Penge retur

Efteråret har budt på et par problemer, der har involveret penge. Begge har jeg berettet om.

Måske huskes det, at jeg havde bøvl med op- og nedgradering til og fra Windows 10 og at min tablet i den forbindelse gik i selvsving i et uendeligt loop mellem at skulle genstartes og at der ikke var forbindelse til et eller andet nødvendigt. Måske huskes det også at jeg havde bøvl med nogle rygningsplader, der skulle have været været 25° og 30 cm, men de leverede var 30° og 24 cm.

Problemet med den uvirksomme tablet blev ikke løst ved henvendelse pr. mail, som det ellers fremgik man kunne. En opringning til foretagendet gav ingen forklaring herpå, men man havde hørt om det opståede problem før og det var nødvendigt at indsende apparatet til reparation. Jeg blev udstyret med et nødvendigt kundenummer og hurtigt kom en række informaioner på tysk om, hvad jeg skulle gøre samt en adressemærkat med porto betalt. Tabletten blev indpakket med de nødvendige formularer udfyldte og afsendt ganske gratis. Efter nogle dage fik jeg en meddelse om at pakken var modtaget i Tyskland. Herefter ventede jeg en rum tid. En dag kom imidlertid en meddelelse om, at jeg skulle sende den originale kvittering så man kunne tilbagebetale mig beløbet jeg havde betalt for tabletten. Efter endnu en vis ventetid kunne jeg en dag konstatere at pengene var indgået på min bankkonto.

Selv om det således tog en rum tid, må jeg alligevel være tilfreds med Medions behandling af sagen. Ærgerligt nok gik det sådan, idet jeg havde det fint med den ret billige tablet fra Aldi. Da den altså fungerede.  Endnu har jeg ikke købt en ny, men det sker vel en dag. Om det bliver en tilsvarende eller et andet mærke er ikke afgjort.

Rygningspladerne, som jeg havde haft stående mere end et år, tog jeg med til byggemarkedet en dag og jeg talte med samme medarbejde som havde solgt mig de rigtige, men altså forkert leverede og kontrollerede plader. Det var ikke noget problem at levere dem tilbage og han skulle nok ringe til mig, når man havde fået pengene fra eternitfabrikken. Jeg var så benovet over at det ikke var et problem, at jeg ganske glemte at give udtryk for en undren over, at man ikke blot rettede fejlen med det samme.

Efter en måned uden tilbagemelding, ringede jeg for at høre til sagen og blev stillet en opringning i udsigt dagen efter. Da det ikke skete, henvendte jeg mig senere i butikken – og i løbet af et øjeblik var det ordnet. De godt 800 kr var tilbage på kontoen. Også uden at man havde fået en kreditnota fra fabrikken.

Der var med andre ord ingen grund til postyret.

Fint at det hele nu er i orden.

, , ,

12 Svar til Penge retur

  1. Stegemüller december 3, 2015 at 14:16 #

    Godt at du fik dine penge retur for din tablet, og det var godt, at du reklamerede.

    Hvis du vil købe en ny tablet kan jeg varmt anbefale en fra Apple fx en iPad Air, som jeg selv har ufatteligt meget glæde af. Jeg går aldrig nogen steder uden den. Fx er jeg så glad for at kunne svare på e-mails, selvom jeg er på farten. En iPad er ganske vist dyr, men den virker bare hver gang. Jeg har aldrig haft nogen problemer med den.

    • Jørgen december 9, 2015 at 09:22 #

      Det var nemlig godt. Tak for anbefalingen.

  2. Ellen december 3, 2015 at 15:04 #

    Servicen fejlede intet, nej, men historien bekræfter mig i, at jeg ikke skal have opgraderet noget som helst. Jeg venter, til jeg skal have en ny maskine, som er født med det nye styresystem.
    Jeg kan godt lide, når en forretning(smedarbejder) kan udvise lidt konduite som i tilfældet med dine plader.

    • Jørgen december 9, 2015 at 09:25 #

      Jeg har noteret mig Donalds bemærkning “If it words, don’t fix it”. Så jeg skal sandelig heller ikke forsøge mig med Windows 10 igen.
      Konduite er godt – han burde vel blot have udvist den da jeg afleverede pladerne.

  3. Eric december 3, 2015 at 16:50 #

    Det var godt, at der kom en fornuftig løsning på begge sager, men det har også kostet bøvl, som du burde have været foruden.
    Som Ellen tror jeg også, at jeg venter med at opgradere. Så skal man opdatere maskinens BIOS, så er der programmer og hardware, der skal have nye drivere osv. Jeg gider ikke bøvlet, Windows 7 fung’er fint for mig.

    • Jørgen december 9, 2015 at 09:26 #

      Det var godt enden var god.

  4. conny december 3, 2015 at 18:23 #

    På trods af forudgående bøvl er det jo nærmest solstrålehistorier alligevel her i en mørk tid.
    Ligesom Ellen skynder jeg mig også at trykke nej tak, hver gang pc’en spørger, om jeg dog ikke skal have det her fine nye styresystem installeret ganske gratis – endnu.

    • Jørgen december 9, 2015 at 09:27 #

      Det var fint der ikke var så meget diskussion om sagerne.

  5. Donald december 5, 2015 at 14:00 #

    I systemet “Mint” – et Linux styresystem, som kan bruges som et alternativ til Microsoft – en bemærkning om at man *kan* opgradere til næste version, men hvis man ikke har problemer af den ene eller anden slags, og man generelt er tilfreds med systemet, så bør man ikke opgradere, da det i mange tilfælde indfører nye problemer!

    Det er da ærlig snak.

    Iøvrigt er Linux gratis, og en stående vittighed er “fuld tilfredshed eller pengene tilbage”.

    • Jørgen december 9, 2015 at 09:28 #

      Det lyder som en god indstilling. Jeg har nu ikke fundet ud af hvorledes Linux fungerer uagtet jeg blev inspireret af bemærkninger vist nok på din blog.

  6. Pia december 9, 2015 at 20:47 #

    Sådan kan man heldigvis blive glædeligt overrasket hele to gange 😉

    Allan har for nøjagtig en uge siden fået ny pc, da det var umuligt at lave noget fra den anden mere. Der var bare alting i vejen og der var ikke mere at gøre. Den var gået død. På den nye kunne han selv vælge om han ville installere Win 8 eller Win 10, så han valgte det sidste, og hvor har han haft meget bøvl. Det kom aldrig til at virke. Først var der det ene, så var der det andet. Nu er han endt med win 8 og DET fungerer.

    • Jørgen december 11, 2015 at 13:04 #

      Ja, det var fint. Trist at høre at Windows 10 gør knuder.

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes