Romerske tallerkener

Romersk tallerken

Det er længe siden vi sidst har været i Rom. Faktisk var det i 1983. I det herligste vejr i september.

Der er selvfølgelig visse erindringer fra turen, der var med Spies rejser.

Vi boede på et hotel, hvor loftet var sænket. Det var klaret ved at lave en ramme hvorpå flamingoplader var blevet lagt. De lå der bare. Det vil sige de lå der ikke bare, de bevægede sig. Når lufttrykket i rummet øgedes løftede pladerne sig. For med passende lyd at falde ned på rammen, når trykket udlignedes.

Det var nu ikke så meget det jeg kom til at tænke på i dag, som indkøbet af 4 tallerkener, der nu ikke længere er. De sidste 2 er netop kasserede. Den ene ses på billedet.

Når man rejste med Spies kunne man dengang få adgang til en kæmpestor forretning som var de romerske hoteller og restauranters foretrukne forretning til at anskaffe sig udtyr i. Alt kunne fås. Og vi fandt efter længere tids søgen 4 tallekener.

Da vi skulle købe dem, måtte vi vente længe og udvise udsøgt tålmodighed. Grunden var en sendrægtig ekspedition, dels udvist af personalet og dels en følge af at man skulle lede længe efter hvad disse tallerkener nu kunne koste i kartotekskasse efter kartotekskasse.

Endelig kunne vi forlade forretningen med 4 tallerkener og en ineffektivitetsoplevelse rigere.

Vi vil savne at blive mindet herom.

12 Svar til Romerske tallerkener

  1. Madame marts 3, 2014 at 14:51 #

    De smukke tallerkner har jo været rene tidsmaskiner, der fik minderne til at vælte frem. Her har vi også tidsmaskiner – blandt andet et fint, lille askebæger fra en rejse til Polen.

    • Jørgen marts 3, 2014 at 16:10 #

      Tak for tanken om at betragte sådanne indkøb som tidsmaskiner. Det giver meget mening at tænke på ting som tidsmaskiner.

  2. Stegemüller marts 3, 2014 at 17:52 #

    Det er da næsten synd, at I ikke har tallerknerne mere, for de ser da rigtig søde ud – men de har jo sikkert også rummet op til flere gode pastaretter.

    • Jørgen marts 3, 2014 at 18:02 #

      Man må ukomplicere, må man, og de var ganske slidte i kanten. Så pyt. Det var små tallerkener, som blev brugt til fx morgenmad, men det kan man ikke se på billedet.

  3. Inge marts 3, 2014 at 18:03 #

    Det er sjovt og godt med ting, der bringer minder fra en svunden tid.

    • Jørgen marts 3, 2014 at 18:10 #

      Ja, og oplevelsen bliver givet vis hængende.

  4. Eric marts 3, 2014 at 18:07 #

    I må på tallerkenrejse til Rom igen, der er ikke andet for. Der er indtil flere loppemarkeder, hvor man sikkert både kan få porcelæn og kvik ekspedition. 🙂

    • Jørgen marts 3, 2014 at 18:12 #

      Rom var i mange år min ønskerejseby fordi jeg var den i 2.g, så der vil jeg gerne til igen snart. Jeg går ud fra de har ændret lidt på proceduren, hvis butikken stadig findes – ellers må man søge andre muligheder. Vi skal nu ikke have porcelæn med hjem.

  5. Ellen marts 4, 2014 at 11:48 #

    Jeg synes bare det er så svært at smide gode minder ud – det er næsten det modsatte af det, du kalder at ukomplicere 🙂
    Men ikke desto mindre nødvendigt en gang imellem.

    • Jørgen marts 4, 2014 at 12:58 #

      Jeg smider ikke gode minder ud, men godt slidte tallerkener. Minderne – historien – har jeg stadig. Vi må lære os at fjerne så andre ikke skal gøre for meget efter os når vi ikke selv kan, men vi skal også være sikre på at de andre ikke synes vi smider for meget ud.

  6. Donald marts 4, 2014 at 14:19 #

    Det var en morsom historie! Forretninger kan have så mange varer, at de ikke aner de har dem. Hvordan skal man også vide det – personalet skifter fra år til år. 🙂

    • Jørgen marts 4, 2014 at 16:16 #

      En del af historien – som jeg kommer til at tænke på når du skriver sådan- er, at personalet var mere optagede af indbyrdes kommunikation end af at hjælpe kunderne. Det er i øvrigt ikke et ukendt fænomen i Danmark nu om stunder. Alt for mange varer gør beslutningsprocessen vanskelig.

Skriv et svar

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes