Beslutningers ligegyldiggørelse

Et par informationer i TV i går fik mig til at tænke på det fænomen, at nogle beslutninger viser sig at være ligegyldige beslutninger. Det bliver beslutninger, når de ikke tages højtideligt og afløses af andre, måske endda “hjemmelavede” beslutninger.

Fænomenet blev betegnet sådan af en kollega for mange år siden. Man kunne ikke vide om beslutninger truffet af samarbejdsudvalget ville blive udført, idet man kunne se den udbredte adfærd, at man sagde ja til en beslutning, men mente nej. Ingenting skete nemlig. En ny beslutning blev truffet (sikkert lidet bevidst) om at den trufne beslutning var ligegydig. Derfor fulgte ingen handling eller en anden end den relevante handling.

Jeg så det på arbejdspladsen, og jeg så det utallige gange, da jeg som selvstændig beskæftigede mig hermed. Og jeg gør det selv.

Der er sikkert mange forklaringer på, at det er sådan. Fx hvis en medarbejder ikke forstår beslutningen, vil der være en tendens til at gøre som man selv synes. Eller som man lærte af far og mor i sin tid.

Det ene eksempel fra i går drejede sig om OW Bunker. Firmaet havde en beslutning om ikke at købe mere end 100.000 tons olie ad gangen. Denne beslutning viste sig ligegyldig, idet en eller anden købte 1.000.000 tons olie på en gang. Den der gjorde det – eller gav tilladelsen – må vel være den ansvarlige for den ændrede beslutning og ledsagende handling.

Det andet eksempel er knyttet til dødsfaldet på et plejehjem, hvor en kvinde døde som følge af fiksering i bælte. Som jeg forstår det er der truffet tydelige beslutninger om, hvorledes man skal agere, hvis der er brug for at anvende fiksering. En eller flere traf beslutning om at de trufne beslutninger om fremgangsmåder var ligegyldige. Nogle er fyret af den grund.

Der er, desværre, kun grund til at tro at beslutningers ligegyldiggørelse atter viser sig om nogen tid.

10 Svar til Beslutningers ligegyldiggørelse

  1. Donald november 12, 2014 at 16:17 #

    I undervisningssammenhæng har jeg konstateret to ting, som muligvis begge har nogen lighed med problemet “beslutninger der er ligegyldige”.

    Der er børn, som kommer fra veluddannede hjem og som lærer alting hurtigt – de kan noget i forvejen og forventer et højt niveau, og de vurderer selv om emnerne er vigtige generelt eller “bare” eksamensvigtige.

    Der er børn, som kommer fra hjem hvor samtaleemnet er dagens priser på forårsløg – men ikke dyrkningen, eller arten, eller handelsforholdene, markedsføringen og for de børn kan ting som variable priser, fortjeneste, valutakurser mv. være nogle ret teoretiske størrelser, som man sjældent er nyttige.

    Den anden ting, jeg har observeret, er at en vis rytmesans afspejler evnen til at tænke logisk. Jeg er ikke sikker på at den holder 100%, der er også andre faktorer, selvf. men der er en eller anden ting omkring dette at kunne lave nogle bevægelser ud fra en tidsfornemmelse – og det har ikke noget at gøre med religiøs tro på kosmos-rytmer eller “vibrationer” – det er ren og skær musikalsk kunnen, som *kan* være indikator på andre evner.

    Hvis man har den evne til at tænke selv, – kritisk, vurderende, – så kan man også forstå om en beslutning er vigtig eller ej. Hvis alting er “abstrakt viden”, så bliver verden uvirkelig og man synker let hen i overforbrug af mad, spiritus og andre stimulanser.

    • Jørgen november 12, 2014 at 18:02 #

      Tak for udredningen. Jeg synes dog ikke dette handler om, hvorvidt en beslutning er vigtig eller ej vurderet af den enkelte, men at den er truffet af den eller de, der har ret til at træffe beslutninger.
      Når fx et samarbejdsudvalg har besluttet at alle afdelinger på en arbejdsplads skal orientere nye medarbejdere om hvad man laver i afdelingen, er det et udtryk for at beslutningen er ligegyldig (til trods for at man netop har truffet den i enighed), når kun en afdeling af 9 mulige udfører beslutningen. Hvis man ikke mente det var vigtigt ville det jo have været på sin plads at sige det i samarbejdsudvalget og se om synspunktet kunne vedtages.

  2. Ellen november 12, 2014 at 17:39 #

    Jeg elsker din overskrift!
    Og din forklaring 🙂

    • Jørgen november 12, 2014 at 17:50 #

      Det var dejligt.

  3. Madame november 12, 2014 at 17:51 #

    Jeg siger som Ellen 🙂

    • Jørgen november 12, 2014 at 18:03 #

      Det var også dejligt.

  4. Pia november 12, 2014 at 18:15 #

    Beslutninger er ikke altid nemme at stå ved. Disse beslutningsændringer har dog desværre fået katastrofale konsekvenser.

    • Jørgen november 14, 2014 at 09:11 #

      Hvis man ikke er udstyret med retten til at ændre trufne beslutninger, må man stå ved dem. I dag kan man læse om en lidt gunstig virksomhedskultur i OWB og det bliver spændende at få endnu flere forklaringer om overliggende beslutninger (grådighed og den slags).

  5. Farmer november 16, 2014 at 05:47 #

    Det svære er vel, at en grad af ligegyldiggørelse af overordnede beslutninger tit kan være med til at hindre et problem i at blive uløseligt.
    Trafiklyset skifter til gult. Der er ingen bilister fra sidevejene; men ham Brian-bilisten som jeg ser i mit bagspejl har ingen chance for at bremse eller undvige; hvis jeg -som reglerne byder- stopper.
    Jeg bryder regelsættet, kører over og undgår derved en trafikulykke i at ske.

    Det dårlige er så, hvis sådanne hændelser får mig til generelt at køre over for gult. (eller generelt at spekulere i større oliemængder end aftalt).

    I satireprogrammet “Nyt fra Jylland” er dette med beslutningers ligegyldiggørelse sat fint på spidsen.

    http://www.dr.dk/tv/se/nyt-fra-jylland-ii/nyt-fra-jylland-2-10#!/

  6. Jørgen november 17, 2014 at 22:20 #

    Det er et meget godt eksempel med trafiktumpen og udviklingen af flere og flere. Det er fint med generaliseringen i retning af hvad der så let som ingenting sker i samfundet i bred forstand.
    Tak for linket – har set det og ser hvad du mener.

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes