Vandpølsejournalistik og dansk nøgternhed

Det er ingen hemmelighed, at endnu en stormflod har ramt Danmark.

Det er formentlig heller ingen hemmelighed, at TV-stationerne går i en slags sensationslystent selvsving når sligt sker. Man begejstres. 

Som en kontrast til denne adfærd, har samme stationer vist mange nøgterne danskere, der fortæller hvad man har gjort og vil gøre for at afbøde mulige følger af vandstandsstigningen.

I et par tilfælde måtte jeg trække en smule på smilebåndet.

Man har tydeligvis haft stor glæde af de vandopfyldelige barrierer, som mange steder er udlagt. Da TV2News interviewede en af Beredskabstyrelsens chefer, kaldte man indretningerne vandpølser. Hertil bemærkede chefen, at han ikke brød sig om den anvendte betegnelse for det man i styrelsen kalder mobile dæmninger.

Det var en passende reaktion, som man kunne ønske sig flere af.  

I det andet tilfælde interviewedes en mand der havde fået vand i sit hus. Det var han naturligvis ærgerlig over, men sådan var det. På spørgsmålet om, hvad han så ville gøre, svarede han: “Gå i seng og sove når du er gået.”

Så var der ikke så meget mere at tale om.

, ,

14 Svar til Vandpølsejournalistik og dansk nøgternhed

  1. Eric januar 5, 2017 at 18:04 #

    Hehe, jeg ville nok have sagt: “Gå i vandseng og sove […]”

    Men nej, “Breaking news” er ikke breaking news, når det er samme rille i timevis, hvor undskyldningen for gentagelse nummer 100X er “for de nye seeres skyld”.

    • Jørgen januar 5, 2017 at 20:50 #

      Det havde jo været fint om han havde haft en sådan seng og sagt det.
      Heldigvis behøver man ikke se med hele tiden.

  2. Ellen januar 5, 2017 at 18:40 #

    Det bliver ganske rigtigt noget anstrengt, når de skal tale om det samme emne i omkring 12 timer.
    Et af de spørgsmål, jeg (helt generelt) går i spåner over er “hvordan føler du lige nu, her hvor …” Fortsæt selv sætningen – den kan bruges ved enhver lejlighed, hvor svaret er indlysende.

    • Jørgen januar 5, 2017 at 20:51 #

      Det er derfor det er en meget god ide at tv går i sort af og til …
      Ja, det følepladder er noget pladder.

  3. Farmer januar 5, 2017 at 18:42 #

    Jeg så også nogle få minutter af denne type cirkusforestilling.

    Du Gode. Hvad vil der ske for mediefolkene, hvis vi en dag kommer ud for en virkelig katastrofe/krigslignende tilstand?

    Jeg tænkte også på de vestjyder, som har stormfloder af en hel anden kaliber i deres historiske rygsæk.
    Vandet steg -også til historiske højder på enkeltlokaliteter; men det foregik i god ro og orden, så alle kunne tage deres forholdsregler.

    Det betyder nok en del for mediedækningen, at det meste foregik i Østdanmark.

    Som med sandflugten i 1600- og 1700-årene: Det var først da for alvor gik løs i Nordsjælland, at der skete noget. Det var jo bl. a. kongens egne jorde der sandede til og ikke blot nogle historisk set genstridige godsejere og studekongers besiddelser.

    • Jørgen januar 5, 2017 at 20:57 #

      Det bliver ikke let for dem, den dag der virkelig er behov for at forholde sig til en alvorlig situation. Især hvis niveauet er, som netop hørt, at man “ruller pumperne samme”, når det kan ses at det slangerne der rulles sammen. Det må ikke være let når man ingen forståelse har af hvad det drejer sig om.
      Jeg har stået ved stormflodsøjlen i Ribe og ved den falsterske i 1872 – og der er jo en del forskel.
      I sandflugtstiden var der åbenbart også langt til udkanten.

      • Jan januar 6, 2017 at 00:29 #

        “Jeg har stået ved stormflodssøjlen i Ribe og ved den Falsterske i 1872…” 🙂

        Sjovt at hvor mange ansatte der var sendt i felten; jeg kendte ikke halvdelen af dem 😀

        • Jørgen januar 6, 2017 at 09:29 #

          Ha, ha, så gammel er jeg trods alt ikke. I = fra.
          Ja, der var sandelig gang i overarbejdet. Mange af de tv-ansatte skulle hellere have givet en hånd med.

  4. Lene januar 6, 2017 at 10:33 #

    Jeg nyder at følge med i jeres kommentarer, I sprog og samfundsrevsere 🙂

    • Jørgen januar 6, 2017 at 12:05 #

      Dejligt at høre.

  5. Stegemüller januar 7, 2017 at 15:28 #

    Jeg korsede mig, da jeg kunne se, at DR2 ville sende hele aftenen (og måske natten?). Sensationslystent pladder. Selvfølgelig er det rigtig synd for de mennesker – eller rettere huse – det er gået ud over, men der er altså ingen døde og sårede, og der er ikke hverken militærkup, krig eller terrorhandlinger.

    Journalistikken er sensationslysten, og det er under mit niveau at dvæle ved den slags.

    • Jørgen januar 7, 2017 at 16:53 #

      Enig, overdrivelse fremmer ikke altid forståelsen.

  6. Donald januar 7, 2017 at 23:24 #

    Det er nogle herlige “klip” eller glimt, du gengiver. Jeg blev ked at dækningen af oversvømmelserne fordi man gentog mange indslag, – det er sådan set i orden, men man kunne godt have en journalist ude til flere af de steder, som kan være problematiske, og dække den politiske beslutningsproces bedre. Hvorfor har man tilladt bebyggelse i de lave områder (Jyllinge Nordmark blev nævnt).

    Oversigtsbilleder er svære at lave hvis det er nat og man ikke har en helikopter, men altså, man må kunne gøre det lidt bedre, om natten supplere med dagslysbilleder og have en ordentlig projektør med og et godt kamera – de kan faktisk få noget ud af kunstlys om natten.

    • Jørgen januar 8, 2017 at 16:13 #

      Glimtene kan være ret illustrative for hvad der foregår, og jeg synes generelt der dramatiseres for meget. Analyse af baggrunden for byggetilladelser på lavtliggende områder kunne man jo, som du skriver, godt se på.

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes