Varme ekstremiteter og fad øl

Så er det blevet hverdag igen. Det virker som om det er mandag, men det er tirsdag. Mandag var helligdag. Der var det særlige ved 2. juledag at komputeren for en meget sjælden gang ikke blev tændt. Det burde ske oftere.

Julen er overstået, slut eller gået godt – eller hvad man nu synes det er relevant at skrive om denne årets næstsidste store begivenhed.

Jeg fik bl.a. et omslag til min Kindle eboglæser, lækre mohairsokker, do vanter og Jørn Lund: Dansk i nullerne. Som sprogbrokker læser jeg med stor fornøjelse Jørn Lunds skriverier om sprogets forandringer og det særligt fornøjelige er selvsagt når han sætter sprogtumberne, herunder erhvervslivet, grundigt på plads. Måske bliver der plads til et par referater senere. Her skal jeg blot nævne, at han omtaler en beværtning, der reklamerer med fad øl. Øl uden brus er ikke godt, vel?

Det er ikke nødvendigvis let at fotografere juletræspynt, men her er en enkelt engel.

Engel

Den gav så i øvrigt anledning til erindring af en vittighed om svigermødre, der, let omskrevet, lyder:

– Min svigermor er en engel.

– Min kones lever endnu.

Sorry!

2 Svar til Varme ekstremiteter og fad øl

  1. Ellen december 27, 2011 at 17:09 #

    Nej – livet er for kort til fad øl 😉
    Bogen lyder til gengæld som en, jeg gerne ville smage på – det må jeg lige se lidt nærmere på.
    Og du behøver skam ikke at sige sorry – Tim er meget glad for sin svigermor, så jeg følte mig overhovedet ikke ramt… 🙂

    • Jørgen januar 5, 2012 at 21:53 #

      Det er mærkeligt at man ikke kan høre forskel på fad øl og fadøl.

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes