Niederhausen i Nahe

ABC Scandinavia er nu nået til N i 3. omgang.

Valget er faldet på Niederhausen i Nahe. Nahe er endnu et af de tyske vindyrkningsområder. Niederhausen er en lille vinby i området.

Niederhausen Riesling natur 1959

Her er en lille historie fra slutningen af 1980erne.

Vi var 4 danskere, der havde været i Mainz til vinmesse, og da vi skulle hjemad lagdes vejen om Niederhausen. Grunden var at jeg havde købt en lille bog af Rudolf Knoll om ubekendte tyske vinbønder og deres topvine.

Jeg var faldet over en beskrivelse af Weingut Jakob Möll og historien om, hvorledes vingården blev drevet af hans to døtre Else og Mathilde Möll som følge af at han havde været ude for en ulykke, som hindrede ham i at arbejde. De var omkring medio 60 år. Der blev berettet om gammel vin, der var til salg. Det fristede.

Vi kørte dertil, bankede på og regnede med at besøget kunne klares på relativ kort tid. Det kunne det ikke. Vi blev inviteret ind og snakken gik om hvad 4 vi danskere lavede i Tyskland.

Efterhånden var det tid til at købe vin. Bestillinger blev afgivet. Den yngdste af os blev inviteret med i kælderen som hjælper. Efter endnu nogen tid kom den ene søster tilbage, kravlede op på en stol og tog en kasse med etiketter og fandt de relevante i æsken på skabet. De blev klistret på flaskerne – og vi undrede os naturlilgvis over om det nu var de rigtige vine vi havde fået. Det mente “kældermesteren” at det var, idet det virkede som om der var helt styr på hvor vinene opbevaredes.

Efter et par timer kunne vi fortsætte vor færd mod Danmark. En af de medbragte flasker var fra 1959, en Niederhäuser Hermannshöhle, Riesling natur. Spätlese er tilføjet med kuglepen. Vi købte den i fællesskab, prisen huskes ikke, men vi havde stor glæde af at smage vinen i fællesskab senere.

Jeg har søgte lidt på vingården og kan se at søstrene trak sig tilbage til en pensionisttilværelse ca. et år efter vi var der.

Her er linket til andres N.

4 Svar til Niederhausen i Nahe

  1. Donald marts 23, 2012 at 14:07 #

    Ahhh … Selv om jeg ikke kunne finde på at købe en bog om tyske vinbønder og deres topvine, så synes jeg det er dejligt at høre om – det er som om en verden åbner sig, menneskers arbejde med jord, plante og vinfremstilling, noget, der fylder et helt liv – eller i det mindste en væsentlig del af livet, og som er indtjeningsgrundlag og kilde til utallige tyske glade feststunder m.v. – jo det er morsomt 🙂

    Historien om hjemturen er et dejligt minde! Gad vide, om en anden generation så overtagert Niederhäuser Hermannshöhle og får det til at løbe rundt økonomisk.

    • Jørgen marts 24, 2012 at 13:57 #

      Jo, jeg synes også det er en god historie. Jeg kan meget godt lide beretninger om generation efter generation på samme gård. En af min kones kusiners mand var 10. generation på gården, der kom i familiens eje under Chr. IV. Det er da en præstation.
      Jeg måtte lige søge lidt nærmere for at se hvad der måtte være sket med vingården i Niederhausen. Det ser ud til at søstrene bor der stadig med samt en 3. kvinde. Der er ingen hjemmeside, så vidt jeg kan se, knyttet til adressen, men der synes at være en virksomhed. Måske skulle man køre forbi engang.

  2. Farmer marts 31, 2012 at 05:00 #

    Tak for spændende beretning!
    Hvor ville det dog være en oplevelse af de store, hvis de stadig havde lager.
    Det er da turen værd at prøve.

    • Jørgen marts 31, 2012 at 07:26 #

      Velbekomme – det må vise sig om vi tager turen.

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes