Nu skal du høre her, Jørgen

Her følger en smule opsamling på nogle af sommerens hændelser. Alle elementerne kunne være blevet et indlæg for sig selv, men sådan blev det ikke.

 

Beordringspædagogik

Ofte tager jeg ikke telefonen, hvis der ringes fra et nummer jeg ikke kender. Vil man mig noget vigtigt er det muligt at indtale en besked, men det sker oftest ikke.

Forleden tog jeg telefonen (jo, jeg kender godt Robinsonlisten). Jeg kunne ikke opfange navnet på opringeren, men hørte JP, den gode avis, blive nævnt.

Da det var afklaret, at det var en avissælger, der var i røret, fortsattes samtalen.

  • Nu skal du høre her, Jørgen.

  • Hvorfor skal jeg høre her?

  • Øh.

  • Hvorfor skal jeg høre her?

  • Fordi jeg ringer til dig.

  • Jeg er ikke interesseret i JP.

  • Det er kun et lille abonnement …

  • Jeg er ikke interesseret i JP.

  • Øh. Så må du have en god dag, Jørgen.

  • Tak. Og i lige måde.

Heldigvis er modtageligheden for den form for beordringspædagogik ikke særlig stor.

 

Kørekort

Som det måske huskes, ændredes reglerne for forlængelse af kørekort 1. juli. Det betød, at jeg ikke skulle stille med lægeerklæring for at få kortet forlænget.

Efter 1½ uge leverede postvæsenet det nye kørekort. Det er så gældende til 2032. Det er godt nok sært at se på det tal.

Om jeg kan vedblive at være bilist til jeg er 89 er en ganske anden sag.

 

Hvidløg

Hvidløg (1)

Sidste år glemte jeg at tage nogle hvidløg op. Flere af dem har sat små formeringshvidløg forskellige steder på stænglen.

De er nu alle høstede, Senere vil de blive sat, og det bliver spændende at se, hvad de udvikler sig til.

 

Aftenrøde

Aftenrøde

Der har ikke været så mange røde solnedgange i år, men en enkelt dag måtte jeg tage et billede. Det blev nu af solsorten på en antenne.

 

Skybrud

Regndråber (1)

Der har været en del skybrud i år. Her lidt syd for Roskilde fik vi så hatten passede. 19 mm på 10 minutter, svarende til 23.000 liter vand på matriklen.

Naboens kælder fungerede som regnvandsbassin m.v. og der skete vist en del i byen på det øjeblik. Vi slap. Men hvad med næste gang, når adgangen til nabokælderen er blokeret?

Billedet har ikke noget med det nævnte regnvejr at gøre.

 

Lavendler

Lavendler (3)

Lavendelfrø spirer villigt, og det sker ofte mellem fliserne. I år har et par planter mellem sokkel og flise fået lov at stå. Det går tilsyneladende meget godt.

 

Lysglimt

Solglimt (1)

Undertiden falder en solstribe sådan, at jeg fluks må fatte kameraet. Motivet ændrer sig hurtigt.

 

Slægtsforskning

Det kan ske jeg forsker lidt i slægtens historie. Således har jeg den seneste tid beskæftiget mig med min farmor. Det har vist sig tydeligt, at omhyggelighed er ret afgørende, men det er der vel ikke noget nyt i.

En af mine aner skulle komme fra Brøns i Ferring kunne jeg læse mig til. Det var bare ikke lige til at finde det sted og dermed heller ikke information om anen. Det skyldes sikkert, at der var tale om Røns Fjerding i Harboøre.

Johanne Nielsdatter Galtrup angives på en mindeplade i Tilsted kirke at være født 15. november 1761 og død 29. juli 1836. Hun angives også at være blevet 68 år og 9 måneder. Om fejlen er på mindetavlen (se nr. 8 i artiklen) eller om der er læst forkert ved afskriften, vides ikke, men 75 år blev hun ikke. Hun blev født i 1767. Det passer også bedre med alderen.

 

 

Lidt fra sprogfronten 

Måske bemærkedes det, at TV2News hele to gange sagde om en i øjeblikket stærkt omtalt ubåd, at den “er sunket med vilje”.

Det moderne og særprægede dynamiske tryk medført den information om AirBerlin, at selskabet er GÅET konkurs. Nej, det er blot gået konkurs.


Måtte blæsten snart lægge sig – og blive liggende en tid.

, , , ,

8 Svar til Nu skal du høre her, Jørgen

  1. Ellen august 17, 2017 at 16:34 #

    Sikke da en masse 🙂
    Den sunkne ubåd har været nævnt i FB’s sproggrupper adskillige gange, men det er da også tragikomisk, at såkaldt professionelle igen og igen begår den fejl.
    Den nævnte form for beordringspædagogik (godt ord!) har jeg ikke været ude for, men det kommer nok en dag – det er sikkert noget nyt, de har lært. Jeg har samme politik som dig med opkald fra ukendte.
    Vi får, af ukendte årsager, ikke nær så meget regn som andre steder; fx har Johns bror i Faxe Ladeplads ofte heftig regn, mens det er knastørt hos os 12 km væk. Det er bl.a. derfor, det snyder ham, når han skal passe (= vande) vores have, når vi er væk, men nu er han ved at lære, at han skal køre, selv om det har regnet meget hjemme hos ham selv.

    • Jørgen august 17, 2017 at 18:42 #

      Jo, jo, nu har ligget på den lade side rigeligt længe.

      Jeg fatter ikke, at det er i orden at man ikke fatter det sproglige ansvar man har som TV-station, men det synes som om man virkelig har et ønske om sproglig destruktivitet.

      Jeg stejler en anelse når en sælger siger jeg skal høre her.

      Jeg troede også vi havde det relativt tørt her, men det viser sig ikke at være tilfældet.

  2. Jan august 17, 2017 at 19:21 #

    Hvidløgsbilledet….jeg opfattede det først som Vinbjergssnegle 🙂

    Jeg har med jævne mellemrum abonneret på såvel Weekendavisen som på Kristeligt Dagblad. Lige nu har jeg af forskellige årsager ingen abonnement’er. For så vidt angør Kristeligt Dagblad har de (endelig) fattet, at JEG nok skal kontakte dem, hvis jeg igen ønsker at abonnere på dem, mens det kniber for Weekendavisen at fatte det. Jeg bliver jævnligt ringet op af dem (selvfølgelig fra ukendt eller hemmeligt nummer).

    Generelt synes jeg at Weekendavisen er en udmærket avis med velskrevne artikler og ofte nogen med en hvis interesse, men nogen gange så er det bare sådan, at der – ifølge min mening – ikke er en eneste artikel i det pågældende nummer, at jeg har lyst til at læse og derfor synes jeg at det er spild af penge at abonnere på den. For en uges tid siden blev jeg ringet op af en ihærdig ung mand fra Weekendavisen. Denne gang havde jeg lidt tid til overs og fortalte ham hvorfor jeg ikke var interesseret i abonnement. Han blev faktisk både pissefornærmet og aggressiv over min begrundelse for ikke at ville tegne abonnement…..det kunne ikke være rigtigt….det var jo fremragende artikler….gode skribenter. …..det kunne jeg virkelig ikke mene o.s.v. ….

    Jeg vil ikke påstå at vi havde et skænderi, men jeg fik dog sagt til ham at han var en dårlig sælger og at det ikke hjalp på forståelsen/lysten til et abonnement, når HAN som sælger optrådte sådan. Hans afslutningsreplik var noget a la at så måtte jeg jo leve videre i uvidenhed om verdenen omkring mig.

    • Jørgen august 17, 2017 at 21:23 #

      Morsomt at du ser vinbjergsnegle i billedet. Jeg forstår det godt når jeg nu ved det.

      Det er mildt sagt forbløffende, at man bliver udsat for en sælger med så upassende opførsel, og det turde være indlysende at det har negativ effekt.

      Her abonneres på nævnte avis og vi har fornøjelse af den -synes vi – meget krævende kryds og tværs, så den er sådan set pengene værd.

  3. Donald august 19, 2017 at 00:01 #

    19 mm. på 10 minutter! Du milde! Det er da et skybrud, der vil noget! Her til aften talte de om voldsom regn, – der kunne falde 35mm på 6 timer, men det er altså kun 6 mm. i timen!

    Nå men godt at du fik det meget smukke billede af de specielle reflekser i vand, som er oprørt af skybrud.

    Billederne er i det hele taget dejlige, både solnedgangen, lysglimt, hvidløg og lavendel, som ikke lader sig underkue! 🙂

    • Jørgen august 19, 2017 at 14:49 #

      Det var en voldsom gang regn – og det var ikke sjovt for dem det gik ud over.

      Tak for ros.

  4. Stegemüller august 19, 2017 at 11:12 #

    Hvis du har en smartphone: Den lille app “TrueCaller”, sparer dig for de fleste sælgertyper/telefonspammere. Appen fortæller simpelthen, om det er en spammer, der inger op.

    “er sunket med vilje” 🙂 Den slags er så skønt.

    God weekend

    • Jørgen august 19, 2017 at 14:47 #

      Tak for information om opkald.

      Sproglige særheder er mangfoldige. Blot bør profferne spare os for de værste.

      I lige måde.

Skriv et svar

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes