Rygningspladeudskiftning

I løbet af vinteren opdagede jeg noget, der kort skal berettes om her. Skru tiden tilbage til de 14 dage med en strid østenvind og et par dage – eller hvor mange det var – med meget finkornet sne, der kunne komme ind alle steder. Eric husker det ganske givet – 15 eller 19 spande sne måtte han bortskaffe fra loftet. Her var det et tilsvarende antal.

Det er nu ikke så meget det sagen drejer sig om, men at jeg dengang opdagede, at en plade på tagryggen var knækket så der var direkte hul til det fri – 3 cm eller så i flere retninger. Det lykkedes at lirke pladen på plads og fæstne den ganske effektivt med pakketape, men den skulle naturligvis udskiftes. Det fik jeg hjælp til, idet jeg er for gammel til at klatre rundt på taget.

For at finde ud af, hvilken tagvinkel, rygningsplade eller bare rygplade af eternit jeg skulle bruge, søgtes rådgivning i et byggefirma. De udstyrede mig med en passende vinkelmåler, som skulle bruges udvendig på taget, men da jeg jo ikke kunne komme derop, måtte jeg finde en anden løsning, hvilket ikke var svært og vinklen blev målt. Jeg fortod også jeg skulle finde ud af om pladen var 24 eller 30 cm i bredden. For at måle dette lirkedes den defekte del af pladen af og det lod sig fint gøre at finde ud af, at jeg skulle bruge den på 30 cm. På spørgsmålet om længder var svaret, at de alle er en meter. Jeg målte pladen, der var en meter, så det skulle ikke være så svært at købe den rette. Borset fra at man ikke kunne få en antracitgrå plade i løsvægt, der hvor jeg købte den. Det forekommer lidt sært, idet denne farve tilsyneladende indgår i sortimentet. Pyt.

Den indkøbte plade så lidt lang ud, men jeg tænke ikke nærmere over det før den gamle blev stillet op til sammenligning. Den nye var ikke 1 meter, men ca. 1 meter, nemlig 1,20. Det viste sig ret let at save i den med en stiksav. Så det gik – og den blev moteret. Herligt.

Hvorfor var pladen mon gået så meget i stykker som den var? Jeg ved det ikke, men da jeg med kikkert foretog inspektion af taget, så jeg til min overraskelse en sten ligge på det. Jeg har ingen anelse om, hvordan den er havnet der og om den har været kastet derop og forårsaget skaden. Men her er et billede af den:

Rygvinkel og sten

Har dit tag det godt, hvis du har et?

10 Svar til Rygningspladeudskiftning

  1. Ellen juni 17, 2014 at 12:46 #

    Ja. heldigvis – for nu at svare på dit spørgsmål.
    Der er ikke gået noget som helst løs i de fire meget voldsomme storme, taget har stået model til, mens vi har boet under det. Det er mest enderækkehusene, det er gået ud over, men skaderne har stadig været til at overse.
    Jeg synes, at en fejlmargen på 20 % på en plade er en del – godt det kunne ordnes med en simpel savning.

  2. Jørgen juni 17, 2014 at 13:07 #

    Det er godt taget er intakt. Ja, det forekommer at være et lidt løsagtigt svar, men heldigvis var det til at finde ud af at save i sådan en plade. Og bore huller til skruer.

  3. Donald juni 17, 2014 at 13:40 #

    Mit tag har det kun nogenlunde godt.
    Jeg har tænkt mig at spørge om jeg kan låne et platformsstillads, ellers må jeg bruge en stige og se om jeg kan få sprøjtet mod mos.

    Jeg har ikke tænkt mig at gøre meget mere ved det – jeg har repareret undertaget med pakketape for 27 år siden. (som bekendt bruger man i dag at anbringe armeret plastfolie under tagstenene – det kaldes undertag) Det holder endnu.

    Men jeg ville gerne have et nyt tag.

    • Jørgen juni 17, 2014 at 20:54 #

      Taget her har det vist også nogenlunde. Det blev malet for nogle år siden og der er ikke kommet meget mos endnu. Maleren mente det var en ide at få det mosbehandlet hvert 5. år. Her er der ikke et undertag under taget og jeg håber taget min tid ud.

  4. Madame juni 17, 2014 at 15:54 #

    Det var godt du fik skiftet tagpladen, og jeg gætter på, stenen er blevet smidt op jeres tag. Her hos os måtte vi have hele taget lagt om for nogle år siden og ny isolering lagt ind, fordi en mår have ’spist’ en stor del af den.

    • Jørgen juni 17, 2014 at 20:55 #

      Det synes jeg også – og det tror jeg også, men spekulationen er lidt af hvem og hvorfor. Det var dog en noget særpræget mår i havde.

  5. Eric juni 17, 2014 at 18:09 #

    Du kan tro, jeg husker fygesneen, og inden vinter skal skumgummifiduser mases på plads, så det ikke sker igen.
    Det var godt, du fik monteret pladen. Det er jo ikke sådan med de tage, når man ikke er Spiderman.
    Som bekendt kan en sten ikke flyve, så svaret ligger lige for.

    • Jørgen juni 17, 2014 at 20:57 #

      Det samme her – altså fugleklodser, som de vist hedder, må monteres. Ja, det var godt at få orden på, takket være hjælpsomhed fra min søn. Ja, svaret er ikke så vanskeligt at give, men motivet er ikke nemt at regne ud..

  6. Pia juni 19, 2014 at 20:32 #

    Fygesne har vi også haft. Sidste gang var forrige år over garagen, hvor vi lappede hullerne med skumklodser sidste sommer.

    Ellers ser vores tag vist ok ud, bortset fra det nok kunne trænge til en gang rensning for mos. Fuglene gør det ikke helt godt nok, selvom de gør et ihærdigt forsøg.

    • Jørgen juni 20, 2014 at 12:23 #

      Fygesne har vist noget med vindretning at gøre – blandt andet. De kunne godt gøre det bedre, fuglene.

Skriv et svar til Eric Klik her, for at annulere svar.

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes