Arnitzalm i Virgental 2014

Skulle det vise sig nødvendigt at træffe et valg mellem et besøg i Peterskirken i Rom og en vandretur til Arnitzalm i Virgental, er jeg ikke i tvivl om at valget ville blive vandreturen. Men Peterskirken er nu også storslået. 

Arnitzalm 2014

Med årene har det vist sig, at en vandretur til Arnitzalm er en god måde at bruge sin tid på. Jeg har skrevet om almen før – Arnitzalm med nyt tag – men turen tåler gentagelse. Som i virkeligheden.

Det er godt at have det nymodens hjælpemiddel en bil er. Med denne kan man komme et stykke ad vejen. Faktisk har man indrettet en mulighed for at parkere på Parkplatz Guggenberg. Herefter har man – i vores aldersklasse – en tur på 3 timer foran sig. Ruten går nogenlunde lige opad. Der er god mulighed for at svede grundigt og få gang i blodomløbet, men det er en del af fornøjelsen. Holder man pauser og drikker vand, går det fint. Den væsentligste opgave på turen op, er, foruden altså at gå selv, at påse ikke at træde i kokasser. Det kan være svært.

At gå en sådan tur illustrerer for mig, at det til stadighed er umagen værd at tage til Østrig på ferie. Det er umagen værd at tage til Østtirol og til Virgental. Dalen er endnu ikke turistificeret for alvor. Det betyder man kan opleve noget mere oprindeligt. Bl.a.  at man næsten overalt selv må gøre arbejdet, hvis man vil op. Det gælder helt klart turen til Arnitzalm. Der er ikke kørelejlighed. Det er også en illustration af, hvorledes det har været at skulle klare sig i et bjergområde. Det har været hårdt arbejde. Men det er gået.

Det beror således på en selv om man vil opad og nå det mål man måtte have sat sig. Og da det kræver nogen anstrengelse, indebærer det at man må investere sin energi og kraft i at gå. Det indebærer – sådan helt af sig selv – også at  man befinder sig i nuet, koncentreret om opgaven. Og ualmindelig dejlig fri for alt andet. Verden må klare sig selv. Det er en sand fornøjelse at mærke samklangen mellem åndedræt og skridt. Hele tide kommer man nærmere målet. At nå det er dejligt, en pause gør godt før nedturen.

På side 168-69 i Kristof Glamanns bog om J.C. Jacobsen, Bryggeren (1997), kan man læse om Jacobsens oplevelse ved at vandre i Pyrenæerne et par uger. Det ansporede ham at se hvad hans bjergfører på 75 år formåede. Han beskrev begejstret hvad han så og hørte i højderne. Og tilføjede et svar på det retoriske spørgsmål om det nu også var strabadserne værd. Det syntes han i den grad.

Udbyttet beskriver han som en “ubeskrivelig nydelse” og “vellyst”. Det der medfører nydelsen er at finde ud af hvorledes kræfterne slår til og at øve dem. Vellysten følger af at overvinde hindringer og vanskeligheder når der vandres. Det er ikke kun fysikken der udfordres. Det gælder også sjælens evner – og hjertet. Det sker ved at man kommer nærmere himlen ved at gå opad og “modtage indtrykket af det store i omgivelserne”. De meget vise ord er disse sidste: “Smålighed kan ikke trives på et sådant sted.”

Det er så sandt som det er sagt.

Hvad ser man så når turen begynder efter parkeringspladsen. Se billedet herover. Klik det evt. større og endnu større. Det er Virgental. Først ses Mitteldorf, så Virgen og fjernest Obermauern. Dalen fortsætter ind mod det sneklædte bjerg. Smukt er det – og det er til at se langt her. I modsætning til den smalle Dorfertal, som sidste indlæg omhandlede.

Arnitzalm 2014

Når man går opad har man et fint blik på den modsatte side af dalen.

Arnitzalm 2014

Her kommer et par der er på vej til et stejlt stykke, som vi heldigvis har passeret.

Arnitzalm 2014

Efter 3 timer nåedes almen.

Arnitzalm 2014

Man må have lidt energi inden tilbageturen. Når man sidder og venter har man en smuk udsigt.

Arnitzalm 2014

Det er ikke små portioner man får. Naboen ville gerne have et enkelt ostebrød, hun fik 3.

Arnitzalm 2014

En øl og en gang suppe gør godt.

Vi kom i snak med et ældre par fra Matrei in Osttirol. De viste sig at være naboer til almens ejere. Det gik nogenlunde at forstå fruen, men manden talte udpræget lokalt og var næsten ikke mulig at forstå. Det var dog meget fint at sidde der og snakke med dem. De besøgte almen nogle gange hvert år og kørte et pænt langt stykke opad for så at gå det sidste stykke. Det måtte de sikkert gerne, lokale som de var.

Arnitzalm 2014

Gederne kom hjemad.

Arnitzalm 2014

Det samme gjorde ungkvæget.

Arnitzalm 2014

Tør man møde ham?

Arnitzalm 2014

Så er vi på vej tilbage.

Arnitzalm 2014

Vi bestemte os for at følge kørevejen, den går til venstre i billedet. Den er ikke så stejl. Det kræver nemlig også noget at gå ned.

Arnitzalm 2014

Kvinden med hunden, som vi hilste på, da vi gik forbi, sidder stadig og nyder udsigten. Hun kan anes på det forrige billede, hvis det klikkes større. Her har jeg zommet ind på hende.

Arnitzalm 2014

Man har da noget af en udsigt på vejen tilbage, her ses Matrei.

Arnitzalm 2014

Lidt senere ses Virgental til og med Obermauern i det fjerne. I forgrunden er det Mitteldorf og Virgen.

Arnitzalm 2014

Her ses samme motiv blot med en smule zoom. Billedet er for mig at se en glimrende illustration af, hvorfor det er umagen værd at tage til Virgental og anstrenge sig på vejen op til Arnitzalm – og bare gå og nyde synet nedad.

Af billederne af dalen kan man ane, at det man kan i Virgental, er at gå op og ned. Der ligger mange hytter man kan besøge, nogle ligger højere end andre, og der er noget for enhver. Det er også muligt at gå oppe fra hytte til hytte – på Venediger Höhenweg, som går i bjergene der ses på billedet herover. Eller på Lasörling Höhenweg, som er på samme side som billedet er taget.

, ,

22 Svar til Arnitzalm i Virgental 2014

  1. Bodil Brændstrup maj 23, 2015 at 09:55 #

    Hej Jørgen! Tak for en dejlig tur med jer gennem de skønne billeder. En god start på en Pinselørdag!

    • Jørgen maj 23, 2015 at 19:26 #

      Hej Bodil, Velbekomme. Fint at have medvirket til en god start på en Pinselørdag.

  2. Stegemüller maj 23, 2015 at 10:12 #

    Åh jeg få sådan en lyst til at vandre, når du så levende beskriver de forskellige “Täler” og krydrer det med dejlige sommerbilleder.

    Der er noget terapeutisk over at vandre, og jeg har gjort det virkelig meget med nogle tyske venner fra Wengen (ikke Wengen i Schweiz, men Wengen 200 km syd for München) på vej til Østrig, hvor der er de mest fantastiske vandremuligheder. Vi har ofte haft telte med og så overnattet på et øde sted – også selv om det ikke var tilladt, hvem skulle dog opdage det 🙂 En aften efter vi var gået i soveposerne, så vi fem stenbukke oppe på bjergkammen. Det var helt fantastisk.

    • Jørgen maj 23, 2015 at 18:49 #

      Jeg forstår sandelig fint din lyst til at vandre – og jeg kan sagtens forstå begrebet terapeutisk i denne sammenhæng. Det må have æret specielt at se stenbukkene på bjergkammen. Vi har set gimser komme farende nedover ved Arnitzalm.

  3. Ellen maj 23, 2015 at 10:32 #

    Det kan slet ikke diskuteres, at det er fantastisk smukt, og jeg synes I er meget seje, at I stadig kan gå opad i hele tre timer – det er altså imponerende!
    Jeg tror ikke, at vi kunne. Vi fik nok dengang, vi gik både ned til og op fra Triberg-faldene i Schwartzwald. Det er 25 år siden, men vi døde næsten af det og vil aldrig glemme den tur.
    Det gør dog ikke Østrig mindre smuk, og man behøver heldigvis ikke at gå opad i tre timer for at se og opleve skønheden 🙂

    • Jørgen maj 23, 2015 at 18:55 #

      Tak for rosen. Her er et link til Tysklands højeste vandfald, Triberg-faldene. http://www.triberg.de/index.php?id=102
      Alle bloggere m.fl. glæder sig over at I overlevede strabadserne.
      Du har ganske ret i at det ikke er nødvendigt at gå opad i tre tmer – og bagefter nedad – for at opleve skønheden i naturen i Østrig. For os har disse ture op og ned siden 1995 været indbegrebet af ferie.

  4. Donald maj 23, 2015 at 11:19 #

    Det tåler i den grad gentagelse. Ved andet gensyn bliver man mere opmærksom på detaljerne! Og sikke smukke detaljer, smukke udsigter, smukke billeder! Storslået. Jeg kan ikke opleve en lige så spændende rute her i det flade Nordsjælland (selv om der er mange lange ture, som kan give lignende motion).

    Jeg har lige nu oplevet et skræmmende eksempel på overbelastning af en hofte – og ærligt talt er jeg ikke bleg for at indrømme at det kan skyldes manglende motion, at man mister “bæreevnen” – nu må jeg igang igen 🙂

    • Jørgen maj 23, 2015 at 18:57 #

      Det er dejligt at gå i storslåede omgivelser, men det er også dejligt at gå bare for at gå. Motion er godt. Jeg tror jeg holder orden på mine knæ ved at gå. Så gå blot til makronerne.

  5. Farmer maj 24, 2015 at 04:41 #

    Smukt, smukt. Man skulle tro, at du var ansat i Østrigs turist-et-eller-andet.
    Hvis ikke det var fordi jeg vidste, at det er kunstigt at vandre uden et jagtgevær over skulderen, kunne jeg få helt lyst til en tur derned. 🙂

    -Men du godeste, at vride føden ud af et landbrug under de betingelser. Sikke et bøvl.

    • Jørgen maj 24, 2015 at 05:28 #

      Nej, jeg er ikke ansat, men er glad for at kunne reklamere lidt for naturen. Du kunne jo prøve at vandre uden et jagtgevær over skulderen. Det lader sig gøre!
      Det hjælper sikkert lidt at der er turister der gider gå op til almen og købe et måltid.

  6. Eric maj 24, 2015 at 20:21 #

    Din (jeres) begejstring for de østrigske bjerge er smittende, ikke kun i ordene, men også i de smukke billeder. Måske er bjergene ekstra fascinerende for vi lavlændinge?

    • Jørgen juni 4, 2015 at 20:42 #

      Det glæder mig. Jeg kan godt forstå at v som lavlændinge kan have behov for bjergenes kontrast af og til. Ganske som man efter et par uger i Østrig i høj grad fascineres af af køre fra færgen og hjem. Man ser vand og horisonten.

  7. Jan maj 24, 2015 at 23:30 #

    Imponerende udsigter der er 🙂

    ….men der suppe…..ærtesuppe ??

    • Jørgen juni 4, 2015 at 20:46 #

      Det er fine udsigter man har på de kanter. Suppen med med Backerbsen, bagte ærter, som ikke har noget med ærter at gøre.

  8. Inge maj 26, 2015 at 11:42 #

    Tak for en dejlig og smuk tur.

    • Jørgen juni 4, 2015 at 20:46 #

      Velbekomme.

  9. Pia maj 26, 2015 at 19:31 #

    Her i huset vil vi absolut også begge foretrække bjergturen frem for Peterskirken, hvis valget var enten eller.
    Jeg/vi tror også på, at det er sundt for kroppen at gå, også selvom bentøjet er dårligt. Der er heller aldrig nogen, der har sagt det modsatte til Allan. Tværtimod lyder beskeden at han endelig skal motionere så meget han kan. Kunsten kan være at finde det punkt, hvor det i stedet bliver til overbelastning. Nedture en mere belastende for bentøjet end opture.
    Jeg tager også hatten af for jer, at I stadig kan gå disse ture.

  10. Jørgen juni 4, 2015 at 20:50 #

    Glæder mig. Du har ret, nedture kan være nok så hårde.Jeg tror jeg har fundet en nogenlunde god måde at gøre det på, så det går. Jeg er enig i at overbelastning ikke er hvad vi søger, så hellere holde en pause eller vende om.
    Vi kan nu efterhånden godt mærke at det ikke er som for 20 år siden da vi kom til dalen første gang og kunne gå store sure hver dag.

  11. Mogens Larsen oktober 8, 2015 at 11:45 #

    Hej Jørgen
    Tilfældigt kom jeg ind på din hjemmeside og har læst om dine oplevelser, som var præcis som jeg/vi selv har oplevet dem. I år var det 27. gang i Virgental som vi opfatter som det bedste af alt. I mange år boede vi i Mitteldorf hos Maria Schelodetz hvor der også dengang var spiserestaurant, men også hos andre søde værtsfolk i den lille by. De seneste 3 gange har vi boet i en dejlig lejlighed i udkanten af Virgen.
    Der er ikke en hytte i dalen vi ikke har besøgt indtil flere gange, og mange af vores venner der endnu ikke har været i Virgental forstår ikke at vi bliver ved med at komme det samme sted. Vi svare som ofte, at det skyldes I ikke selv har været der.
    med hilsen
    Methea og Mogens, Nykøbing Sj.

    • Jørgen oktober 8, 2015 at 12:02 #

      Hej Methea og Mogens,
      Mange tak for jeres hilsen. Hvor er det dog dejligt at høre fra andre danskere der har været i Virgental, som vi også her opfatter som det bedste sted vi har holdt ferie. Det nærmer sig at vi ikke kører dertil selv, men omvendt klarede vi i fin stil Johannishütte i år. Hvornår på året har I været på de kanter? Faktisk er der mange indlæg på denne blog om Virgental og Osttirol.

      • Mogens Larsen oktober 9, 2015 at 10:43 #

        Vi har altid været der i slutningen af August til omkring midten af september og lige som du/I har vi også oplevet både tropevarme og vinterkulde, men sådan er der jo i bjergene. Jeg kan se vi har samme hårfarve og måske også jævnalderne, jeg er 74 år og Methea 70 år, men vi klarer strabadserne endnu, også køreturen hvor vi nyder at gøre ophold et nyt sted hver gang og helst med 2 overnatninger så vi får tid til at studere stedet. Regensburg kan anbefales på det kraftigste. Vi er også til musik og har mange oplevelser med de lokale orkestre. Stabant-hytten byder også på musik hver fredag.
        Jeg spiller selv harmonika og meget ofte inspireret af tyrolermusik eller fra det Böhmiske område.
        med hilsen Mogens

        • Jørgen oktober 9, 2015 at 14:24 #

          Jeg undrede mig over at kommentaren skulle godkendes, men det er fordi der har været anvendt to forskellige mailadresser.
          Vi har været i Virgental tidligere på sommeren med undtagelse af en af de første gange.
          Vejret må man tage som det kommer. Alderen er næsten den samme, jeg er 72, fruen 71, og hvor er det herligt at strabadserne klares endnu.
          Vi gør ikke ophold et nyt sted hver gang, men har i flere år overnattet 2 gange nedad og en hjemover (Alsfeld). Stendal er fin, Straubing, Weiden og Hof er også gode steder at overnatte. I år overnattede vi igen i Hof for at besøge det tysk-tyske museum iMödlareuth, jvf. https://nyhedsblog.com/besg-i-mdlareuth/
          Regensburg er vi derfor kørt udenom, også fordi vi forlængst ha fravalgt større byer til overnatning.
          Vi hører også meget gerne på de lokale orkestre.

Skriv et svar

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes