Handicappede sprogbrugere

Forrige indlæg handlede om Susanne Stauns nye hjælpebog til svigtede sprogbrugere.

Jeg hentede den først en dag senere end planlagt, idet en akut børnepasningsopgave bevirkede forsinkelsen. Bogen var af overkommelig størrelse og vægt, men der skete det, at jeg spontant købte en vægtig bog til. Den Danske Begrebsordbog på 1400 sider måtte formedelst 300 kr. med hjem. Sidst en sådan ordbog udkom var vist i 1946.

Det er meget sjældent jeg, med mit noget langsommelige læsetempo, læser en hel bog samme dag, jeg får den. “Fuck, en lækker røv!” var læst inden sengetid. Det var en fornøjelse at læse bogen – og det var også ret skræmmende læsning.

Forfatteren skriver festligt og morsomt, og bruger en lang række eksempler til at underbygge pointer med. Det er netop en basisbog for folk, der vil gøre det lidt bedre. Derfor er den også for mig, der må se at få lært, hvad endnu ikke er lært. Det kræver bevidsthed – og det er også nøjagtig det der er brug for hos elendige sprogbrugere, der er blevet opmærksomme på, at det kan gøres bedre. Man må håbe mange finder frem til bogen og bruger den.

Jeg skal forklare, hvad det skræmmende perspektiv efter læsningen af bogen er.

Ret hurtigt gav læsningen anledning til associationer tilbage til studietiden. Jeg skrev speciale om psykiske aspekter ved fysisk handicap, og det blev dengang klart, at det er vigtigt at notere sig forskellen på ‘en handicappet person’ og ‘en person med et handicap’.

Ved læsning af bogen får jeg det indtryk, at de svigtede sprogbrugere er handicappede sprogbrugere eller sprogbrugere med handicap, hvad man nu måtte foretrække.

Associationsrækken gik videre til en udsendelse om en blind, der fremstillede forstærkere og som loddede modstande på. Han blev naturligvis spurgt om det dog ikke var et handicap at være blind, når han lavede det han gjorde. Svaret var, at man – i dette tilfælde -ikke er handicappet i forhold til arbejdet, når det ikke kræver brug af synet.

Det blev så indlysende ved læsningen, at handicappet hos den svigtede sprogbruger har konsekvenser. Det medfører fravalg. Når sådanne sprogbrugere rabler ord i mængder af sig uden en klar og tydelig sammenhæng og uden ophold m.v., gider man ikke læse, hvad der skrives. I arbejdsmæssig sammenhæng betyder det, at personen med det sproglige slattenhedshandicap fravælges til ledige job. Det bliver så tydeligt ved læsningen, at sprogsjuskede ansøgninger ryger direkte i papirkurven, hvis der er mange ansøgere til en stilling. Det bliver så tydelgt, at den sprogligt bedste ansøger af to vælges, hvis de i øvrigt er ens kvalificerede.

Hvis den handicappede sprogbruger vil mindske effekten af handicappet, må han/hun gøre noget ved det og forbedre sig på dette område. Og altså gøre op med svigtet og effekten heraf. Ikke til perfektion, men i et vist omfang.

Gøres det ikke, er der god mulighed for at den svigtede sprogbruger sidder tilbage med fornemmelsen af “hvorfor går det altid ud over mig”.

Det var det skræmmende perspektiv ved Susanne Stauns bog. Det er med andre ord ikke lige gyldigt (i to ord) om man som sprogbruger gør det ordentligt eller uordentligt.

Det må naturligvis med, at der er mange grader af handicap, hvis alle de typer fejl hun nævner skal omfattes af begrebet. Jeg har selv en grad af handicap i denne sammenhæng. Det skal også nævnes, at jeg ikke i dette indlæg taler om ordblinde og deres vanskeligheder. Funktionelle analfabeter hører klart med. Og mon ikke det er her man ser et markant svigt fra skolen side medførende unge mennesker, der i den omhandlede henseende må døje med besværlige begrænsninger. At de har et medansvar selv er indlysende.

8 Svar til Handicappede sprogbrugere

  1. Madame marts 14, 2015 at 17:43 #

    Det var spændende at læse og en meget fin anbefaling af Susanne Stauns nye bog – tak for det!

    • Jørgen marts 14, 2015 at 19:19 #

      Velbekomme.

  2. Ellen marts 14, 2015 at 18:17 #

    Nu må jeg have fat i den bog! Jeg siger også tak for god anbefaling/anmeldelse.
    Jeg er ganske enig i det med ansøgningerne. Hos os blev de dårlige, eller rettere sagt sjuskede, stavere sorteret fra med hård hånd. Man kan ikke have sjusk inden for medicinalindustrien, og kan de sjuske på én måde, gør de det sikkert også på andre, konkluderede vi. Det synes jeg faktisk, man skulle gøre lidt mere opmærksom på i skolen.
    Men jeg bliver nødt til at spørge, hvorfor du skrev ‘ligegyldig’ i to ord og oven i købet understregede dette? Det er altså i ét ord: http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=ligegyldig
    Det er da forhåbentlig ikke Staun, der hævder, at det skal skrives i to ord?

    • Jørgen marts 14, 2015 at 20:49 #

      Velbekomme.
      Nogle vil mene at det er ligegyldigt om man skriver ordenligt eller ej. Man forstår nok meningen. Det er med andre ord ligegyldigt om man gør det ene eller det andet. Begge dele har samme gyldighed, er lige gyldige. At skrive ordentligt har imidertid ikke samme gyldighed, som at skrive uordentligt. De to måder at forholde sig på har efter min mening ikke samme gyldighed og er derfor ikke lige gyldige. Måske kan man ikke bruge ordene som jeg her gør, men det var hvad meningen var.

  3. Inge marts 14, 2015 at 19:04 #

    Spændende at læse din anmeldelse af bogen, jeg får næsten lyst til at læse den.. 🙂

  4. Jørgen marts 14, 2015 at 19:19 #

    Tak – trist at det kun er næsten du får lyst til at læse den.

  5. Pia marts 14, 2015 at 22:52 #

    Sproghandicap kan man gøre noget ved, men det kræver en indsats fra den handicappede selv. Desværre er det ikke alle der er indstiller på at gøre noget ved det. I dag sparer man alt væk, også en masse bogstaver, når der skrives. D for det R for er, osv. Det kræver øvelse at læse sådan noget.

    • Jørgen marts 15, 2015 at 08:44 #

      Enig. Det forekommer mærkværdigt med forkortelserne, men det går vel nok, hvis ellers folk kan skrive nogenlunde om nødvendigt.

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes