Hjemme igen efter ferie

Holder pensionister ferie? Eller er de bare på rejse?

Spørgsmålene er vel ligegyldige, som sådan, men dukkede alligevel op fordi ferie og arbejde hænger sammen, og når man ikke arbejder kan man ikke holde ferie.

Pyt. Vi havde en god ferie – i Østrig. Det vender jeg tilbage til i kommende indlæg.

Jeg ville så vældig gerne komme hjem fra en ferie – kort eller lang – og kunne lande, dvs. omstille mig fra feriens funktionsniveau til hverdagens i løbet af nogle dage.

Sådan går det sjældent. Tidligere har vi lidt for mange gange oplevet at komme hjem til en fryser eller et køleskab, der ikke virkede. Fordi kompressoren var stået af. Eller fordi mastesikringen var slået i stykker af nogle grene. Eller fordi en kontakt var blevet ramt af en kagedåse lige før afrejse. Eller en slægtning var blevet indlagt på hospital. Når det sker, forsvinder ferieenergien lige på stedet, idet man straks må forholde sig til det. Sådan synes jeg det har været mange gange.

Før sommerferien – det må lige med – gik bilen totalt i stå og måtte med Falck en tur på værksted. Ved – som værkstedet sagde – at græde lidt i telefonen, lykkedes det at få den relevante reservedel frem til dagen efter så vi kunne påbegynde ferien planmæssigt to dage efter situationen. Puha – det krævede noget energi. Men det lykkedes alt sammen.

Hjemme igen blev en del energi koblet på, at fastnettelefonen var flyttet fra en såkaldt platform til en anden. Det var ret plat, at det netop skulle ske i sommerferien, men det interesserer næppe TDC. Vi regnede med, at dette var årsagen til at viderestilingen ikke fungerede de sidste dage i ferien, men da det lovede brev om emnet ikke var at finde i posten, kunne det jo være noget andet. Det var det ikke – og en ledning blev flyttet fra et sted til et andet og telefonen virkede igen.

At min gamle mor var blevet dårlig og siden blev indlagt, krævede også en del opmærksomhed.

Nu er der efterhånden kommet orden på det ene og det andet og de øvrige ting, der krævede sit – og det lader sig gøre at se tilbage på 2 herlige vandreuger i Østrig.

Dansk sommer

Sådan så den danske sommer ud da vi kom hjem.

I øvrigt var der adgang til internettet på feriestedet, men det viste sig at planen om at skrive et indlæg og en kommentar af og til ikke just blev realiseret – og det var helt fint. Faktisk kunne det være en god ide at lukke komputeren i hele juli måned og holde komputerfri ganske som jeg holdt fri hele juli de første år jeg arbejdede som selvstændig i sin tid. Det var godt, var det.

6 Svar til Hjemme igen efter ferie

  1. Ellen juli 26, 2012 at 23:59 #

    Jo, man holder ferie som pensionist, har jeg netop besluttet efter at have læst, og tænkt over, dit indlæg – man holder ferie fra hverdagen … ferie er noget med at være væk fra det man plejer at være omgivet af.
    I har nu godt nok været noget uheldige med jeres hjemkomster, vil jeg sige; mere end gennemsnittet, og det er ikke godt at høre om det med din mor. På den anden side er hun jo temmelig gammel, så realiteterne må vel ses i øjnene (undskyld, at jeg er så direkte), men uanset det tapper det meget fra én alligevel.
    Godt at I trods det hele havde en god ferie – det eneste, vi kunne komme til at diskutere, er det med internetforbindelsen – jeg har (ikke for første gang)konstateret, at det stresser mig mere ikke at have nogen forbindelse til cyberspace … det er jo noget helt andet at følge sine medbloggere end ikke at kunne passe og/eller se arbejdsmails, som man måske har sværere ved at lade være med, når man er selvstændig?

  2. Jørgen juli 28, 2012 at 09:07 #

    Ellen, du har selvfølgelig ret. Pensionister holder ferie fra hverdagens trummerum, ganske som det arbejdende folk gør det. Ferie er at fjerne sig fra hverdagsansvaret.
    Jeg er helt afklaret med at min mor er gammel og at livet slutter på et tidspunkt. Du skal derfor ikke undskylde direkteheden, som værdsættes, og som jeg også bruger i forhold til hende. Enten kommer hun over det aktuelle energitab eller hun dør. Det ved hun godt må vise sig.
    Jeg bliver ikke stresset af at have en internetforbindelse og undlade at skrive indlæg, men sådan er vi jo heldigvis forskellige. Måske havde det været pænt af mig at skrive at juli var blogfri.
    Da jeg arbejdede tog jeg gerne telefonen og lavede aftaler på en bjergtop i Østrig – til stor misundelse for den ringende, men jeg havde nu også fornøjelse af at holde en god lang ferie i hele juli i begyndelsen, da opgaverne var færre og anderledes.

  3. Pia juli 31, 2012 at 21:05 #

    Jo, selvfølgelig holder man ferie som pensionist. Her i huset er der ingen tvivl om det. For Allan er alle ugens dage fridage, men han ynder at sige, at NU har VI weekend eller ferie, når jeg ikke skal arbejde.
    Selvom jeg ikke er blevet budt de udfordringer i det antal du er, efter hjemkomster fra ferier, så vil jeg helst have mindst en dag herhjemme inden det igen bliver arbejdsdag, og helst flere dage, hvis det er muligt. Så bliver ferien altså allerbedst 🙂
    Det kan godt trække noget i én, (mig) når internettet ikke er der, HVIS jeg ikke selv frivilligt har valgt det fra. Det gør jeg dog af og til. Jeg VIL ikke være så afhængig, selvom det er en sjov og spændende legeplads.

    • Jørgen august 1, 2012 at 07:57 #

      Det er – tror jeg – en meget vigtig pointe, at man har en eller flere dage inden arbejdet begynder igen efter en ferie, så den i god ro og orden kan synke ind, så at sige. Det burde være et emne i en kommende overenskomstforhandling!

  4. Donald august 1, 2012 at 23:03 #

    Det er sket for mig, desværre, at jeg skulle passe på hus mens min ex var på ferie, og jeg slukkede ved en fejltagelse for fryseren – men heldigvis kun en dagstid før hun kom hjem, så der skete ikke større skade.

    Den fornemmelse, jeg har, når ting bliver gamle, holder op med at fungere, eller bliver ødelagt, ja, den kan jeg godt undvære, den fornemmelse. Måske er det derfor jeg husker en hjemkomst engang til en dejlig lejlighed ved Ericavej, med træer udenfor, dejligt rent, ryddeligt, og alting fungerede 🙂 Mærkeligt, egentlig, det er den eneste hjemkomst jeg husker 🙂

    • Jørgen august 4, 2012 at 20:03 #

      Ja, man skal vælge sine fejl med tidsmæssig omhu! Sjovt med den ene hjemkomst du husker – det er det jeg altid ser frem til, men alt for ofte melder hverdagen sig ubønhørligt igen.

Skriv et svar

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes