Scheurebe

ABC Scandinavia er nu nået til S i 3. omgang. Det har hele denne omgang handlet om tysk vin med K som undtagelsen.

Der er mange muligheder for at skrive om noget med S – og givet vis endnu flere end de følgende, der nævnes:

  • Sachsen (vindyrkningsområde)
  • Saale-Unstrut (endnu et vindyrkningsområde, begge i det gamle Østtyskland)
  • Siegerrebe (en drue)
  • Silvaner (en drue)
  • Spätburgunder (pinot noir af hvilken der i Tyskland laves fremragende vine)
  • Stein (en vinmark i Würzburg)

Det skal imidlertid handle om Scheurebe.

Scheurebe

I tidens løb har jeg smagt mange vine lavet på druen Scheurebe. De har naturligvis ikke alle været lige til at erkende som værende lavet på denne drue, men mange har. Grunden er at vinene er ganske aromatiske, og skulle man i øjeblikket have adgang til en solbærbusk, kan man nulre et blad og lugte til det. Så har man en fornemmelse af aromaen i en flaske Scheurebe. Det er selvfølgelig altid sjovt at gætte hvilken drue, der er tale om, hvis vinen smages blindt.

Scheurebe er en krydsning lavet af Dr. Scheu i 1916. Den kaldes også Sämling 88 (serienummer). Det var længe formodeet at druen var en krydsning af Silvaner X Riesling, men en DNA-analyse i slutningen af 1990erne har fastslået at, Silvaner ikke indgår, men at Riesling gør. Den anden drue formodes at være en vild vin.

Vinen bag etiketten er købt hos Godsets Vin, der sikkert har en anden årgang nu. Det fremgår at vinen hverken er tør eller halvtør, hvorfor den er let sødlig (lieblich). Det gør ikke noget, den kan mageligt anvendes til mad, hvis sødmen tænkes ind. Her er et link (på tysk) til en ret med camembert, hvor vinvalget afhænger af ostens duft- og smagsintensitet. Ganske vist anbefales en halvtør Scheurebe Kabinett. Det fremgår at vinen skal være aromabetonet med tydelig syre.

Forresten giver dette anledning til den bemærkning, at “ost og rødvin” bør være “ost og hvidvin”, idet der er mange flere kombinationsmuligheder, hvis hvidvin vælges.

Her er linket til andres S.

8 Svar til Scheurebe

  1. Rasmine april 24, 2012 at 07:20 #

    Både Scheurebe og Godsets Vin lyder rigtig spændende. Det fremgår ikke, hvornår der er åbent. Er det udelukkende en netbutik?

  2. Jørgen april 24, 2012 at 07:41 #

    Jeg bemærker på hjemmesiden, at fragt er gratis fra 12 flasker. Jeg har engang hentet en kasse vin på Godset, måske er det bedst at ringe og høre om det passer. Troels har også leveret en kasse her engang.

  3. Rasmine april 24, 2012 at 08:08 #

    Mit spørgsmål om netbutik skyldtes mest, at jeg ikke drikker voldsomt meget vin, men synes, det er spændende at smage noget forskelligt.

    • Jørgen april 24, 2012 at 08:16 #

      Variation er netop fornøjelsen ved vin – jeg håber du finder en god løsning og kommer til at smage god tysk vin.

  4. Donald april 24, 2012 at 13:33 #

    Undskyld jeg spørger, hvorfor hedder den “Kabinett”?
    Det er en spændende artikel, jeg kan godt forestille mig en kender, som kan servere en ost og vin, som passer til. Har jeg oplevet det? Måske, men jeg husker desværre mere de gange, hvor en rødvin har kradset mere end osten 🙂

    Det er interessant, at man kan undersøge druernes afstamning. I andre planteforædlings-processer er det jo forholdsvis almindeligt at man krydser udvalgte vilde planter ind i den forædlede, for at komme frem til noget, der er mere modstandsdygtigt overfor sygdomme (især svamp).

    Men nu bliver jeg helt sulten …
    🙂

    • Jørgen april 24, 2012 at 17:26 #

      I de gode gamle dage opbevarede velhavende mennesker vist deres værdier i et Cabinett.
      Da Kloster Eberbach for mange herrens år siden indrettede et opbevaringssted til deres skatkammervine, blev dette ikke betegnet skatkammer, men Cabinett (se om Cabinet-Keller her:
      http://kloster-eberbach.de/kloster/veranstaltungsraeume/cabinet-keller.html ).
      Kabinett er således et klassisk begreb i den tyske vinverden. Jeg har en tom flaske Riesling Auslese 1959 med en halsetikette, hvorpå står Cabinet.
      I den tyske vinlov af 1971 indførtes bl.a. Qualitätswein mit Prädikat. Det første af prædikaterne blev Kabinett. (Se de øvrige under ABC Scandinavia med Q).

  5. Donald april 29, 2012 at 22:54 #

    Det er alle tiders historie, Jørgen, tak for udredningen. Jeg skal nok kigge lidt på ‘Q’ 🙂

Skriv et svar

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes