For nogle dage siden skrev Donald et indlæg, hvori han omtalte, at nogle var gået på den forkerte side af en afspærring ved en strand.
Det fik mig til at skrive om de folk der udsætter sig for fare i lavineplagede områder og som i øvrigt, hvis der sker noget, vil lægge beslag på redningsmandskabets kræfter, som kunne anvendes på anden vis, jf. sidste uges katastrofale snemængder på alpernes nordside, i Bayern og den nordlige del af Tirol og Vorarlberg.
Indlægget fik også AagePK på banen med en henvisning til en udsendelse på DR2, Boredom eller Er kedsomhed lig med stress?
Efterfølgende har både Donald og jeg set udsendelsen, der absolut kan anbefales, se dr.dk, hvor udsendelsen findes til 7. februar.
Donald har i øvrigt skrevet flere indlæg med udgangspunkt i kedsomhed og med efterfølgende diskussion, se her og her.
Som nævnt kom der sne i lidt for rigelige mængder i Bayern og Østrig. Lavinefaren var stor, endda på højeste trin i mange områder. Ikke desto mindre skulle frygtløse skiløbere prøve kræfter med risikoen. Det gik galt for nogle. Man kan blive slået ihjel af laviner, herunder i øvrigt i et enkelt tilfælde af en taglavine, altså sne der skred ned fra et tag.
Hvorvidt de 4 skiløbere, der skulle prøve kræfter med en meget stejl piste i Lech, gjorde det fordi de kedede sig, som den nævnte udsendelse kunne give anledning til at mene, eller om deres bevæggrunde var andre, skal jeg ikke forholde mig til. Pisten var ikke åben, men de valgte den alligevel. En lavine udløstes. De tre blev fundet døde sent samme aften, den fjerde kunne man ikke fortsætte eftersøgningen af pga. lavinefare, og han er vist ikke fundet endnu.
Hvorfor valgte de som de gjorde? Det er det gode spørgsmål, og måske skal svaret findes i tilværelsens udfordringsfattigdom, der indikerer at man må gå til ekstremerne, men måske er svaret et andet. Br.de havde en artikel om sikkerhedsudrustning. De havde alle alt hvad man kunne forestille sig af sikkerhedsudstyr med på den fatale tur, de 4, men i artiklen anser man netop dette for at være forræderisk. Man tror en airbag og andet udstyr sikrer overlevelse, skulle uheldet ske, men det gør det ikke altid. Trygheden er med andre ord en falsk tryghed. Her spiller den indre dialog givet vis ind, men den skal man ikke forlade sig på, når en piste er lukket af sikkerhedsgrunde. Det kan man dø af.
Har man i øvrigt fulgt lidt med i snekaosset syd på, vil man have erfaret, at det store problem har været snemængderne på tagene og dermed snebelastningen. Hvad kan tagene holde til?
De ville ikke kunne holde til snemængderne og de yderligere snemængder der ville falde. Derfor skulle sne fjernes fra tagene. Mange tusinde soldater blev sat ind sammen med alle andre relevante indsatskræfter, som de kaldes, og det blev på et tidspunkt nævnt, at de var på grænsen af deres formåen.
Hvorfor skulle sneen væk fra tagene?
Det skulle den fordi sne har forskellig vægt. Pulversne. som det hedder på de kanter, vejer 30-50 kg. pr m³. Hvis sneen bliver fugtig (og det blev den) øges vægten til 300-500 kg. pr. m³. Fryser sneen igen fordobles vægten til 800 kg. pr. m³. Når der ligger 2 m sne på et tag, og der forventes 1 meter mere, skal der skovles sne ned.
Der var med andre ord noget at se til – og så ville det jo være passende om alle skiløbere rettede sig efter anvisningerne og således bidrog til ikke at skulle eftersøges. Og det uanset om deres bevæggrunde til at udfordre skæbnen er kedsomhed eller falsk tryghed.
9 Svar til Snekaos og kedsomhed
Skriv et svar Klik her, for at annulere svar.
This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.
Falsk tryghed og mangel på adrenalin-kick er måske grunden til de dumdristige forsøg. Der kan også være mange andre grunde, æstetiske såvel som almindelig nysgerrighed: At skie på nyfalden sne er en storartet oplevelse, landskaberne ser fantastisk smukke ud, der er øjeblikke af ophøjet meditation og stilhed forbundet med sådan en tur.
Men det du skriver om udstyr som oppustelige plasticsække, airbags, og varmt tøj osv, det er bekymrende at det ikke følges med forsigtighed.
Det, jeg har lært om forsigtighed er især fra de tidlige IT-tider, hvor man kunne risikere at data blev tabt fra det ene øjeblik til det andet, uden “logiske” eller forudsigelige årsager. Så lærer man at prøve sig frem med forsigtighed.
Jeg kan sagtens forstå fornøjelsen ved at løbe på ski på nyfalden sne. Jeg har vel oplevet noget tilsvarende ved at løbe på skøjter som barn. Og måske ikke helt.
Der er mange gode grunde til forsigtighed, og som du påpeger, er der grund til det når man skriver og arbejder med it.
Pt er dødstallet i henseende til laviner dobbelt så stort som i almindelige vintre, men jeg har osgå hørt at dødstallet i Alperne er større om sommeren end om vinteren.
Det du fortæller om vægten af sne, der kan variere fra 30-50 kg. pr m³ og helt 300-500 kg. pr. m³, er jo rystende. Hvor er det dog tragisk med de dumdristige skiløbere, der omkom.
Man ved godt at våd sne er tungt, men jeg blev nu også overrasket over vægten, og kunne godt forstå det hastede at få sneen ned ad tagene.
Det er tragisk – og burde være undgået.
Jeg er tidligere kommet meget i Bayern (Wengen), så jeg kender de berørte områder nogenlunde godt og jeg har selv løbet en del på ski der. Jeg er ked af at sige det, men dem der ikke følger myndighedernes anvisning beder næsten selv om at komme i en forfærdelig situation.
Herudover: Så luk dog de pister, mens der skovlles pulverschnee ned fra tagene.
En helt anden mulighed for skiløbere, som ikke indebærer lavinefare, er at søge til toppene og tage langrendsskiene på!
Ja, det er ganske rimeligt at høre efter hvad myndighederne siger, men det kan vel være vanskeligt at lukke ufarlige pister fordi der skal skovles sne af tage, idet man vel følger tanken om, at det er om vinteren, der skal tjenes gode penge.
Tjah – det har du ret i!
Min erfaring er, at dumdristighed tit har rod i manglende evne til at vurdere risici.
For få har som barn fået lov at save sig i fingeren med den lille løvsav, og så står man pludselig dér med den store motorsav i hånden….
Det lyder som det er en relevant måde at anskue det på.