Pensionistens mandag, den sidste i maj 2017

Det har været gråvejr denne sidste mandag i maj 2017. Efter flere sommerlige dage. Vi mangler vand til haven, men det rummer skyerne ikke.

Hvorfor tanken om dette indlæg opstod aner jeg ikke, men her er lidt af hvad dagen har bragt.

Jeg stod op klokken 5, lavede kaffe, dvs. der gik overløb i den af en eller anden grund, men det blev klaret.

Gik en tidlig haverunde. Der er ikke så mange dræbersnegle i øjeblikket, men enkelte blev delt i to.

Avisen indeholdt bl.a. nogle gode råd til det cyklende lycrafolk, herunder at man selv må tage sit affald med hjem eftersom man hverken deltager i Tour de France eller har en mor der er ansat ved kommunen.

Kartofler blev hyppet, græs, der går i frø blev fjernet (noget af det) og nogle store blokke kørvel havnede på kompostbunken.

Det første supermarked fandt ingen anledning til at angive den rigtige tilbudspris på en ost, og forresten heller ikke på et andet mælkeprodukt. Personalet måtte spilde tid på at svare på om de givne sager var de rette på tilbud. Det virkede ikke som man agtede at ændre prisangivelsen. 

En brev squashfrø var billigere end ventet, heller ikke dette kunne man se.

Noget grønt skulle koste 9 kr., men var slået ind til 16. Forsøget på fradrag endte med at det samlede beløb blev større og ikke mindre end før forsøget – og der måtte ledelsesindtastning til før det hele passede. Der var meget personalemæssig spildtid denne dag.

I det andet supermarked så det ud til at en pose Samsø-kartofler skulle koste 15 kr., men da de blev slået  ind til 24 måtte kassemanden se efter – og spilde tid på det. 

Hjemme igen gik vi en tur, spiste frokost og fik en på øjet.

Så var det tid til at se bønnerne gro.

Bønne (1)

Først får man øje på en lille grøn bue som herover.

Bønne (2)

Lidt senere kommer mere frem (det er nu en anden bønne).

Bønne (3)

Endnu lidt senere ses kimbladene, men den er stadig ved at folde sig ud.

Bønne (4)

Når spiren har foldet sig ud ses to fine blade og i midten ansatsen til de næste. 

Utroligt.

Så skulle vi et ærinde i Roskilde. Med tog. Det var nogle minutter forsinket, men pyt, vi kunne let nå hvad vi skulle til næste tog hjemad skulle gå.

Kvickly er nedlagt, en anden brugs åbner siden, men i underetagen er indrettet et genbrugssupermarked. Det bliver spændende at se hvorledes det går de almindelige genbrugsbutikker, når det nu bliver mere almindeligt at folk selv sælger deres overflod i de nymodens lopperier.

I længere tid har vi set efter en eller anden ting fra Knabstrup i serien Blå Bellmann. Og sandelig om der ikke stod et fejlfrit ølkrus til 50 kr.

Blå Bellmann, Knabstrup

Det blev indkøbt. Det er det eneste vi har – og der er ingen planer om flere.

Herefter var det tid til at gå til toget, der viste sig at være aflyst. En ekstra halv time syntes DSB åbenbart vi kunne bruge, men forleden fandt vi ud man kunne tage en bus, der dog ikke kører hjem, men drejer modsat så der bliver en gåtur at gå. Vi stod af, som forleden, lidt før det rette stoppested, og gik på tværs. Det gav lige 2500 ekstra skridt på kontoen. Vi kom samtidig med toget vi kunne være kommet med.

Kaffe og lidt afslapning var der tid til.

Og resten af dagen gik uden bøvl. Med lidt ild i pejsen.

Så er det snart sengetid, men jeg må hellere se om der er et par snegle at dele i to.

Hav en god nat.

 

, , , ,

10 Svar til Pensionistens mandag, den sidste i maj 2017

  1. Donald maj 30, 2017 at 01:53 #

    Det var meget!
    Det lyder som det rene lotteri, når du skal købe ind. Her er det ikke så slemt, og jeg tror at det skyldes manskabet, der er en god stemning i Rema butikken i Vejby.

    Hvor ser det skønt ud når en spire bryder frem.

    Krus må gerne være “singler”, så kan man se hvis der er hvis, når man er flere sammen 🙂

    • Jørgen maj 30, 2017 at 07:18 #

      Ja, jeg synes det var lige i overkanten i går, men man skal virkelig være vågen i de to butikker. Jeg ser heller ikke tilsvarende i Rema, og ej heller andre steder.
      Det er altid sjovt at se det gror …
      Jeg tror nu ikke kruset bliver brugt så meget, men det er naturligvis en god ide at kunne se forskel på krus.

  2. conny maj 30, 2017 at 12:15 #

    Naturen er forunderlig – prisskiltningen i visse supermarkeder er bare underlig.
    Selvom jeg også ser frem til de næste syv år på arbejdsmarkedet, ser jeg også frem til en stille og rolig tilværelse derefter. Jeg synes, du beskriver ganske fortrinligt, hvordan jeg forestiller mig min pensionisttilværelse.

    • Jørgen maj 30, 2017 at 19:52 #

      Fortrinlig påpegning af forskellen på forunderlig og underlig.
      Det var da en interessant tanke at min tilfældige mandag, som jeg egentlig ikke aner hvorfor jeg skrev om, kunne give en fornemmelse af hvorledes det kan være at være pensionist. Men: det går lidt langsommere til den tid og man undrer sig over hvorledes man dog fik ting og sager til at fungere da man arbejde 50 timer om ugen og måtte klare en masse andet også. Måske hedder det tilpasning. Og det er nu ikke så dårligt endda.

  3. Eric maj 30, 2017 at 19:54 #

    Du skulle tilbyde tidsstudieafledt effektivisering 🙂 Det var meget oppe engang, og dit blik er skarpt; men okay, du har trukket dig tilbage, og en karriere nr. 2 står næppe på ønskesedlen.

    Ellers dejlige, stille refleksioner på en hverdag.

    • Jørgen maj 30, 2017 at 20:31 #

      Jo, og hvis den tidsstudieafledte effektivisering ikke virker, kan der være grund til et lean-kursus.
      Jeg skal ikke have klinket noget med en 2. karriere, men man kunne da ønske at en og anden ansvarlig læste med og handlede. Der trænges godt nok – nogle steder mere end andre.

      Det var en ret udramatisk mandag, og det er jo godt sådanne findes.

  4. Stegemüller maj 31, 2017 at 15:35 #

    Jeg har på arbejdet haft en opgave med at prøve at kortlægge “loppesupermarkederne”, og der er sørme mange, især hvis man medtager dem med konceptet “lej en hylde”. Herudover er der de forskellige loppemarkeder fx et i Nørrebroparken, der bare har åbent fx hver anden lørdag. Genbrug er guld – og det er efterhånden blevet en stor industri. Se fx Kirrpu: http://kirppu.dk/

    • Jørgen maj 31, 2017 at 16:19 #

      Jeg synes godt om genbrug, men mon ikke det går ud over organisationernes genbrugsforretninger at der kommer så mange andre typer? Eller er markedet umætteligt?

  5. Ellen maj 31, 2017 at 22:16 #

    Åh, hvor er det dog hyggeligt at læse sådan et indlæg!
    Jeg har efterhånden lært at blive i (brugs)forretningen, til jeg har kontrolleret min bon. Det er ikke hver gang, der er fejl på, men ofte nok til, at man er nødt til at tjekke, og eftersom jeg har 20 km til brugsen, er jeg nødt til at tjekke med det samme, for skal jeg køre igen, er besparelsen nemt brugt på benzin.

    • Jørgen juni 1, 2017 at 05:54 #

      Det var da rart at høre.
      Jeg følger så vidt muligt med i priserne på skærmen, men får alligevel altid bonen og ser efter hvad der står. Det er sært man skal være så opmærksom som tilfældet er.

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes