Når det i avisen forleden kunne læses at hver og en græker har modtaget 340.000 kr (var det vist) fra udlandet i løbet af de sidste 1½ år, er det vanskeligt at forstå den voldsomme vrede mod bidragyderne.
Når det tilsvarende i dagens avis kan læses at Grækenlands største pensionsfond i løbet af de sidste 10 år har udbetalt næsten 10 milliarder kroner til afdøde grækere og at pengene i vidt omfang er beholdt af bedrageriske slægtninge, er det ikke helt så vanskeligt at begribe grækernes reaktioner.
Denne særlige indstilling synes at være en del af nationalkarakteren. At ændre sådanne indlejringer er næppe hverken sjovt eller let for grækerne, men nødvendigt. Måtte de besinde sig.
Det er vanskeligt at have præcise oplysninger om detailler i det spil; de kritiske medier har flere gange forklaret, at et fald eller bankerot i Grækenland kan udløse en dominoeffekt af bankvæsenet i Tyskland og Frankrig (og var det ikke også i Italien, som i forvejen er tæt på bankerot?)
Jeg tror græske almindelige mennesker er forargede fordi erhvervsforholdene er dårlige og det skyldes, gætter jeg, den udbredte korruption. Det eneste vi kan gøre er at holde øje med de kritiske iagttageres beskrivelser og så skrive læserbreve og deltage i debatterne 🙂
Jeg kan ikke gennemskue, hvad der vil ske, men efter den græske snak om folkeafstemning forekommer det hele vel rigeligt dramatisk.
Jeg tror ikke det er sjovt at være græker i øjeblikket, men jeg synes det er noget besynderligt at ideen om folkeafstemning opstår, når det ellers var rimeligt klart at “man” ville redde Grækenland. Når at nyde er overbegreb til at yde forekommer det problematisk, i øvrigt hvad enten man er græker eller dansker (i sidste tilfælde tænker jeg på de eksemler på folk der offentligt tilkendegiver de helst vil vente med arbejde til de ikke kan få dagpenge længere. Sådanne har dog været vist den senere tid).)