Livet som kunde 8 – udskiftning af elleverandør

I samme sekund november blev til december, fik jeg ny elleverandør.

Sådan kan det gå når den gamle siger ja og mener nej.

For mere end 10 år siden blev det muligt at vælge hvem man ville købe el af. Ret hurtigt efter dette blev muligt, blev jeg kunde hos Modstrøm.

I januar eller februar i år fik jeg en opringning fra en af Modstrøms sælgere, som forklarede om et nyt produkt, der ikke ville medføre nogen ændring i hidtidig aftale om strøm, dog med accept af at blive ringet op af en energikonsulent og man ville få tilsendt 3 LEDpærer. Modstrøm vil gerne være med på at spare på energien og tænke grønt.

Dette sagde jeg ja til. Bindingsperioden på 6 måneder anså jeg som ligegyldig, da jeg jo ingen planer havde om at skifte leverandør.

Efter nogen tid ringede energikonsulenten og vi talte sammen 40 minutter. Konsulenten ville gerne vide noget om elvanerne her i huset, herunder brugen af pærer, men især syntes han interesseret i antallet af radiatorer og hvilke termostater de var forsynede med.

Det jeg lærte af samtalen, var, at Danfoss har udviklet nogle nye termostater, der er mere økonomiske end de tidligere. Det var jo interessant.

Samtidig forstod jeg, at man kunne få energitilskud hertil, hvis man ville udskifte de gamle med nye. Modstrøm kunne påtage sig at ansøge herom.

Det er meget venligt af Modstrøm, men det er vel ikke gratis sådan at arbejde for at kunderne får færre udgifter.

Jeg kunne høre på konsulenten, at han var mere sælger end rådgiver, og han ville gerne have solgt mig 12 termostater med tilskud.

Der blev ikke noget salg ud af det, og heller ikke da den stakkels mand til sidst spurgte om jeg dog så ikke bare ville købe én LEDpære til 50 kr. Desværre. Det ville jeg heller ikke. De fleste pærer her er LEDpærer.

Herefter var der ikke meget andet at gøre end sige, at han ville sende en mail og de 3 pærer der var stillet i udsigt.

Hvordan gik det så?

Jeg undersøgte noget om de omtalte termostater. De kunne købes til ca. 450 kr. hos Modstrøm og til ca. 300 kr. i byggemarkederne. Hvis jeg husker rigtigt. Det tilskud man kunne få var vist 150 kr.

Jeg kan formentlig selv købe og udskifte termostaterne, når der bliver behov for det.

Jeg fandt også ud af, at man skulle betale 95 kr. for de 3 pærer, hvis man skiftede leverandør inden der er gået 2 år.

I en rum tid ventede jeg på, at mail og pærer dukkede op. Det skete ikke – og ingen af delene er endnu modtaget.

Tanken om at skifte elleverandør opstod efterhånden, og den er nu effekturet. Slutopgørelsen mangler endnu, og jeg går ud fra jeg har regnet ud, hvad facit bliver inden den fremkommer.

Sådan kan det gå.

Hvordan skifteprocessen gik er en ganske anden historie, der følger i næste indlæg om livet som kunde.

,

12 Svar til Livet som kunde 8 – udskiftning af elleverandør

  1. Eric december 3, 2018 at 17:20 #

    Undertiden må man som kunde gå mod strømmen. De havde været bedre tjent ved ikke at forsøge den slags kunster.

    • Jørgen december 3, 2018 at 18:11 #

      Det må man – og det havde de.

  2. Ellen december 3, 2018 at 18:41 #

    Jeg har prøvet én gang at skifte elleverandør. Det gør jeg aldrig mere!
    Eller rettere: Jeg har prøvet to gange, for jeg gik tilbage til den oprindelige 🙂

    • Jørgen december 3, 2018 at 22:20 #

      Det burde heller ikke være nødvendigt, men det er ikke som sådan vanskeligt at gøre det. Der kan imidlertid opstå et vist bøvl, som gør processen lidt mindre ligetil. Det kan have med mig at gøre og det nye selskab, men den historie følger, idet den kan være god at lære af.

  3. Madame december 3, 2018 at 19:41 #

    Nu ved jeg da, at jeg ikke skal skifte elleverandør 🙂

    • Jørgen december 3, 2018 at 22:18 #

      Egentlig er det ikke spor vanskeligt at skifte, hvis det er det man vil.
      Jeg har gjort det fordi jeg ikke kunne lide at det jeg blev stillet i udsigt som kunde ikke effektueredes.

  4. Pia december 3, 2018 at 23:10 #

    Der var en gang, hvor det kunne betale sig at holde øje med de forskellige elleverandører, og spare en hel del penge, men det er slut fra i år. Eller måske var det i 2017? Hvis man køber el til markedspris, som de fleste af os vist gør, er der intet at spare på elprisen, men der er forskellige gebyrer og andre salgstrick, der let kan gøredet dyrere.

    • Jørgen december 4, 2018 at 08:02 #

      Når det er sådan må der konkurreres på anden vis, og når man siger man sender 3 pærer må man gøre det. Ellers slutter festen.
      Måden at spare lidt på er at slukke for alle de knapper der lyser om natten.

  5. Stegemüller december 5, 2018 at 09:35 #

    Din historie viser med al ønskelig tydelighed, at man virkelig skal se sig for, men det er du heldigvis god til. Jeg var såmænd nok hoppet på limpinden.

    • Jørgen december 5, 2018 at 16:00 #

      Det skal man – og det går stadig nogenlunde med ikke at lade sig overtale.

  6. Donald december 7, 2018 at 01:18 #

    Jeg fik et tilbud om billigere strøm fra et firma ved navn “Ørsted”, men jeg har ikke rigtig forstået hvad det var, så jeg skiftede ikke. For efterhånden mange år siden skiftede jeg til Jysk Elforsyning, nu kaldet NRGi. Jeg er ikke tryg ved dette firma, men et kort kig på styrelsens webside fortæller, at det ikke er så meget værre end andre, så jeg har endnu ikke fået skiftet tilbage til DONG eller en anden leverandør med et godt rygte.

    • Jørgen december 7, 2018 at 11:51 #

      Det jyske elselskab har altid været for aggressivt i markedsføringen til mig.
      Jeg kan orientere dig om, at Ørsted er DONG. Det har skiftet navn, i øvrigt til stor fortrydelse for efterkommere af Ørsted.
      Jeg har fået det samme tilbud, formentlig, men har valgt SEAS-NVE, jvf. næste indlæg som er under udarbejdelse.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes