor, Inger Marie Ulrikke HansenMarie, blev født 11. december 1885 og blev gift med min morfar, Frederik (født 16. juli 1878), i november 1904. Marie fødte sit første barn den 17. april 1905. Min ældste moster, Sofie, blev 92 år.

19. maj 1906 blev Godfred Emil født. Han blev døbt 8. juli, døde 31. juli 1906 og blev begravet 5. august. Hvad mon den lille familie tænkte? Det var måske ikke usædvanligt at miste børn i 1906.

Ca. et år efter, den 25. juli 1907, blev Emil født. En måned senere, den 25, august blev han døbt. Han kom måske til at hedde Emil fordi Godfred Emil var død. Emil levede lidt længere end sin bror, men alligevel ikke længe. Han døde 14. marts 1908 og blev begravet 20. marts.

Så gik der lidt tid. Hans blev født 10. august 1909, og levede til 10. august 1937. Han kørte sig ihjel på motorcykel den dag han blev 28 år. Det var, har jeg hørt, et voldsomt slag for min mormor at overvinde.

Nu havde min mormor fået 4 børn. De to var døde som små.

Maries næste barn var Bertha Eleonora. Bertha blev født 24. juli 1911, hun blev døbt 3. september, døde 4 dage senere, den 7. september, og blev begravet 12. september. Prøv at forestil dig de sidste datoer – ens barn døbes, dør og begaves på godt en uge. Hvordan mon det var at køre 4,5 km i hestevogn til kirken de to gange?

Den fjerde af de små børn, der døde er Poul. Han blev født den 4. december 1912, døbtes den 21. december, døde den 24. januar og blev begravet den 2. februar.

Nu havde min mormor fået 6 børn. De 4 var døde som små. Det begyndte i 1905. Nu er vi nået til 1913.

Så fik min mormor Thorvald den 12. marts 1914. Han er død for mange år siden, men ham har jeg kendt.

Året efter blev Rosa Elisabeth født den 12. juli 1915. Hun blev døbt den 15. august, men kunne ikke overleve og døde den 14. februar 1916 og begravedes 5 dage senere.

Verner blev født i august 1916 og døde i 2004.

Så var det min mors tur til at blive født – i juli 1918, og hun er død i februar 2013 og er den af alle Marie og Frederiks børn der til nu er blevet den ældste.

Det kan være det ændrer sig idet Ella blev født i marts 1922 og Ulla i juni 1926. Begge disse, mine gamle mostre, lever stadig.

Som jeg nævnte har det hele tiden været kendt, at de 5 små børn døde tidligt og Hans omkom ved en ulykke. Der blev imidlertid ikke talt særligt om det, ikke det jeg ved i alle tilfælde, men når de nu alle er fundet i kirkebøgerne kan det ses, at det må have været et voldsomt pres for familien. Et par gange er to nyfødte døde lige efter hinanden. Presset må have været knyttet til, at det ikke var til at forstå hvorfor det dog skete. Jeg har hørt de fik lungebetændelse, og måske har det været sådan, men snarere har der været tale om bloduforligelighed mellem mor og barn, således som jeg har forstået det nu. Det vidste man ikke den gang – og derfor kunne intet gøres. Og intet kunne forstås. Måske var man nok vant til at børn døde for godt 100 år siden, men alligevel er antallet stort.

Min mormor gik naturligvis ikke til psykolog, men klarede det formentlig selv. Om hun og Frederik kunne tale om det ved jeg ikke. Om hun havde andre at tale med herom ved jeg heller ikke, men hendes yngste barn fortæller, at Marie talte meget om hvor hårdt det var at miste Rosa Elisabeth, og især hvor forfærdelig hårdt det var at miste Hans den dag han blev 28 år. Det fortælles også, at mormor måske ikke havde så meget tid til at sørge, idet hun både passede hus og børn, lavede 2 retter mad hver dag og deltog i malkningen af bedriftens køer.

Jeg husker bl.a. min mormor for, at hun lavede nogle fantastiske blodpølser, når der blev slagtet en gris og at hende foretrukne plads i stuen var ”jævnsides kakkelovnen”.

Uanset hvad må hun nu have været en stærk kvinde, min mormor. Hun døde den dag jeg blev gift i 1966.

21 Svar til Min mormors børn

  1. Bodil Brændstrup april 10, 2013 at 12:32 #

    Ja, din mormor har været en sej kvinde. Tak for en god historie!

  2. Stegemüller april 10, 2013 at 17:35 #

    Hold da op en historie. Tak fordi du fortæller den. Børnedødeligheden var jo enormt høj dengang, men alligevel synes jeg, at familien var meget hårdt ramt. Jeg har aldrig hørt om ‘bloduforlignelighed’, men det kan selvfølgelig have været en del af forklaringen. Skriver de i kirkebøgerne noget om dødsårsagerne?

    Tænk at fem dør som så små og at moderen derefter skal leve med tabet af en 28-årig søn. Det må have været forfærdeligt at kunne regnepå, at man nu har lagt seks af sine børn i graven.

    • Jørgen april 10, 2013 at 17:51 #

      Jeg mener ikke de skriver om dødsårsagen i kirkebøgerne. Jeg tror bloduforligeheden har at gøre med Rhesus negativ, jvf. http://www.sundhedsmagasinet.dk/aid/817/Abort.htm, idet der midt i næstsidete afsnit omtales at “Kvinder, der er Rhesus negative, tilbydes inden for de første 48 timer efter en abort Rhesusprofylakse af hensyn til forebyggelse af evt. bloduforligelighed ved fremtidige graviditeter.”
      Det er sandsynligvis denne problemstilling, der ikke var kendt på det tidspunkt.
      Det må have været en ganske traumatisk erfaring min mormor fik om livets barske udfordringer.

  3. Marianne april 10, 2013 at 18:17 #

    Fantastisk at du får dokumenteret familiehistorien..
    Hvis det var rhesusimmunisering ville man nok snarrere forvente gentagne aborter efter første graviditet og det kan der med de årstal næsten ikke have været mange af…
    Det har nok været infektioner.. Det værste alvorligste som vi i dag vaccinerer i mod

    • Jørgen april 10, 2013 at 18:23 #

      Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad det har været, men når jeg nævner bloduforligeligheden er det fordi jeg har hørt om rhesus-problemstillingen – men jeg ved ikke nok herom.

  4. Ellen april 10, 2013 at 18:18 #

    Det er meget interessant at høre disse fortællinger fra en næsten glemt tid.
    Børnedødeligheden var vist normalt ikke særlig stor i begyndelsen af 1900-tallet; man havde jo fået styr på hygiejnen på det tidspunkt. Jeg er, som dig, mere tilbøjelig til at tro, at det kan have været rhesus-uforligelighed, og så har din mormor stadig været ekstra uheldig, den stakkels kvinde.
    Rhesus-uforligelighed er nemlig aldrig et problem i forbindelse med det første barn; uanset blodtypen. Det er de senere børn, der kan give anledning til uforligelighed, fordi moderen danner antistofferne ved første barn, som ikke selv ‘lider’ under dette.
    Sådan meget kort fortalt …

    • Jørgen april 10, 2013 at 18:25 #

      Ja, jeg synes historien godt kunne fortælles – sådan i kort form. Din forklaring er også den jeg hører fra familien.

  5. Marianne april 10, 2013 at 18:40 #

    Det har vel altid været hårdt at miste børn.. På den anden side, når man prøver at leve sig ind i vilkårene. Det er før præventionens-, abortens-, vaskemaskinens og nettos-tid, så måske kunne man også få en tanke, at det ud over sorg, også kunne være en lettelse, at ikke alle 12 overlevede..?

    • Jørgen april 13, 2013 at 06:50 #

      Det er da en tanke – omvendt kender jeg en familie, der fik 8 børn og alle overlevede. De var på ca. samme tid. Det var forældrene da vist glade for – og børnene også.

  6. Marianne april 10, 2013 at 18:58 #

    Hvis det er rhesusimmunisering laver moderen antistoffer mod fostret blod, såfremt fostret er rhesus-positiv. Disse passerer moderkagen, og ødelægger fostrets røde blodlegemer, hvorfor fostret får blodmangel.
    Der er derfor stor risico for at fostret dør, eller dør kort efter fødslen. Det er ikke sandsyndligt at det dør mange måneder efter fødslen, da det her ikke længere er udsat for mors antistoffer..
    I fald der var tale om rhesusimmunisering skulle man forvente at de overlevende børn er rhesus negative, da de så ikke bliver “ramt” af mors antistoffer. Hvilken blodtype havde din mor mon?
    God hygiejne hjælper ikke meget for at undgå mæslinger, kighoste, difteri og pneumokokker:-)

    • Jørgen april 13, 2013 at 06:54 #

      Jeg kender ikke min mors blodtype. Min tanke med indlægget her var nu heller ikke så meget at forholde mig til de fysiske helbredsmæssige problemstillinger som til de psykiske. Jeg synes det er svært at leve sig ind i, hvorledes det må have været og hvad det har betydet.

  7. Donald april 10, 2013 at 21:42 #

    Min bedstefar blev født i 1865 og fik også en stor familie, men ikke så stor som din. Jeg er bange for at det var almindeligt med børnedødelighed, men ikke så stor dødelighed som den, din mormor oplevede, det må have været skrækkeligt.

    Jeg tror ikke at hygiejnen var helt i top i 1900-tallet, jeg tror forståelsen var dæmrende, men ikke rigtig dybtgående endnu, hverken blandt almindelige mennesker eller blandt læger.

    • Jørgen april 13, 2013 at 06:55 #

      Jeg tror, som du, det må have været skrækkeligt at opleve det ene barn efter det andet dø.

  8. Pia april 11, 2013 at 18:37 #

    Det er jo sådanne historier der er spændende at høre om eller forske i.
    Dødeligheden var stor dengang, det ved vi vist alle. Ligesom det heller ikke var ualmindeligt at der kom et barn hvert år eller hvert andet år så længe kvinden var i den fødedygtige alder, eller døde i barselsseng som rigtigt mange også gjorde. Jeg har en del familier med 8-12 børn af samme forældre, men også mange dødsfald. Det skete faktisk helt op i 1900 tallet også. Det er sket både i min fars og mors slægt. Far var indfødt lollik fra den stavnsbundne tid, mens min mors mormor kom fra Sverige, hvor det samme gør sig gældende. Det var vist godt der kom lidt frisk blod til dette anetræ 😉
    Det var helt almindeligt, at blive ved med at “opkalde” det nye barn efter det der døde, og dette barn var jo i forvejen opkaldt efter en ane, så det var ret vigtigt at det blev ført videre. Uha.. jeg kunne blive ved.
    Jeg har aldrig tænkt på blodtypen kunne spille ind, men det er da nærliggende. Jeg har bare tænkt de stakkels familier, der har mistet så meget.

    • Jørgen april 13, 2013 at 06:59 #

      Dine betragtninger viser at det er vigtigt at medtage tidligt døde i slægtsforskningen, hvilket alle “rigtige” slægtsforskere velsagtens også gør. For mig var det fint at få nogle navne på her og få sat det hele sammen, så perspektivet viste sig.

  9. Inge-Lise april 12, 2013 at 10:20 #

    Kære Jørgen
    Hvor har det været hårdt for mormor og morfar. Og en spændende research du har lavet. Jeg hælder også til den rhesus-negative forklaring. Jeg er selv rhesus-negativ, og jeg husker, vi talte om muligheden af, at mormor også havde været det, dengang jeg blev gravid med Mette. Jeg tror ikke mor kender sin blodtype, mennjeg vil se om jeg kan finde ud af det.
    Kærlig hilsen Inge-Lise

    • Jørgen april 13, 2013 at 07:03 #

      Kære Inge-Lise, Ja det har givet været hårdt for vores mormor og morfar. Om forklaringerne skal det jo være man både skal søge dem i rhesusproblematikken og i den almindelige hygiejneproblematik medførende infektion m.v. og måske i helt andre. Det bliver sikkert ikke opklaret.
      Kh Jørgen.

  10. Birthe maj 8, 2013 at 08:23 #

    Hej Jørgen.
    Jeg har fået tilsendt din Blog fra en veninde der er slægtsforsker. Da hun læste om din mormor tænkte hun, det må være Birthes farmor, og det er det. Hans er min far, dvs at du er min fætter.
    Jeg har bl.a. et foto fra Annies bryllup. hvor vi alle er samlede. Fra min konfirmation i 1952 og til min farmor døde , kom jeg jævnligt til Alslev, jeg vil blive utrolig glad hvis du vil skrive til mig.
    Du skriver at Ella og Ulla stadig lever, jeg vil meget gerne møde dem hvis det er muligt, jeg holdt rigtig meget af dem. MVH Birthe hansen

    • Jørgen maj 8, 2013 at 10:50 #

      Hej Birthe,
      Tak for din kommentar. Fornøjeligt er det at møde dig igen, ganske vist på denne måde. Jeg var også med til Annies bryllup og det vil ikke overraske om vi havde hinanden til bords. Vi har givet is også mødt hinanden i Taagerup af og til.
      Jeg sender dig en mail …
      Vh Jørgen.

  11. Benna juli 16, 2015 at 17:21 #

    kære Jørgen jeg er rigtig glad for din beskrivelse af vores familie, som Verners yngste datter kender jeg ikke familien helt så godt, – men husker med stor glæde mange store familiefester hjemme hos farmor og farfar og jeg fortæller altid med stor glæde at jeg mest ligner mine faster som alle bliver eller er gamle! Forøvrigt kan jeg fortælle at jeg også er rhesus-negativ, så det er tilsyneladende en familiesvaghed!
    Kærlig hilsen Benna

Skriv et svar

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes