Marechal Foch skifter farve

Efter flere måneder med sommervejr, har efteråret sandelig indfundet sig den anden dag i den første efterårsmåned. Huset bliver hurtigt afkølet når vejret er koldt og blæsende, men vejrudsigten lover lunere vejr igen. Vi får se hvornår der skal tændes for fyret.

Her i huset har vi ingen parasol, men derimod en glimrende solskærm, som Marechal Foch sørger for. Marechal Foch er foruden at være en kendt fransk general under 1. verdenskrig også navnet på en blå drue, der har den egenskab, at den klarer sig godt mod nord, hvor klimaet er noget køligere.

Den har selvfølgelig også andre egenskaber, bl.a. den at vi i år, hvor druerne modner og ikke spises af solsorte, giver et fint frugttilskud. Druerne smager godt at spise. Jeg går ud fra vi får mange i år, idet der vist ikke er mange solsorte i nabolaget. Skaden har sørget for det.    

Billederne er taget for et par dage siden.

Marechal Foch grape

Druerne er udviklede på forskellige tidspunkter i år, og på billedet herover aner man lige netop at farveskiftet er ved at indfinde sig.

Marechal Foch grape

Her er processen lidt længere fremme og det er meget tydeligt, at der sker en ændring.

Marechal Foch grape

På det nederste billede ses at denne klase druer er ved at være godt blå – og den vil sikkert modne tidligere end de to andre.

16 Svar til Marechal Foch skifter farve

  1. Rasmine september 2, 2013 at 12:44 #

    Jeg mente, at jeg havde set et eller andet sted, at druer, der smager godt at spise, ikke egner sig til at lave vin af, men så vidt jeg kan google mig til, bliver der faktisk lavet vin af Maréchal Foch. Er det noget, du befatter dig med?

    Druerne på det midterste billede rødmer meget smukt.

    • Jørgen september 3, 2013 at 07:52 #

      Jeg befatter mig ikke med at lave vin. Her har planten især til formål at give skygge. Klaserne er noget kompakte og er derfor besværlige at spise. Man kan naturligvis gnave af klaserne, men risikoen for at spise en ørentvist er stor, så jeg piller en drue af ad gangen. Spisedruer er velsagtens store af praktiske grunde. Jeg husker i øvrigt at en af de helt gode smagsoplevelser var da jeg i 1988 var med til at plukke druer og fik fornøjelsen af at smage Gewürztraminer angrebet af ædle råddenskab. Det var det suverænt og det gjorde intet at druerne var små.

  2. Ellen september 2, 2013 at 14:59 #

    Det må være en dejlig spiselig solskærm at have, og denne sommer må nærmest have været ideel til druevækst?

    • Jørgen september 3, 2013 at 07:53 #

      Det er det – den kostede måske 40 kr. for 25 år siden. Jo, der har været god gang i væksten denne sommer, og jeg ser frem til at druerne modner.

  3. Madame september 2, 2013 at 15:11 #

    Det er meget smukke billeder – lyset falder så fint! Sådan en solskærm kunne vi også bruge her, og den er meget kønnere end en parasol.

    • Jørgen september 3, 2013 at 07:54 #

      Tak. Problemet med solskærmen, at at den ikke skærmer ret meget i juni!

  4. Inge september 2, 2013 at 15:32 #

    Jeg sidder og får stor lyst til friske lækre vindruer.. Skriver det lige på indkøbssedlen.. 🙂

    • Jørgen september 3, 2013 at 07:55 #

      God ide.

  5. Eric september 2, 2013 at 18:17 #

    Klasseklaser er klassifikationen og billederne dokumenterer, at det ikke er klasefiktion.

    • Jørgen september 3, 2013 at 07:58 #

      Ja, klasseklaserne er klasevirkelighed. Måtte solsorten lade dem i fred.

  6. Donald september 3, 2013 at 12:46 #

    Hvor er det smukt! Jeg så en udsendelse med en gartner, som kendte til køkkenhaver og drivhuse i engelske landejendomme. Han fortalte blandt andet, som du skriver, at druerne modnes på forskellige tidspunkter, og at en af opgaverne er at finde de modne og plukke på det rigtige tidspunkt. Desuden vidste han meget om hvordan man får grøntsager til at sprede sig over året. Det var inspirerende, det var så meget, man kan selv hvis man har et landsted 😉 Nu klarer vi os med dybfrosne grøntsager om vinteren, og det er ikke så dårligt endda 🙂

    • Jørgen september 4, 2013 at 06:53 #

      Sådanne udsendelser finder jeg også interesse og inspirerende. Faktisk lader det sig gøre at finde spiselige produkter i haven hele året. Jordskokker kan graves op, hvis jorden ikke er frosset, og man skal ikke langt hen på det nye år før hvidløgstop er en mulighed – og faktisk er det fint at finde lidt i haven sammen med de frosne grøntsager. Friske bønner smager nu i øvrigt bedre end frosne.

      • Donald september 5, 2013 at 00:20 #

        Ja, frosne grøntsager er ikke hvad de har været (nemlig friske) 🙂

        • Jørgen september 5, 2013 at 07:55 #

          Netop.

  7. Pia september 4, 2013 at 22:09 #

    Store flotte druer. Vi har også en meget gammel drue. Jeg kan ikke huske navnet, men de bliver ikke blå. De er små og fyldt med sten. Druen smager dog rigtig dejlig, så jeg står ofte og nipper druerne en for en, og bliver ud og spiser dem, det er det nemmeste, når man ikke kan synke de sten, som mange ellers gør 😉 Jeg har truet med at tage livet af den, og skar den helt ned i vinters, så den var klar till at blive gravet op. Det fik vi så ikke gjort, så den lever stadig.

    • Jørgen september 5, 2013 at 07:56 #

      Faktisk er druerne små, men de ser store ud på billederne. Jeres udødelige vin har vel så sendt nogle 4 meter lange skud ud i verden …

Skriv et svar

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes