Miniferie i Kiel

En miniferie er en kort ferie. En sådan kan være intens. For mange år siden var vi i Harzen og her gjorde det indtryk, at vi 2. dagen konstaterede, at vi kom i går og skulle hjem i morgen.

Fuldstændig den samme fornemmelse opstod under en kort miniferie i Kiel. Vi kørte søndag morgen kl. 8 og var hjemme igen tirsdag kl. 17.

Hvorfor ville vi til Kiel? Fordi vi har været der to gange tidligere og begge besøg efterlod kun det indtryk at det regner og er koldt i Kiel. Da vi faldt over et ganske billigt tilbud med to overnatninger med morgenmad på hotel Astor centralt i Kiel, købtes dette ophold. Vi måtte finde ud af om der var noget at komme efter i Kiel.

Det var der sandelig. Vejret var tilforladeligt, ingen særlig vind, kun lidt regn og relativt lunt.

Vi vidste at værelset først var til rådighed kl. 15, men vi kom i så god tid, at et besøg i Stadtgalerie Kiel kunne klares forinden. Der var en udstilling af billeder af fotograferne Joachim Thode og Lutz Grünke, Fassade und Landschaft. Der var dejlige fotografier at se og mange spændende kompositioner. Der var mange billeder fra Rügen.

Senere gik vi tur for at fornemme Kiel. Gågaden er bred og der kan gøres indkøb af alskens slags – og holdes pauser. Vi kom forbi en af to søer og fandt Rådhuset i hvis kælderrestaurant vi spiste.

Mandag var butikkerne åbne og der skulle gøres forskellige indkøb. Det er sjovt at se hvorledes kæmpefærgerne sejler lige ved siden af, hvor man går.

Færge i Kiel

Herunder ses “Sejleren”, der dog ikke gør sig så godt i gråvejret.

Skulptur i Kiel

Vi gik langs havnen til Kiels gamle botaniske have, som fungerer som en stor park. Den nye botaniske have må afvente et senere besøg.

Alter Botanischer Garten Kiel

Siden satte vi os i et lysthus i slotsparken og så på, hvorledes blade blev fjernet. Man skulle næsten tro at en elefant var sat til at gøre arbejdet, som det ses af billedet.

Støvsugning af blade i Kiel

Vi kom atter til søerne og fik lyst til at gå op til et højereliggende punkt. Her viste det sig at Die Holtenauer Arkaden ligger, og hvis man vil se lidt andet af Kiels hverdagsliv, kan man gå en tur dertil. Her – som andre steder – er der mange muligheder for at drikke en kop kaffe og spise lidt til.

Kieler sø

Det blev en lang tur rundt i Kiel, men der er givet vis mange andre steder at se, herunder flere museer og kunstudstillinger. Man når det man når. Om aftenen spistes på das wirtshaus. Det var fint, maden var god, priserne rimelige, stemningen fin og vi kommer der gerne igen.

Tirsdag formiddag blev det til en lille tur igen. Her kunne man se hvorledes man klarer at pudse vinduer uden stige.

Vinduespudser i Kiel

Og hvorledes Rådhuset spejler sig i en glasfacade.

Kiel Rathaus

Siden kørte vi hjem via Heiligenhafen.

10 Svar til Miniferie i Kiel

  1. Ellen oktober 24, 2013 at 15:04 #

    Den slags impulshandlinger belønnes oftest med at levere en god tur. Kiel lader til at være en besøgsværdig by, og der er sikkert flere ting, der godt kan betale sig at købe i Tyskland?
    Jeg har set de lange stænger i brug i London … man skal alligevel være ret sikker på at kunne styre den – forestiller mig, at jeg hurtigt ville kunne få smadret en rude eller to, fordi den er svær at have kontrol over. Men smart er den.

    • Jørgen oktober 24, 2013 at 18:16 #

      Det var en fin tur – og der er mængder det kan svare sig at købe i Tyskland. Jeg tænkte at den gode vinduespudser ville være længere om at benytte denne metode, men den er selvfølgelig billigere end en vil med kan og ståplads. Tror ikke ruder er så sarte, at det ville lykkes dig at smadre en.

  2. Madame oktober 24, 2013 at 15:32 #

    Sikke en dejlig miniferie I har haft. Vi har aldrig været i Kiel, og sådan en tur vil jeg prøve at lokke husbond med på.

    • Jørgen oktober 24, 2013 at 18:16 #

      Nemlig – mon ikke han let lader sig lokke!

  3. Stegemüller oktober 24, 2013 at 16:51 #

    I har sørme været effektive på den korte tid, I havde til rådighed. Men sådan er det jo, når man ved at tiden er knap. Jeg var engang også på en kort tur til Berlin og så også en hel masse, men jeg stod altså også tidligt op!

    • Jørgen oktober 24, 2013 at 18:18 #

      Det er lidt sjovt, idet jeg tror man helt automatisk indstiller sig på den tid der er til rådighed. Har haft flere dage på Berlin-ture, men det handler naturligvis om ikke at sove hele tiden bort.

  4. Donald oktober 25, 2013 at 22:39 #

    For mig, der ikke rejser så meget, er det morsomt at se billeder fra andre steder, og jeg nyder synet af blad-støvsugeren, den store færge – ja, de gør indtryk, og jeg ville ønske at man fik mere at vide om hvor geniale og samtidig sårbare sådan nogle moderne skibe er. Den holder balancen i vandet, selv om tyngdepunktet ligger i nærheden af vandoverfladen, måske endda over – og fantastisk at den kan sejle så tæt på bolværk m.v. uden at blive “holdt i snor”, sådan som slæbebåde måtte styre store skibe i gamle dage 🙂

    Kiel er en by, jeg gerne vil se igen – måske får jeg et honorar og så skal der rejses 🙂 Jeg husker sporvognene, og broen over Kieler Kanalen, store varehuse og gader med brosten, men har ikke set den botaniske have eller de moderne huse, som skyder op rundt omkring.

    • Jørgen oktober 26, 2013 at 19:34 #

      Det var lidt mærkværdigt at se disse kæmpestore skibe bevæge sig langsomt gennem den snævre havn. De er så høje som de omkringliggende huse.
      Det var faktisk effektivt at se hvorledes man fjernede blade. Blade tæt på træer blev blæst lidt væk af en mand med en omvendt støvsuger, hvorefter en af de flere støvsugere der var på arbejde kom og snuppede dem. Jeg så ingen sporvogne i Kiel, men byen var dejlig at være i og vi tage dertil igen på et tidspunkt.

  5. Pia oktober 26, 2013 at 08:23 #

    Et lille afbræk er altid dejligt, og vejret kan heldigvis også være godt i Kiel selv på denne årstid. Jeg kan godt lide dit spejlbillede.

    • Jørgen oktober 26, 2013 at 19:35 #

      Det var nøjagtig et afbræk og det var fint. Tak.

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes