På bloggen om Vemmetofte har jeg skrevet en lille indlæg om dengang man brugte brænde til opvarmning.
Der er billeder i indlægget til illustration af det betragtelige arbejde der var forbundet med denne opvarmningskilde.
Det var noget af et arbejde at flække og stable to brændestakke på samlet 10 rummeter brænde, og det var endnu mere noget af et arbejde da de 10 rummeter blev til 22.
På billedet herover ses en rund brændestak, og i tilgift et billede af mig og min mor og far. Billedet er fra 1944.
Indlægget om brænde kan læses her.
Herligt billede!
Det var jo med håndkraft, det meste arbejde med brændet – derfor forbløffende hårdt. Jeg læste på Farmers Naturjournal at beskæring af et levende hegn (som jo ikke er så nemt at håndtere, heller ikke med håndkraft) havde givet, hvad der svarede til 12000 (tolv tusinde!!!) liter olie, forsigtigt anslået. Det kunne ikke gøres uden en speciel “hegns-flis-maskine”.
Er det ikke vildt?
Det er ret sjovt at se det gamle billede.
At flække brænde var hårdt arbejde, men det var en nødvendighed, hvis man ville have varme, så derfor blev deet ikke oplevet som hårdt.
Jeg så også Farmers bemærkning om at hegnet havde givet flis svarende til 12000 lite olie, og det minder om mine ture til Virgental. Her havde man Virgener Feldflur, som indebar dels afgrænsning af marker, dels læ og dels mulighed for brænde i nærheden af huset.
Det er ret vildt, men før i tiden ville man vel have klaret det med håndkraft som nu klares med en flishuggemaskine.
Det er nogle dejlige billeder inde på blogindlægget om brænde og også billedet her. Ja, det har været et hårdt slid
Da vi købte huset, vi bor i, var det varmet op med en Morsø brændeovn. I begyndelsen var det hyggeligt at flække og stable brænde, men jeg er nu glad for briketterne, vi bruger nu.
Det er interessant at det var hyggeligt at flække og stable brænde, så jeg forstår godt at det er en lettelse at det ikkestadig foregår sådan.
Puha – jeg synes det er slemt nok at kløve brænde med en dertil indrettet maskine, men det har da givet god motion dengang … på billedet med ‘bikuberne’ må der være over 150 rummeter. Den mængde kan jeg næsten ikke forestille mig, men Vemmetofte er jo heller ikke ligefrem et lille parcelhus, så der skulle selvfølgelig meget til. Ikke så underligt, at alle godser havde store, tilhørende skovarealer.
Jeg har også tænkt på den moderne brændekløvemasskine, men det gik nu nogenlunde let t flække brænde, hvis brændet var regulært og passende fugtigt. Der kunne selvfølgelig være besværlige knuder imellem.
Der er nok snarere 200rummeter brænde i stakkene, og det må have taget en god tid for de ansatte at flække denne mængde – men det var jo ens alle store steder.
For 10-15 år siden, fik vi stadig 10 rm brænde om året. De Første år fældede vi det i skoven, senere sprang vi den del af jobbet over, og fik det leveret i indkørslen i 2 meter stykker. Godt nok skar Allan det op med motorsav, men flækkearbejdet har altid været pr. håndkraft, med flækøkse. Stabel- og flyttearbejdet har altid været mit job. Jo, der er meget arbejde i at fyre med brænde.
Da vi byggede huset blev det født med elvarme, men da Allan fik job på Krenkerup Gods, var gratis brænde en del af lønnen, så vi murede en skorsten. I dag fyrer vi med briketter, når det er rigtigt koldt og for at spare lidt på elregningen.
Tak for bertningen – det er lige en smule overraskende for mig at læse hvor længe dette brændefænomen har stået på. I Vemmetofte blev insført oliefyr i husene på et tidspunkt, men jeg husker ikke hvornår.
Dette med at kløve træ er et “taw” man skal lære.
Når man først har lært at se, hvor kløveøksen skal ramme og har vænnet sig til at slå med passende kraft, er det egentlig ganske behageligt vinterarbejde.
Men indlysende: Flismaskinen er et kæmpe fremskridt og det giver samtidig bedre udnyttelse af træet, da flis kan bruges i stokerfyr, som giver en mere ensartet forbrænding.
Besparelsen ved den mere effektive forbrænding overgår langt dieselforbruget til flismaskinen.
Jeg lærte mig dette “taw” da jeg var barn og kunne faktisk godt lide at flække brænde, især når det gik på den lette måde, hvilket jo ofte skete.