Efter en relativ hård 1. dag, var de 2 næste rejsedage mere fremkommelige. Fra Brandenburg an der Havel via Weiden in der Oberpfalz til Virgen i Osttirol.
Nattens gevaldige tordenvejr havde bevirket at temperaturen var lidt mere fremkommelig. Og efter gps’en var omstillet til hurtigste rute begav vi os på vej. Det var let at komme ud af Brandenburg an der Havel, der ligger vest for Berlin og Potsdam. På vejen mod Autobahn 9, holdt vi ved en jernbaneoverskæring og ventede på toget. Det gjorde en brandbil under udrykning også.
På A9 gik det let. Ved Hof, nordligt i Bayern, skiftedes til A93, og efter nogen tid nærmerede vi os Weiden, hvor vi skulle bo en nat på Hotel Stadtkrug. Gps’en klarede opgaven fint.
Weiden er en by af en passende størrelse, ca. 40000 indbyggere – centrum er til at overse og gå en god tur i.
I 1241, jvf. billedet øverst på Rådhusets gavl, bekendtgjorde Konrad d. IV et eller andet, der indebærer at byen navn nævnes første gang. Navnet betyder pil (Salix) og mon ikke man har haft et særligt forhold til denne plante netop her. Det var samme år Jyske Lov blev lov.
Vi nåede til den nedre byport, jvf. det lille grå skilt til venstre og herunder.
Der er mange fine huse at se på, her på torvet.
Her finder man også Mauermannbrunnen, som fortæller byens historie. Brænde og pest var med til at reducere dens størrelse.
Herunder ses en deltalje af brønden.
Der er naturigvis også en kirke i Weiden – og måske flere.
Efterhånden blev vi sultne og beslutningen blev at spise på hotellet – Hotel Stadtkrug – hvor vi overnattede. Det var en sand fornøjelse at sidde i haven. Det kan være stemningen gjorde, at det hele gik op i en højere enhed, men vore retter forekom nu meget lækre.
Jeg fik en Schweizerpfanderl.
Min kone fik en Holzfällerpfanderl.
Begge fik en portion salat med en radisse, der påkaldte sig særlig opmærksomhed.
Hertil lod det sig gøre at få en ½ liter øl for 2,90 € – det kan man ikke klage over.
Således verderkvægede fik vi en god nats søvn inden lørdagens videre færd mod Virgental.
Når man kommer fra nord og skal til Osttirol, køres via Felbertauerntunnellen. Det kunne man bare ikke i år. Vejen var blokeret af et klippeskred.
Det gav – i forhold til vores position – to muligheder. Enten kunne køres over Grossglockner Hochalpenstrasse eller via Salzburg og Spittal an der Drau. Vi valgte det sidste fordi vi regnede med at vejret ville blive dårligt og derfor ville vi helst ikke over bjerget.
Fra Weiden gik det derfor mod Regensburg, herfra i retning mod Passau, men med frakørsel ved Straubing, således at det ikke blev til motorvejskørsel mod Salzburg. Gps’en klarede det fint – bortset fra at den selvfølgelig blev forvirret over, at der var vejarbejde og dermed en lille ruteændring.
Fra Salzburg var der motorvejskørsel til Spittal og en ny vej et stykke derfra mod Lienz. Nået hertil var det ikke vanskeligt at køre det sidste stykke til Matrei in Osttirol og herfra ind i Virgental.
Før Mitteldorf var der også sket et klippeskred og vi måtte vente på grønt lys. I Virgen skal man til venstre midt i byen, ved Gasthof Neuwirt. Og sandelig om der ikke var endnu en lyskurv. Brandvæsenet havde spærret vejen med et telt for at holde en fest fordi man havde fået en ny brandsprøjte.
Herefter var der kort vej til Niedermauern, hvor de næste uger skulle tilbringes på Habererhof.
Udsigten fra vores lejlighed var den sædvanlige.
Men. Det regnede.
Vi kom ca. 3 senere end sædvanligt.
Det var en feriestart med forhindringer, må man sige … jeg håber da ikke, at det fortsatte med at regne i samme stil!
Alle de klippeskred – var de også pga. regnvejr af unormale styrker?
Uanset hvad, er der smukt i Østrig, men det er da rarest, hvis ikke det regner hele tiden …
Det må man sige. Vinteren var ret langvarig i Østrig, men om klippeskred m.v. havde med det at gøre ved jeg ikke. I et kommende indlæg berettes lidt om vejrete i Østrig.
Jeg havde nogle venner og bekendte, som var fra Schweiz og som fortalte at “man bygger vanvittigt i Alperne”, fordi man i flere og flere tilfælde ignorerer de kendte lavine/ravine områder. Det forekommer vanvittigt at man ignorerer den slags, når der er så mange andre muligheder – men sagen er at der er penge i at få et område erklæret “sikkert” når der ikke har været stenskred i mange mange år.
Men nu har du så oplevet to stenskred steder, hvor der ikke burde have været det, det synes jeg er tankevækkende.
Billederne fra Pilebyen er mine favoritter, det gamle rådhus, byporten og den dejlige mad 🙂
Det er ikke godt at bygge vanvittigt i Alperne, der har det ved at røre på sig. Jeg har opleve stenskred – og de bliver begge omtalt i næste indlæg. Pilebyen var fin.
Turen over Grossglockner er både suk og langsommelig men vejret skal man have respekt for. I lille Danmark her vejret ikke så stor betydning som i mange andre lande. Det er vist mere held end noget andet, hvis man ikke har regnvejr på en ferie til Østrig, men derfor kan man jo godt nyde en ferie.
Maden ser lækker ud og radisen stor 😉
Jeg har været over Grossglockner nogle gange og finder det ikke vanskeligt at køre der. Man skal vide hvad man gør. Engang kørte jeg nedad efter en bilist fra Ungarn. Han bremsede hele veje – og jeg må indrømme jeg lagde afstand til ham af frygt for et sammenbrud. Det er vist ikke let at holde ferie i Østrig uden regn, men jeg tror nu nok jeg har prøvet.
Jeg tænkte også som Pia: Det er en flot tur, den kunne jeg godt tænke mig at køre, men man skal ikke udfordre skæbnen.
Det er det – mon jeg har nogle lysbilleder derfra. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg boede i Fusch ved indkørslen til vejen.
Det er meget smukke billeder, du har taget, og en dejlig rejseberetning. Jeg har stadig Østrig til gode, men kan se, er der er meget at glæde sig til.
Tak – eftersom du jo godt kan lide at gå, må Østrig være noget for dig.