I forbifarten 12 – lidt om Danube og mil

I reklamekassen (indretningen der tidligere kaldtes postkassen) var her til morgen et meget fint magasin fra Bilka, hvis formål er at inspirere os til at købe mere kød og vin i hypermarkedet.

Ganske vist er sundhedsanbefalingerne at indtage mindre af begge varetyper, men det må forbrugerne selvsagt selv tage ansvaret for.

Man kan købe noget kød, der er “dry-aged” (så den globalistisk talende del af befolkningen kan forstå det), og man kan få vin fra Wachau i Østrig. Det er et par bemærkninger i den sidste forbindelse, der er anledningen til dette indlæg.

Domäne Wachau har i tidens løb (også da man kaldte sig Freie Weingärtner Wachau) givet mangfoldige herlige vinoplevelser, idet jeg næsten altid har haft vin derfra med hjem fra ferier i Østrig.

I Bilka-magasinet ledsagedes reklamen for et par af domænets vine af lidt informationer om Wachau. Det er glimrende at gøre det, men som læsningen skrider frem, mødes man af to overraskelser.

Floden, som Wachaus skråninger ligger langs, kaldes Danubefloden. Det har den da aldrig heddet på dansk.

Yderligere oplyses det, at vinområdet strækker sig 12 mil langs selvsamme flod. Jeg ved godt vi har brugt mil som afstandsangivelse engang, men det er da vist nogle år siden man overgik til kilometerangivelser.

Hvordan dette slipper igennem er måske let nok at forstå, men når der nu lægges stor vægt på kvalitet, må det siges at være mærkværdigt, at disse besynderligheder ikke er fanget undervejs i udarbejdelsen af bladet. Hastværk er lastværk.

Det er jo blevet moderne at spørge om der er en voksen i nærheden i forskellige situationer. Her kunne der have været brug for en!

Køb i øvrigt et par flasker af hver vin – en Riesling og en Grüner Veltliner – og få en god vinoplevelse på en kold vinterdag.

/Jørgen

, , ,

6 Svar til I forbifarten 12 – lidt om Danube og mil

  1. Ellen februar 4, 2017 at 12:33 #

    Danube – pfftt. Og så er en dansk mil 7,5 kilometer, mens en engelsk er 1,6 kilometer, og hvis man havde spurgt det barn, der ikke havde en voksen, ville vedkommende ikke have vidst, hvad vi talte om. Når man oversætter, må man gøre det ordentligt, så derfor må ‘miles’ ikke oversættes til ‘mil’, men skal blive stående som ‘miles’, så man kan regne ud, hvilken eksakt længde der menes.

    • Jørgen februar 4, 2017 at 12:57 #

      Netop.

    • Anette februar 5, 2017 at 18:53 #

      Nikker, kan ikke lide sådanne fejl…

      • Jørgen februar 5, 2017 at 18:56 #

        Det kan jeg heller ikke.

  2. Stegemüller februar 4, 2017 at 15:30 #

    Godt indlæg – lige vand på min mølle!

    Det er gået for stærkt for Bilka, og de har ikke haft en til at læse korrektur, og hermed mener jeg ikke stave- og kommafejl, men en såkaldt “indholdskorrektur”: her hugget fra Danskærerforeningen:

    “Stavekorrektur og indholdskorrektur:
    Man kan skelne mellem en stavekorrektur og en indholdskorrektur. Stavekorrekturen fokuserer på den sproglige korrekthed, indholdskorrekturen på konsekvensrettelser, tjek af om fakta-oplysninger er korrekte m.m.”

    • Jørgen februar 5, 2017 at 11:45 #

      Ja, der har vist været lidt hastværkertrang over oversættelsesprocessen, og det ville have klædt foretagendet at læse indholdskorrektur, så den slags besynderlige fejl kunne fjernes i tide.

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes