Til fods til hovedstaden

Nej, nej – selv om det vel ikke er umuligt – det er ikke hovedstaden jeg har gået til fods til. Ikke den nuværende, men en af de tidligere. København, vores nuværende hovedstad, hvis nogen skulle være i tvivl, er den 4. i rækken af danske hovedstæder. Det vil sige, de øvrige var vist ikke hovedstæder i den forstand, der var en regering, men snarere residensbyer, hvor monarken opholdt sig.

 

Det drejer sig heller ikke om den forrige hovedstand, hvortil det ville være let at gå. Det er Roskilde.

Ej heller er der tale om hovedstaden før Roskilde, hvilket er Lejre. Hvortil det heller ikke vil være forbundet med særlige vanskeligheder at gå.

Har der da været en hovedstad før Lejre var det? Det har der. Ifølge sagnet om Kong Snold, der boede i Snoldelev, som ligger lige på den anden side af hovedfærdselsåren mellem Roskilde og Køge.

Kong Snold var konge over Sjælland og Skåne, forlyder det. Og han boede altså i Snoldelev, hvilket sted efterfølgende var for vanskeligt at forsvare, hvorfor residensen forlagdes til Lejre.

Gadstrup

Når man har passeret jernbanen, ser man ud over en tidligere Snoldelev-mark, her i retning mod Salløv. Billedet er taget i november 2016, da området blev sneramt af et lag på ca. 15 cm.

Snoldelev Kirke (2)

Turens vendepunkt er ofte Snoldelev kirke.

Snoldelev kirke

Den ligger, som kirker ofte gør det, på en lille høj.

Alle høje i området havde tidligere et navn. Det kunne ende på bjerg. Stort skal det være. På turen passeres Tumlinghøj ved Køgevej, hvor der nu ligger en bilforretning. Tidligere lå her en gård, der var beboet af samme slægt i mange generationer, fra da Chr. IV var konge til 1930erne. 

På Sylshøj passeres Snoldelevstenen.

Snoldelev

Dette er et billede af en af højene. Hvis det ikke var en høj ville man have frit udsyn til Roskilde Lufthavn, der ligger lige på den anden side af højen.

 

/Jørgen

6 Svar til Til fods til hovedstaden

  1. Ellen november 25, 2016 at 12:44 #

    HA – jeg kendte naturligvis Lejre og Roskilde, men selv om jeg næsten har været nabo til Snoldelev, vidste jeg ikke noget om Kong Snold. Interessant.

    • Jørgen november 25, 2016 at 20:40 #

      Jeg havde heller ikke lige forstået det før jeg tidligere på læste lidt herom i en lokalhistorisk udgivelse. Men det er da lidt interessant at området her er så centralt i vor historie.

  2. Donald november 25, 2016 at 13:46 #

    Den konge må være populær blandt børnene! (Brugte I ikke udtrykket at “nu skal vi snolde” når I havde fået lidt håndøre og gik hen til slik-mutter?)

    https://da.wikipedia.org/wiki/Snoldelev — og derfra kan man finde link til “Snoldelev Tune, træk af sognets historie” på hastrupby DK.

    “Sagnet om Kong Snold er gaaet i arv fra Slægt til Slægt og blev først nedskrevet i Tiden fra 1774 til 1840. Hans Navn gengives baade ved Snold, Snial, Sniallur eller Snios m.m. Om Kong Snold fortælles, at han levede i Oldtiden og var en mægtig konge. Han raadede ikke blot over Snoldelevegnen, men over hele Sjælland og Skaane. Sine væbnede krigere sendte han i Ledingsfærd til fremmede Lande på Skibe, der sejlede ud fra Roskilde Fjord eller Køge Bugt. En dygtig Feltherre havde han ved navn Rolf.

    Paa Toppen af den nuværende Kirkebakke i Snoldelev byggede han sin Borg, der blev kandt Snoldseje. Fra denne Borg regerede han sit store Rige i mange Aar. Kong Snold skildres som en meget tapper, hurtig og modig Kriger, der tillige var vittig og veltalende. […]

    Jeg kan især godt lide det med at han var vittig og veltalende.

    • Jørgen november 25, 2016 at 20:43 #

      Jo, vi snoldede også som børn, men mon ungerne egentlig gør det mere? Tak for informationerne. Det er vist de samme jeg læste i en fysisk udgave af sognehistorien tidligere på året. Og det er naturligvis også den der inspirerede til dette lille indlæg.

  3. Jan november 25, 2016 at 18:30 #

    Landskabet der du har gået i, er ganske flot. I det hele taget er “Midtsjælland” noget man burde dyrke noget mere (Lejre og sydover).

    Er der noget mere “dansk” end en hvid landsbykirke med blå himmel som baggrund ? Et eller andet sted, og jeg ved ikke hvor jeg har det fra og måske er det helt ude i hampen, har jeg læst, at man fra enhver dansk landsbykirke, kan se (burde kunne se) 7 andre landsbykirker hvis man drejer sig rundt. I dag er de nok skjult af andre bygninger og/eller skove…..

    Det nederste billede – der hvor du skriver om højen der skjuler flyvepladsen” – hvor er højen ? Eller er det en langstrakt bakke/ås man ser ?

    • Jørgen november 25, 2016 at 20:46 #

      Der er spændende steder på disse kanter, og intet kan være mere dansk end sådan en landsbykirke, der ligger i den rigtige retning. Jeg synes også jeg har hørt at man kan se en del kirker i landskabet, men måske skal man ikke tage det helt bogstaveligt. Højen er vist en forhøjning eller, som du skriver, en langstrakt bakke.

Skriv et svar

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes