Pause og selvsnak

Pausen blev lang. Blogpausen, altså. Både læse- og skrivepausen.
Der er ikke noget nyt i, at jeg i en periode pauserer. Det nye er varigheden. Den blev så lang, at jeg undervejs har overvejet om jeg er nået endestationen som blogskriver, men ikke bloglæser.
Det er jeg ikke, men det kan ikke udelukkes, at der atter opstår pauser – og på et eller andet tidspunkt slutter det jo.
Pausen opstår fx ved, at læsning af et indlæg medfører udsættelse af en kommentar. Det kan ske, hvis særlig omtænksomhed er nødvendig. Det medfører en optagethed af emnet, men ikke nødvendigvis en kommentar. Og heller ikke et eget indlæg. Kommentaren har førsteprioritet.
Nogle gange kommer jeg hurtigt videre, men ikke altid.
Der er naturligvis ingen grund til at skrive alenlange forklaringer på fænomenet, men en god del selvsnak er involveret.
Selvsnak af typen: Nuser sidder på sit hundehus med en vaniljekransVaniljekrans  i poten og bemærker, at han egentlig ikke har brug for den. På den anden side, mener han, skulle den være god mod skinnebensbrud. Hvorefter han spiser den og forklarer, at han kan overbevise sig selv om hvad som helst.
Bortset fra det uelskværdige i ikke at give lyd fra mig, når jeg nu plejer det, har jeg brugt tiden på glimrende vis.
Jeg har spist mange hindbær i haven, fjernet grene og hækafklip, og faktisk har jeg mere systematisk givet mig i kast med slægtsforskning. Og fx gjort ophold ved en af mine forfædre, der døde en dag i september for mange år siden. Det gjorde 3 andre folk i sognet også. På 4 forskellige dage. Af en eller anden grund begravedes alle 4 samme dag. Forklaringen herpå kan man få meget tid til at gå med at fundere over.

Nu er det på tide at læse med hos andre igen – og færdiggøre beretningen om sommerferien. Og se hvad der så dukker op af emner.

At det sker nu må Ellen have tak for. Hun syntes tiden var inde til i en mail at spørge om alt er OK eller alt ikke er det. Alt er OK.

10 Svar til Pause og selvsnak

  1. Ellen oktober 22, 2016 at 21:58 #

    Du skal bestemt ikke takke mig, men jeg var godt nok ved at blive temmelig bekymret for dig 🙂 Dejligt at se dig på banen igen! Kan du ikke næste gang bare skrive et superkort indlæg, hvor du skriver, at du lige holder en ikke nærmere tidsbestemt pause? Og så ikke noget med ikke engang at svare på de sidste to kommentarer i dit seneste indlæg 😉

    • Jørgen oktober 23, 2016 at 16:57 #

      Dine omsorgsfulde irettesættelser er noteret. De er absolut passende. Det er dog bedst ikke at garantere en adfærdsændring, som måske ikke finder sted, men det bekymrer mig når min uordentlighed overvinder den ordentlighed, jeg ser som en central værdi. En måde at hamle op hermed må udgrundes. Problemet er bl.a. at jeg ikke ved, at en pause opstår og slet ikke hvor lang den bliver, når den begynder.
      Jeg håber bekymringen trods alt ikke har været for energikrævende.

  2. Rasmine oktober 22, 2016 at 23:07 #

    Der er mindst en til, der har været bekymret 🙂

    • Jørgen oktober 23, 2016 at 16:59 #

      Det er upassende at give anledning til bekymring på den stedfundne måde. Håber det ikke har været nogen særlig energi du har brugt til bekymringen.

  3. Jan oktober 23, 2016 at 16:10 #

    ….og endnu en. Jeg har da pusle med at skrive en kommentar til dit sidste indlæg om nogen vidste ?

    Men rart at vide at du er still going streng.

    • Jørgen oktober 23, 2016 at 17:01 #

      Ikke godt at have givet anledning til så megen undren.

  4. Donald oktober 31, 2016 at 00:14 #

    Jeg er glad for at Ellen spurgte – og glad for at du svarede at alt er OK.

    Det er selvfølgelig OK at holde op, holde pause, lade være med at svare på kommentarer (med mindre det er vigtigt) – det skal jo blot være en mulighed.

    Jeg har selvfølgelig også overvejet at stoppe, men af andre grunde fortsætter jeg: De bedste af mine billeder kan hjælpe med at “stoppe” tiden, så jeg har noget at huske dagene på – ud over at jeg den ene uge var på Louisiana og den anden uge såan og sådan. 🙂

    Jeg tror det er lidt som Nuser på taget. Jeg har mulighed for at opsøge mere selskab, men somme tider har man brug for tid med sig selv 🙂

    • Jørgen oktober 31, 2016 at 16:25 #

      Jeg er også glad for jeg blev spurgt. Og det er naturligvis ikke rimeligt at holde pause som jeg gjorde.
      Jeg kan fint forstå at du bruger din blog meget som et tidsbillede, den ene dag er forskellig fra den anden. Selvsnakken er stærk!

  5. Farmer november 1, 2016 at 06:37 #

    Hvor har jeg dog været inde på “Østrig, 4. dag” mange gange for at se, om der igen var aktivitet.
    Dejligt, at du er i gang igen.

    • Jørgen november 1, 2016 at 11:30 #

      Beklager. Håber du ser videoen af koen …
      Tak.

Skriv et svar

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes