Busrejse til Gardasøen 2013

Dette, og nogle kommende indlæg, er beretningen om en busrejse til Garda, en lille by ved Gardasøen i Italien. Rejsen fandt sted i tidsrummet 25. april til 5. maj 2013.

Når man, som jeg, nærmere mig de 70 år, er det nogenlunde let at forstå, at der kommer en dag, hvor det ikke er en god ide at fortsætte med at køre lægere ferieture i bil selv. Og skulle jeg selv være i tvivl, vil min kone ikke være det.

Derfor har vi taget hul på en snak om andre muligheder. En af disse er at foretage rejser med bus. Det er meget længe siden vi sidst har været på busrejse, men det er sket et par gange før.

Af en eller anden grund fik vi – eller fik fat i – vinterkataloget fra 65-rejser. Heri viste det sig, at der også var omtalt enkelte forårsrejser, herunder en 11-dages busrejse til Garda.

Efter at have gennemlæst programmet for turen nogle gange besluttedes det at købe turen.

Det var vi glade for vi gjorde.

På wetter.com kunne vi følge med i vejret i god tid, og det kunne da nok give anledning til en enkelt bekymring eller to, men det bliver jo aldrig helt som man forestiller sig det, vejret altså.

Vi stillede på Ølby station i god tid. Her ventede mange på busser, men de fleste skulle andre steder hen og var kørt inden bussen til Garda kom. Vi sad på 3. række i bussens højre side. Det var fint. Der skulle kun samles gæster op en gang til og faktisk kom vi med en færge før den planlagte. Dette var torsdag morgen – og vi skulle være i Garda lørdag ved frokosttid. Der var med andre ord indlagt to overnatninger undervejs. Bussen var ikke fyldt – der var 25 deltagere, og set fra vores synspunkt var det fint.

Hvordan var det så at rejse med bus? Det var adstadigt. Og en fornøjelse. Der var indlagt pauser. Om formiddagen, til frokost, om eftermiddagen, og så var vi fremme for natten til aftensmad. Hvad vi ikke havde været opmærksomme på, var behovet for danske kroner til indkøb af kaffe, kildevand og hvad man elles kunne købe i bussen, men det gik at betale med euro. Så lærte vi det.

Efter færgeoverfarten gik det videre mod Lübeck, Hamburg og Garlstorf – en liden by syd for Hamborg, jeg ikke tidligere har bemærket – hvor frokostpausen blev holdt. Forventningen til de indeholdte måltider er ikke storslåede gastronomiske oplevelser, men almindelige, ordentlige måltider, som er tilstrækkelige til at mætte. Sådan var det helt klart på Niemeyers Heidehof i Garlstorf am Walde.

P1050506

Garlstorf har den beliggenhed tæt ved motorvejen, at det er et nemt sted at komme til – og sådan har nogle byer heldige beliggenheder både tæt på motorvejen og i øvrigt også tæt på spisetider og pauser om jeg så må sige. Heldigt for dem. Når man kører på de tyske motorveje er der risiko for ko, Stau. Som det ses på billedet var køen i den anden retning – og faktisk var vi ikke plaget heraf på hele turen.

Hannover, Hildesheim, Göttingen og Kassel blev passeret og hen under aften ankom vi til Hotel Eydt (velkendt af utallige danskere) i Kirchheim.

Der er ikke så meget at se på i Kirchheim, men det var rart at bevæge sig lidt til fods.

Næste morgen fortsatte turen forbi Fulda, mod Würzburg, Nürnberg og München – med frokost i Allershausen (Gasthof Obermeier) lidt nord for München.

Vi kørte forbi enkelte Franken-vinmarker

P1050513

og mange humlemarker.

P1050523

Der skal noget humle til i Bayern! Rejselederen havde styr på hvor mange øl, der blev drukket til oktoverfesten i München mv. – og han fortalte i øvrigt hvorledes andelen af katolikker blev større og større i de tyske forbundslande jo længere sydover vi kom. Rejselederen, Tage Rosenmeier, gjorde det i det hele taget fortrinligt med en passende vekslevirkning mellem informationer og pauser – og var meget fin i sine reaktioner på deltagernes bemærkninger.

Der var tid til at køre gennem lidt af München, hvor vi blandt andet kunne se en vinduesudstilling af Mercedes-biler.

P1050528

Eftermiddagens kaffepause fandt sted i Garmisch-Partenkirchen – ved den fra Nytårsdag nok så velkendt skihopbakke.

P1050534

Som det ses er der bakker i flere størrelser. Tilskuerpladserne så i øvrigt lidt forfaldne ud.

Videre gik det over pas Zirl til Østrig,

P1050548

med stop under Europabroen, der er 50 år i år.

P1050553

Hvert år passeres den af 2 millioner lastbiler. Godt de ikke skal ad den gamle vej over Brenner.

Natten tilbragtes på hotel Krone i Matrei am Brenner.

Matrei am Brenner

Efter en god nats søvn kørtes det sidste stykke til Garda. Det regnede, men man fik et fint indtryk af en meget frodig del af Italien, idet der var mange frugttræer og vinmarker.

Vi var i Garda ved frokosttid og fik straks et værelse med denne udsigt. Og en tre-retters frokost.

Hotel Continental, Garda

Hotellet er Continental.

Lad dette være nok om turen dertil, som blev kørt fortrinligt af Torben. Jeg var spændt på, hvorledes det ville være, men det turde fremgå af ovenstående lidt lange beretning, at det var en god oplevelse, som sagtens tåler en gentagelse.

12 Svar til Busrejse til Gardasøen 2013

  1. Eric maj 30, 2013 at 20:59 #

    Det lyder som en rejse i et fornuftigt tempo med behagelige pauser og overnatninger. Jeg prøvede for 14 år siden en “sovebus” fra Amsterdam og hjem og svor: “Aldrig mere!” men dette er anderledes.

    Alternativt kunne man flyve ret billigt til Milano eller Venedig og så køre derfra til Garda, men så skal man jo selv stå for det hele, og det er jo ikke alle, der har lyst til det.

    Ser frem til fortsættelsen 🙂

    • Jørgen maj 31, 2013 at 15:58 #

      Jeg vil ikke vælge sovebus eller køre langt i et stræk. Det adstadige og fornuftige tempo er faktisk meget godt, og jeg synes en tur til Rhinen/Mosel er en absolut mulighed, som jeg tror jeg skal prøve på et tidspunkt.
      Vi har ikke noget imod at arrangere flyrejser selv, har bl.a. været i Nice 3 gange på denne måde – og jeg tænker det ville være en god ide skrive herom (med meget fin inspiration fra dine rejsesider)og en masse andre ture.
      Fortsættelse følger.

  2. Ellen maj 31, 2013 at 09:06 #

    Ja, der kommer en dag … så det er med at benytte sig af tiden, indtil den dag er kommet.
    Vi (= John = chaufføren) kan ikke længere klare de lange stræk, men nu har vi tiden til at bide rejsen over flere gange, så det går forhåbentlig nogle år endnu.
    Vi har også fået anbefalet 65-rejser, og det lyder ikke, som om det kan gøres meget bedre i en bus, end du har beskrevet her.
    Det er gode billeder alle sammen, men jeg er lidt vild med det næstsidste billede – det er bare SÅ meget Østrig 🙂

    • Jørgen maj 31, 2013 at 16:03 #

      Vi laver overlap og håber der går nogle år endnu hvor jeg kan køre, men tiden vil indhente muligheden.
      Håber chaufføren holder ud længe endnu.
      En svale gør som bekendt ingen sommer, men jeg tror faktisk 65-rejser har et godt koncept. Skal man til Rhinen overnattes også hvorved selve Rhin-oplevelsen hurtigt begynder andendagen med sejltur frem til hotellet.
      Der var lidt overskyet i Matrei am Brenner, men husene i hovedgaden var meget flotte.

  3. Inge juni 1, 2013 at 07:52 #

    Mine forældre kører heller ikke selv de lange ture i Europa mere, de er meget glade for Gislev rejser, som har givet dem rigtig fine oplevelser i busser gennem Europa.

    • Jørgen juni 3, 2013 at 06:58 #

      Tak for informationen. Kender kun Gislev rejser af navn, men anbefaingen er noteret. Vi kan nu stadig godt køre selv, men der kommer vel en dag …

  4. Pia juni 2, 2013 at 21:00 #

    Busrejser er slet ikke dårligt. For 12 år siden tog vi en busrejse til Polen. Allan var faldet i det store sorte hul (psykisk syg) og vi trængte til luftforandring. Jeg bliver så let køresyg, og havde mine betænkeligheder ved sådan en lang tur, hvor vi ikke bare kunne holde og få luft, når der var behov. Men der var ingen problemer. Langtidschauffører kører vist bare generelt godt. Det er de historier jeg hører bl.a. fra søster og svoger som ALTID tager busture, fordi ingen af dem gider køre selv. Hernede er det dog helt andre busselskaber, vi hører mest om.

    • Jørgen juni 3, 2013 at 07:01 #

      Der er vist stor forskel på – ad køresyge – at køre med bybusser og langtursbusser. Det går meget roligt.

  5. Pia juni 2, 2013 at 21:01 #

    LangTURschauffører skulle da have stået 🙂

    • Jørgen juni 3, 2013 at 07:01 #

      Naturligvis.

  6. Donald juni 3, 2013 at 10:43 #

    Jeg har kørt over Europabroen, da den var 9 år gammel. Men vigtigere: Jeg har kørt over passet ad de gamle veje. Det tror jeg ikke man får lov til i dag.

    Billederne fra Garmisch og Europa-broen er virkelig dejlige opdateringer ude fra den store verden 🙂

    • Jørgen juni 7, 2013 at 09:05 #

      Det er en vis tid siden du kørte dér. Jeg tror nu nok man kan køre ad den gamle vej, men ved egentlig ikke helt hvor passet ligger i forhold til Matrei. Det er dog nok de færreste der vil fravælge motorvejen. Godt du er glad for opdateringerne.

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes