Om det danske ord awareness

Forleden hørte jeg en repræsentant for en strandjagtforening, tror jeg det var, fortælle om et arrangement, hvis formål var at fremme sikkerheden til søs for foreningens medlemmer.

Han sagde, at “det her arrangement kan lave en awareness omkring sikkerhed til søs”.

Det var selvfølgelig et ædelt formål, men brugen af awareness undrede mig, og jeg fik straks aktiveret min fordom om overdreven brug af engelske ord udtalt på engelsk midt i en almindelig dansk sætning.

Men inden jeg skrev et ironisk indlæg om aværnæs googledes awareness – og sandelig om ikke ordet bruges på dansk.

Jeg skal blot henvise til en nu 5 år gammel guide fra Digitaliseringsstyrelsen, Guide til awareness om informationssikkerhed.

Det fremgår at awareness betyder bevidsthed om et givet emne, og for at opnå denne beskrives hvorledes awarenesstræning kan organiseres. Step by step, som det anføres.

Måske lyder bevidsthedstræning lidt mærkværdigt, hvilket awarenesstræning åbenbart ikke gør, men jeg forstår ikke hvorfor man ikke kan lave bevidsthedstræning (eller træning af bevidstheden) og herved øge bevidstheden om det emne, der kræver øget bevidsthed.

Måske er det naturligt for strandjægeren at lave en awareness, men jeg ville nu fortrække en forklaring om at øge bevidstheden. Er det ikke det det handler om? Eller der er sproglige nuancer jeg ikke er klar over knyttet til bevidsthed og awareness?

, ,

12 Svar til Om det danske ord awareness

  1. Madame august 21, 2018 at 07:14 #

    Jeg er helt enig med dig og foretrækker også det dansk udtryk.
    Men måske er det os, der er gammeldags – der sniger sig jo flere og flere engelske ord ind i vores sprog.

    • Jørgen august 21, 2018 at 07:36 #

      Ja, jeg må sige denne brug af awareness overraskede mig ikke så lidt, og desværre forstyrrer det min evne til at opfange hvad der tales om.

  2. Eric august 21, 2018 at 19:32 #

    Jeg er ganske enig, men når du nu efterlyser nuanceforskelle, er der pokker til forskel på at miste bevidstheden og miste sin “awareness”. Det tror jeg dog ikke, at strandjægerens ordvalg sigter på.

    • Jørgen august 22, 2018 at 20:30 #

      Det tror jeg heller ikke.

  3. Donald august 22, 2018 at 04:21 #

    jeg ville måske skrive at dette arrangement kan skabe awareness (eller “obs på” eller “fokus på”) sikkerhed til søs.

    Jeg kan godt lide at man blander sprog, men jeg tror at mange af de fremmedord, som vi tager ind for tiden, kommer med fordi de lyder “moderne” og viser at vi er med på noderne. 🙂

    • Jørgen august 22, 2018 at 20:35 #

      Jeg synes nu at være bevidst om sikkerhed til søs er den enkleste måde at udtrykke det man vil sige på.
      Sproget er blandingsgods, men det er ikke så godt, hvis popsmarthed er motivet når man tale engelsk midt i en dansk sætning.

  4. Ellen august 22, 2018 at 15:54 #

    ‘Opmærksomhed’ er måske et endnu bedre ord i denne sammenhæng, men dermed er min holdning også luftet en smule: Jeg synes det er i orden med engelske ord, når det er nye begreber for os, men når der findes et dansk ord, er det krukkeri at bruge det engelske.

    • Jørgen august 22, 2018 at 20:36 #

      Ja, lad os undgå for meget krukkeri.

  5. Stegemüller august 23, 2018 at 07:06 #

    “awareness omkring…” Alle mine advarselslamper er tændt med det samme ved både “awareness” og “omkring”, Hvorfor ikke sige opmærksomhed? eller netop som du siger det “bevidsthed”

    I min barndom hed sådan noget “låneord”, jamen skal vi så ikke levere dem tilbage snart?

    • Jørgen august 23, 2018 at 07:52 #

      Jeg tror nu ikke vi skal levere alle låneord tilbage – så ville der vel snart sagt ikke være danske ord at bruge.

  6. Farmer august 27, 2018 at 16:32 #

    Det overrasker mig, at en gruppe strandjægere har taget dette fremmedord til sig.
    Med fare for at blive sat i bås med dem, som opfatter tyskere som et folk uden humor og finner som træspritdrikkende slagsbrødre, vil jeg påstå, at strandjægere ikke sådan stikker op for bollemælk og lader sig købe af KarlSmart-udtryk.
    Det er en jagtform, som kun drives af hårdeste hunde, der efter al sandsynlighed vil udvandre kollektivt uden at mæle et ord, hvis foredragsholder begynder at strø om sig med awareness-lignende udtryk og en attitude i tilsvarende stil.

    • Jørgen august 27, 2018 at 16:44 #

      Klar tale uden omsvøb. Måske har de brug for flere hårde hunde.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes