I 1939 havde min far en lille notesblok på 10 x 6,5 cm. På det tidspunkt var der stadig en del blanke sider. Disse sider bruge min far til at skrive en kopi af sin selvangivelse – eller hvad denne aktivitet hed i hine tider.
Han skrev troligt år efter år, og da der ikke var flere blade tilbage begyndte han at skrive på bagsiden af bladene. Således fortsatte han til 1965.
Man kan se, at hans månedsløn var 75 kr. i begyndelsen af 1939, men lønnen steg med 10 kr. fra maj.
Han tjente således 980 kr. Hertil kom værdien af kost og logi, hvilket han havde ansat til 400 kr., men skattemyndighederne forhøjede beløbet med 50 kr. Der var fradrag for 96 kr. – og den skattepligtige indkomst endte således med at være 1484 kr.
I 1943, som er mit fødeår, var den faste løn steget til 1500 kr. Hertil kom et et par år tidligere indført dyrtidstillæg på 70% af den faste løn. Min far og mor var blevet gift i 1940 og man ser at ansættelsen af bolig og brænde er 300 kr. og delvis kost på Vemmetofte Kloster er 400 kr. Forskellige fradrag, herunder 196 kr. betalt i skat for 1942, udgør 400 kr.
Af den lodrette tilføjelse kan man se, at der atter ændres i beløbene, således at boligen formentlig ansættes til 300 kr. og brændsel og støvlepenge til 151 kr.
Hvad mon støvlepenge er? Ordet ligner et ganske almindeligt dansk ord, men det er tilsyneladende ikke kendt og brugt i et omfang så det fremgår af ordbøgerne. Man henvises til en norsk ordbog og her får man at vide, at det er penge til støvler. Eller værdien af dem, som altså beskattes.
Dette var lidt om skat før tendensen til komplicering satte ind.
Det var tider!
Det må man sige.
1500 kroner om året … det kan man slet ikke forestille sig i dag, men selv relativt set kan der næppe have været det helt store at rutte med?
John fik også 1500 kroner i løn i 1963 som frivillig soldat – men om måneden. Hans første svigerfar var ved sporvejene og han tjente 300 kroner mindre, end John gjorde ved at være soldat (altså igen ikke ‘kun’ værnepligtig, men som levevej), hvilket vist generede samme svigerfar en del.
Det er sjovt at se sådanne gamle regnskaber – jeg har også min mors husholdningsregnskab fra de første år af mine forældres ægteskab, hvor pengene var små.
Dyrtiden kom oveni. Produkter fra en stor have hjalp, og min far forsøgte altid at tjene lidt ekstra. Han dyrkede tobak, havde bævere og bier.
Det sker også jeg tænker tilbage på gamle dage. Den første månedløn efter uddannelse var ikke imponerende, men det hele er jo gået.
Åh den slags gamle ting og sager får det til at krible i mine fingre. Sådan noget er guld, men jeg ser da også, at du passer godt på det.
Verden er blevet så indviklet, at jeg af og til kan ønske mig tilbage til sådanne sider, hvor selvangivelsen kunne stå på 60²cm.
Jeg var nede hos en ældre dame i dag, hun slægtsforsker, og du milde hvor mange klenodier hun har. Hun er 80 men fuldstændig klar over, at alt skal digitaliseres.
Ja, det er vigtigt at passe godt på de gamle sager – og jeg håber egentlig også at min efterkommere vil gøre det.
Det er en passende størrelse for en selvangivelse!
Det er selvfølgelig løsningen at digitalisere alt det gamle – og så stadig håbe det bevares.
Nutidens ungdom vil have rigtigt svært ved at forstå de lave lønninger. Min mor fik 75,- om måneden og deraf skulle der købes arbejdsuniformer til dag- og aftentimerne (slottet) samt nylonstrømper. Strømperne kostede en hel månedsløn.
Var man ansat på en gård, var det meget almindeligt kun at få løn hvert halve år. Typisk efter høsten.
I 1916 havde min oldemor på min fars side en årsindtægt på 200,- kr. Og betalte 2′,60 kr i skat. (Man kan undre sig over,mat det kaldes formueskat) Hun var alenemor til 4 børn. Hvoraf kun de 3 var hjemmeboende det år.
Det tror jeg du har ret i, men måske kan sådanne historier give de unge mennesker en fornemmelse af at en udvikling har fundet sted fra et ret fattigt samfund til et velstående.