Statue af Serge Mandin i Neustadt in Holstein

Det er da noget mærkværdigt noget. At der sådan lige uden videre opstår en skrivepause, ikke en skriveblokering, men blot en skrivepause.

Serge Mangan Neustadt in Holstein

Man skulle næsten tro jeg havde været på en uges ferie et eller andet behageligt sted. Det har jeg ikke. Ej heller lider jeg af en vinterdepression uagtet vejret indbyder dertil.

Jeg har såmænd blot været på en endagstur til Tyskland. For godt en uge siden.

Egentlig var det tanken at køre en tur til Schleswig og overnatte et par dage. Det havde vi så alligevel ikke lyst til. Og erstattede det af en endagstur.

Det gider vi ikke mere. Og det er naturligvis fint at nå til en tydeliggørelse.

Der skal et par overnatninger til.

Endagsturen gik til Neustadt in Holstein. Vi havde været der en søndag for mange år siden. Uden lyst til gentagelse. Før nu. Den måtte have en chance til.

Det var ikke lige i den by endagsturisterne var. Men der var dog en alstyrtende masse mennersker og biler med færgen. I den grad var det overraskende at så mange mennesker bruger så mange ressourcer på at holde Scandlines omsætning et godt stykke oven vande. Jeg tænker ikke blot på alle de folk med biler, der var med de færger, vi var med – og sikkert en masse andre – men også på, hvor omkostningsfuldt det dog må være at sende så mange øl m.v. sydover og siden nordover igen.

På den anden side, når man nu er der, kan man jo lige så godt købe lidt ind. Vi kom nu ikke ind hos Fleggaard. Der holdt 5 busser.

Vi smuttede ind i Aldi og Pennymarkt i Heiligenhafen – lige over for Fleggaard. Begge steder kan man i øvrigt betale med Visakort o.l. Selv Aldi har nu overgivet sig. Her og enkelte andre steder.

Du kan stort set købe 18 flasker øl for det samme som 6 flasker af samme øl koster i Danmark hos Aldi. Og to stollen for samme pris som en koster her i landet. Vi bliver vist taget lidt ved næsen i vort lille land.

Det var nu ikke en indkøbstur. Måske skulle det kun have været det – for til sidst gider man ikke mere. Vi ville gøre Neustadt in Holstein som anført.

Det gjorde vi så – og der er mange muligheder for at gå en god tur og se lidt på den lille by. Det blev ikke til mange billeder. Det var for koldt!

Neustadt in Holstein

Statuen af de kraftfulde fiskere og den unge kvinde, der sidder i solen og læser, foran byens rådhus, kom dog med hjem.

Statuen er udført af Serge Mangin. Hvis du ikke har lyst til at se alle hans portrætter, statuer og akvareller igennem, synes jeg du skulle kaste et blik på de første 10 akvareller.

At vi var lidt heldige med vejret den dag vi var på tur, fremgår også af billedet af bådene.

Neustadt inHolstein

For at give lidt flere indtryk af Neustadt, har jeg fundet billederne fra det første besøg. Herunder følger et par indtryk. Og i øvrigt skal det bemærkes, at søndagen, som jeg troede det var, var en fredag, nemlig 2. maj 2003.

Neustadt inHolstein

Det var torvedag, denne dejlige majdag. Påskeæg ses til højre i træet,

Neustadt inHolstein

og tydeligere her. Det var 2 uger efter påske. Den faldt sent det år.

Neustadt inHolstein

Gågade med byport.

Neustadt inHolstein

Gamle skibe i havenen.

, ,

17 Svar til Statue af Serge Mandin i Neustadt in Holstein

  1. Donald december 6, 2014 at 14:56 #

    Sikke nogle skønne billeder! I har haft godt vejr og du har brugt øjnene, men en endagstur må vel, alt andet taget lige, være noget surf-zap-agtigt noget, hvor man – hvis man er heldig – får nogle spændende oplevelser, men hvor det lige så ofte går den anden vej, den vej hvor man lader landskaberne passere og noterer sig med glæde at de er der endnu! 🙂

    Heldigvis var denne tur en lidt anden slags, med smukke oplevelser. Skibsbilledet charmerer mig nok mest, fordi det minder om at jeg har oplevet den tid, hvor skonnerter stadig sejlede varer rundt i det havnerige Danmark og Nordtyskland 🙂

    • Jørgen december 7, 2014 at 09:30 #

      Tak. Ja, vi havde fint vejr begge gange vi var i Neustadt, sidste gang dog koldere end første. Interessant er tanken om at sådan en tur er som at surfe på nettet. Men egentlig er den det ikke for os, idet vi giver os tid til det vi nu gør. Vi haster ikke tilbage til færgen inden 3 timer.Jeg tror man altid vil kunne finde de gamle skibe i Neustadt – de var der begge gange vi var der.

  2. Rasmine december 6, 2014 at 18:08 #

    Alstyrtende? Godt ord. Er det fra familieglossaret?

    Serge Mandin havde jeg aldrig hørt om, men hvor kan jeg dog godt lide skulpturen! Det er ikke ofte, man (jeg) ser statuer med så meget udtryk Hvis jeg har set tilsvarende før, har jeg glemt det, men det er ikke særlig sandsynligt.

    • Jørgen december 7, 2014 at 09:33 #

      Ja, alstyrtende er et godt ord. Jeg ved egentlig ikke hvorfor det dukkede op, idet det jo burde hedde “Du alstyrtende”. Sådan blev det vist også brugt i familien i tidernes morgen, men jeg må jo have syntes det passede godt i sammenhængen her.
      Jeg havde heller aldrig hørt om Mandin, men fandt også stauen markant og det har bevirket at jeg har gennemset alle hans fotos på hjemmesiden. Han er ikke just en tilfældig billedehugger.

  3. Eric december 6, 2014 at 18:39 #

    Neustadt ser ud til at være en hyggelig lille by, og dem har de vist mange af i Tyskland, der hvor bomberne ikke faldt så tæt, så noget af det gamle er bevaret. Du har et godt blik for motiver.

    • Jørgen december 7, 2014 at 09:34 #

      Det er den, og det er der. Og tak for rosen.

  4. Inge december 6, 2014 at 19:26 #

    Godt at se dig i readeren igen Jørgen.
    Neustadt ser da rigtig hyggelig ud.

    • Jørgen december 7, 2014 at 09:35 #

      Tak. Det var den også – og julemarkedet på torvet var overskueligt lille.

  5. Madame december 6, 2014 at 20:25 #

    Det er nogle dejlige billeder! Og nu ved I da, at en Tysklandstur skal vare flere dage og ikke kun en enkelt. Jeg har ikke hørt om Serge Mandin før nu, men det er kun rart at blive klogere.

    • Jørgen december 7, 2014 at 09:36 #

      Tak. Ja, det er godt med nogle konklusioner. Ikke at vi ikke kan holde til sådan en endagstur, men det er nu ret krævende og derfor bedre at give sig lidt mere tid, som vi oftest gør.

  6. Stegemüller december 6, 2014 at 21:14 #

    Sikke en masse dejlige billeder, der minder om lunere stunder i tidligere år – i sær kan jeg godt lide det med påskeæggene mod den blå himmel.

    Jeg har ikke kørekort eller bil, så jeg har ikke mulighed for at tage den slags små udflugter, men hvor må de være dejlige. Det må da være dejligt at tage ned og købe noget godt øl eller fx nødder og marcipan til jul. Begge dele er jo så dyrt i Danmark.

    • Jørgen december 7, 2014 at 09:37 #

      Tak. Ja, sådanne påskeæg i træerne ser vi ikke i Danmark. Uanset hvad er der underskud når vi tager på sådan en tur, men de billige indkøb reducerer underskuddet en smule.

  7. Pia december 6, 2014 at 22:21 #

    Der er vist nærmest folkevandring til den tyske grænsehandel her op til jul. Det er ikke noget jeg gider heller, selvom vi bor rimelig tæt på. Der skal immervæk handles en del ind før færgebilletten er tjent hjem, og så stort et forbrug har vi ikke. Vi planlægger også handel, når vi er der alligevel.
    Nye holdepunkter i livet er dejligt at få på plads. enten det er de gode eller de dårlige af slagsen. Selvom det var den sidste endagstur så langt, så har I da alligevel formået at få det bedste ud af den.

    • Jørgen december 7, 2014 at 09:39 #

      Du har vist ret det med folkevandringen. Jeg tror folk kunne få mere ud af det ved at gøre et lidt længere ophold end blot i grænsebutikkerne, men vi så ingen i Neustadt. Det er godt at konkludere så ændringer kan laves fordi man synes og ikke fordi man er tvunget til det.

  8. Ellen december 6, 2014 at 23:25 #

    Jeg havde faktisk nået at tænke, om I var taget på ferie, men så løb først en masse kommentarer ind fra dig, og nu også dette indlæg.
    Vi er ganske rigtigt ved at være for gamle til endagsture, men I fik da en masse ud af den ene dag.
    Billedet af de små både er kanongodt!

    Til Pia: Jeg tror det til enhver tid er muligt at finde billetter til 100 kroner eller oven i købet helt gratis til færgerne – hvis man skal købe billetter til normalpriser, skal man mindst slæbe en trailerfuld med hjem, før forskellen er hentet hjem 🙂

    • Jørgen december 7, 2014 at 09:41 #

      Det var vi ikke, altså taget på ferie, men effekten var næsten den samme i forhold til blogland. Pyt. Ja, de lå så fint i lyset de små både.
      Scandlines har haft billet til 99 kr frem og tilbage inden 3 timer og hele dagen til 299.

  9. Pia december 7, 2014 at 20:49 #

    Nej Ellen… det er ikke altid muligt, og gratis har ikke været en mulighed længe, men som Jørgen skriver, så har de somme tider tilbud. Selv som gående passagerer kostet det at komme over, og der er langt at slæbe et par kasser rødvin eller et par rammer øl.

Skriv et svar

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes