Uge 7 2019

Mandag

Dette var dagen hvor Eric omtalte den igangværende globale insektdød og gjorde opmærksom på en artikel i The Guardian, der forklarer hvorfor det ser ud til at insekterne er udryddet om 100 år, hvilket midt sagt er en forfærdelig og skrækindjagende tanke. Læs selv artiklen.

Det fik mig også til at tænke på, at jeg sidste år læste, at et dansk-østrigsk forskerhold har opdaget 44 nye mølarter – så måske er der håb om at insekterne kan begynde forfra når de (stort set) er blev ofre for den stærkt vigende biodiversitet.

Det var også dagen der indeholdt den information at Assens kommune tilbyder rengøring med 5 ugers mellemrum til de borgere der har brug for denne type velfærd. Hvad mon man selv kan forvente, når (hvis) den tid kommer?

Tirsdag

Tidligere har jeg i et indlæg i serien “Livet som kunde” omtalt skiftet af elleverandør.

Tilbagebetalingen fra Modstrøm har nu fundet sted, og det så meget rigtigt ud det hele. Slutopgørelsen indeholdt dog den overraskelse, at jeg i 2014 havde betalt for lidt i et tilfælde og for meget i et andet, dog sådan at det sidste beløb var det største. Nu skulle det så være bragt i orden, og slutningen på historien er den enkle at Modstrøm mistede en indtægt ved at sige et og gøre (eller rettere ikke gøre) noget andet.

Kogebog 1616

Torsdag

Ved et besøg i en genbrugsbutik faldt jeg over et genoptryk af Danmarks ældste kogebog. Den udkom i 1616 og blev genoptrykt i 1966. Den er udgivet på Skalks forlag, Wormianum, og er solgt i 40000 eksemplarer. Seneste udgave er fra 2009 hvis jeg husker rigtigt. Den koster 60 eller 80 kr, (medlem, ikke medlem). Jeg gav 5 kr for mit eksemplar, der vist aldrig havde været åbnet.

Det er festlig læsning. Her følger en enkelt opskrift:

Opskrift LX. En Æblemos

I lige maade tag gode Æble

hacke dem små

giff udi en Potte

oc lidet Vijn der offuer

sæt det på Ilden oc steeg det vel

giff Sucker eller Honning der udi

med huadsomheldst Speceri du vilt.

Du kand vel oc giffue smaa Rusiner der iblandt

eller smaaskaarne Mandel

oc rør vel om.

Det er ganske let at læse, især hvis ff og ffu læses som v.

Hvis du er interesseret henviser jeg til Gunvor Maria Juuls artikel om kilder m.v. i anledning af kogebogens 400-års fødselsdag.

Samme forfatter har udgivet en bog med opskrifterne – jeg har bestilt den på biblioteket og vender tilbage herom.

Fredag

Det var pinagtigt at høre og se Præsident Trump optræde på pressekonferencen i dag.

Lørdag

Rovfugleforskrækkelse

I det gode vejr gik jeg en tur gennem Ramsødalen. En rovfugl kredsede rundt. På et tidspunkt kom den så tæt på at fuglene på søen lettede i samlet flok. Det ses på billedet herover.

Søndag

Se nu her!

Mon DSB er ved at prøvekøre nye tog så man grundigt kan vælge IC5-tog? I alle tilfælde var der særlig aktivitet mellem Havdrup og Roskilde i dag. Og omvendt.

, , , , , ,

12 Svar til Uge 7 2019

  1. Eric februar 19, 2019 at 09:43 #

    Det er festligt med gamle kogebøger – de er jo et stykke kulturhistorie.

    • Jørgen februar 19, 2019 at 20:56 #

      Denne var i alle tilfælde fin at finde og læse lidt i.

  2. Madame februar 19, 2019 at 11:21 #

    Det var virkelig sjovt at læse om den gamle kogebog og opskriften! Jeg er ud af en familie, hvor mange af kvinderne blev husholdningslærere, og bare fra 1913, hvor min mormor begyndte at undervise, er der sket ufattelig meget inden for madkulturen.

    • Jørgen februar 19, 2019 at 21:00 #

      Det er godt at høre. Det kniber lidt med mængdeangivelserne, men det går nok.
      Der var vel mere brug for husholdningslærere i sin tid end nu fordi der skulle uddannes mange kokkepiger.

  3. Ellen februar 19, 2019 at 11:52 #

    Spændende med den gamle kogebog – og ‘speceri’ for krydderi er interessant; det kommer vel fra det engelske ‘spice’, mon ikke?
    Trump er altid pinlig at opleve, synes jeg – jeg er begyndt at gå ud af rummet, hvis han kommer på tv 🙂

    • Jørgen februar 19, 2019 at 21:14 #

      Det var pændende – jeg hyggede mig med at læse lidt i den. Jeg kunne også godt lide ordet ‘speceri’, der måske har italiensk oprindelse, jvf. “Speceri, et ell. (nu ikke i rigsspr.) en (Pflug.DP.553. LTid.1728.297). [sbes??ri?] flt. -er. (ænyd. speceri (spisseri ofl.), sv. speceri, no. speseri; gennem mnt. specerie, spisserie (hty. spezerei), holl. specerij, fra ital. spezieria (flt. spezierie), mlat. speciaria, af lat. species (se Specie); “nu lidet brugeligt.” VSO.; i rigsspr. nu især foræld. ell. om udenl. forhold)”, se Ordbog over det danske Sprog.
      Jeg har samme trang til at forføje mig ved synet af Trump, men jeg holdt nu ud forleden.

  4. Donald februar 20, 2019 at 18:36 #

    En lidt sen reaktion: Jeg har også hørt at der dannes nye arter, men jeg tror egentlig at du mente at forskere har opdaget (“gamle”) arter, 14 mølarter, som man ikke kendte i forvejen. Nye arter er den normale sprogbrug når man omtaler opdagelse af arter, men er strengt taget lidt misvisende.

    Jeg er ikke så bange for insekt-døden nu som for klima-forandringer, fordi vi dog må huske at der stadig er mange egne af jorden, som er øde og vilde og kan beskytte forskellige slags organismer. Klima-forandringer, derimod, kan være årsag til massedød af både dyr og mennesker. I nærmeste fremtid vil vi se flere migranter, gætter jeg. Og vi er heldige i Europa og især i Skandinavien, at klimaændringer ikke medfører alvorlige sultproblemer.

    Spændende hvad DSB finder ud af ved Havdrup!

    • Jørgen februar 23, 2019 at 17:25 #

      Jo, forskerne havde opdaget 44 hidtil ukendt mølarter. Og der er ikke nye, men gamle som du påpeger. Sproget er forunderligt.

      En måde at registrere problemet med insektdød, er, at der ikke klasker så mange insekter mod bilers forruder som før i tiden, men det er nok ikke fordi bilisterne er ved at udrydde dem.

      Det er altid spændende hvad DSB finder på. Fx at man ikke længere kan få en oversigt over køreplanen på gule plakater på stationen.

  5. Donald februar 25, 2019 at 14:06 #

    Jeg har lige hørt den historie igen, den tyske forsker, som undrede sig over at der ikke var så mange insekter tværet ud på forruden som tidligere – men jeg vil dog indvende, at selv om der var mange insekter næsten hver sommerdag i 1950’erne, så var der regndage (især i Tyskland) hvor der ikke var insekter. Også andre dage uden regn kunne der være færre insekter.

    • Jørgen februar 25, 2019 at 21:26 #

      Der er givet vis mange erfaringer om insekter på bilruder, men mon ikke det går noget ud over dem i øjeblikket generelt betragtet.

  6. Farmer februar 26, 2019 at 06:48 #

    Nu forholder det sig heldigvis sådan, at insekter -for langt de fleste arters vedkommende- har en formidabel opformeringsevne, så med mindre enkelte arter totalt uddør, er antallet hurtigt bragt tilbage ved ændrede livsbetingelser.

    Generelt har vore dages forskere (eller er det nærmere journalisterne?) en tåbelig tendens til at fremskrive forsøgsresultater og registreringer lineært.
    Fordi det var 6 C i forgårs og 8 C i går bliver det ikke nødvendigvis 8+(7×2) grader om en uge.

    -Og den “kære” USA-præsident: Det har fra dag 1 undret mig, at Demokraterne ikke så (og stadig ikke i tilstrækkelig grad ser), at den er hel gal i de stater, som betaler arbejdsløsheds-prisen for den førte politik.
    Tænk at blive drevet så langt ud i politikerlede, at man stemmer en sådan mand ind.

    • Jørgen februar 26, 2019 at 17:19 #

      Der er ellers trusler nok at forholde sig til, men det er beroligende at vide at insekterne nok overlever truslerne, og at det næppe er 22 grader om en uge. De 13 grader i dag er såmænd rigeligt – ærenpris og mariehøns nyder det. Jeg gør det også, men er lidt forvirret over tendensen til at få for meget tøj på.
      Det er god grund til atundre sig over politikerblindheden her og der og allevegne medførende politikerlede og yderliggåenhed.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes