Sommerferie i Østrig. 8. dag–ankomst til Virgental

Denne lørdag, den 25. juni, var dagen hvor ferieopholdet i Bad Gastein sluttede og en uge i Virgental begyndte. Afstanden, der skulle tilbagelægges var 120 km. Det er ganske overkommeligt – og let. Når man kører ud af Gasteinertal, holder man til venstre. Det gør man også i Mittersill. I Matrei in Osttitol holdes til højre. I Virgen drejes til venstre – og så er man straks i Niedermauern, hvor Habererhof, vores feriested siden 2000, ligger.

Lidt flere detaljer er nu på sin plads.

Når man er kommet ud af Gasteinertal, kører man i et i og for sig mageligt tempo på ikke over 70 km. i timen. Det er trafikstrømmens hastighed sådan en lørdag morgen.Måske kan man komme til at køre lidt for sig selv med en vis afstand til forankørende. Det skete for os da vi passerede Kitzlochklamm. Snakken gik om det fantastiske natursceneri vi har set et par gange. Hurtigt derefter kører man ind i Taxenbach, en lille by, der er angivet med et stort byskilt, som samtidig er trafikskilt angivende en hastighed på 50 km/t. Vi har også været i byen, men åbenbart er færdselstavlen ikke kommet tilstrækkeligt ind på lystavlen, thi kort efter standsede en lørdagsmorgenpolitihastighedskontrol os. Det gik lidt stærkt, mente man. 70 km/t var hastigheden målt til. En bøde for forseelsen på €30 måtte erlægges på stedet. Vi betalte kontant og glædede os over bøden ikke var større. Man kunne også betalte med kreditkort.

Det er ingensinde sket før i Østrig og bevidstheden om hastigheden øgedes.

Efter lidt tid når man til Zell am See. Vi holdt ind, som så ofte før, for at gøre nogle indkøb, når vi nu skulle bo i en lejlighed i en uge. Da vi skulle køre, kunne man ikke komme ud på vejen, vi skulle videre af, men vi vidste man kunne køre via Kaprun, hvor vi opholdt os for mange år siden, for, efter denne lille omvej, atter at finde den rigtige vej.

Så var der ikke flere forhindringer før vi havde passeret Felbertauerntunnellen og skulle betale 11€ i afgift. Den er steget en enkelt € i år, men der er også noget at bruge pengene til. Læserne husker måske hvorledes et bjergskred for nogle år siden medførte, at en erstatningsvej i al hast måtte bygges. Den var stejl – og for stejl til lastbiler om vinteren – og ensporet, reguleret af lyskurve. Nu har man bygget en lettere kørbar to-sporet erstatningsvej til den ødelagte, men det har utvivlsomt været dyrt, så det er ok med en lille prisstigning på tunnelafgiften.

Herefter går det nedad og nedad mod Matrei in Osttirol, igennem byen og pludselig er man i Virgental. Bilen kender nærmest vejen selv. Man skal se sig for, når man kører om hjørner og igennem Mitteldorf, og man skal huske at skifte gear, når stigningen er stor. Man er hurtigt i Virgen, og det er let at finde Niedermauern. Jeg kan nu godt forstå man skal tænke sig om, når man kører her for første gang.

Virgental

Grundet den korte afstand er vi tidligt fremme i Virgental. Lejligheden er altid parat når vi kommer. Det bliver et dejligt gensyn med familien på gården. Og med lejligheden og omgivelserne.

Som det ses er vejret ikke helt som det var de forrige dage, men det gør nu heller ikke noget at temperaturen er mere fremkommelig.

Jeg plejer tage en billede fra balkonen, når vi kommer. Det øverste billede er netop dette. Det er taget mod Berger Kogel – og det er udsigten jeg kan få en del tid til at gå med at se på.

Virgental

Her er samme motiv med sol i forgrunden.

Virgental

Vi kørte tilbage til Virgen og købte yderligere ind. I ugens løb spiste vi oftest hjemme, så der skal noget til. Efter udpakning og frokost er det tid til at gå standardturen, der dog blev lidt kortere i år.

Billedet viser Virgental i retning mod Virgen fra Niedermauern.

Virgental

Fra samme position ses Habererhof. Vores vindue er det øverste af de tre til venstre. Balkonen er til venstre herfor. Der er tre lejligheder og to værelser i hovedhuset og et antal lejligheder i gæstehuset til højre.

Virgental

Dette billede er fra næsten samme position, blot modsat. Fruen er på vej til stien langs floden, Isel er det.

Virgental

Eftersom det har været meget varmt de seneste dage, måtte der forventes meget smeltevand i floden. Som det måske kan anes er det tilfældet.

Denne korte video illustrerer det vist meget godt.

Virgental

Her ses floden fra en lidt anden vinkel.

Virgental

På billedet er Virgen med kirkespiret pegende mod en gammel borgruin, Rabenstein.

Når man kommer lidt længere frem langs floden, går en vej op til Virgen. Det går opad og vi må puste grundigt  nogle gange. I 1995 da vi var i dalen første gang, boede vi i selve Virgen. Vi gik til det hele. Ned ad vejen og 1000 meter op – og ned igen. Og op ad vejen. Sådanne ture klarede vi hver dag. Det går ikke længere sådan, men dejligt er det nu at færdes i dalen.

Jeg må have glemt at tage billeder (har rigeligt mange), men da vi var på vej hjem stoppede vi ved en bænk vi ofte sidder på. Der var for meget vand i floden til at det var en god ide.

Sådan gik den første dag i Virgental. De følgende omtales i kommende indlæg.

, ,

4 Svar til Sommerferie i Østrig. 8. dag–ankomst til Virgental

  1. Ellen november 1, 2016 at 22:04 #

    Der er godt nok meget vand i de floder! Jeg kan sidde meget længe og bare kigge på vand, der strømmer afsted – selv om der måske er lige skræmmende nok meget i disse tilfælde.
    Jeg glæder mig til resten af turen – hidtil har den jo været meget, meget smuk.

  2. Jørgen november 2, 2016 at 08:46 #

    Ja, strømmende vand er fint og til tilder beroligende.
    Spændende om Virgental viser sig fra sin fine side på resten af turen.

  3. Donald november 2, 2016 at 18:37 #

    70 km. i timen er egentlig en passende hastighed, man må huske på at det var normalen tidligere. Vores nuværende 80 km/t er for meget på de små veje, og selv om jeg ikke er tilhænger af hastighedsgrænser har nedsættelsen til max. 60 alle steder på landevejene her på Nordkysten en fornuftig ordning.

    Hvor er det skønt at lejligheden er klar! og sikken en smuk udsigt. Jeg kan så godt forstå at det er turen værd.

    Jeg har ofte hørt om Zell am See, men jeg kan ikke huske hvem eller hvad det handlede om; gad vide om det var i forbindelse med vintersport.

    • Jørgen november 2, 2016 at 20:58 #

      Jeg tror nu ikke hastighedsgrænsen i Østrig er 70 km, men jeg er enig i det er passende hastighed i mange henseender. I Østrig kommer man ofte ikke hurtigt frem.
      Ja, det er dejligt man ikke skal vente.
      Zell am See har vi besøgt mange gange og flere gange gået rundt om søen.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes