Som det fremgik af forrige indlæg har 4 medlemmer af Familiens Vandrelaug været på tur i Wassersleben. Andendagen kørte vi til Kappeln og gik først i Ellenberg på den modsatte side af Slien, så lidt i Kappeln for at slutte med en mindre rundtur ved Maasholm. Også denne dag gik vi pænt mange skrift – omkring 20000.
Efter at have parkeret bilen, gik vi over broen over Slien. Det var det herligste vejr, som det ses af billedet. Der er flere billeder fra Kappeln i et diasshow fra en tidligere miniferie i Flensborg.
På den modatte side af Slien hedder byen Ellenberg (i et ord!) og ved rundturen passeredes kirken og dens flotte tårn, som stod ganske for sig selv.
Først så vi et fint, lille stråtækt hus.
Så endnu et Skraldespandene pynter ikke, men de skal jo også være et sted.
Efter frokost i “Den gamle smedje” gik vi hen til møllen i Kappeln. Her finder man turistinformationen, en giftesal og man kan gå op i møllen og se på det fine træarbejde.
Det er også muligt at gå ud på en svalegang, eller hvad en sådan hedder på møller, og gå rundt – og så kan vingerne se sådan ud.
Herefter gik turen til Maasholm. Jeg havde set en rundtur på gpsies.com (en side der er interessant for folk, der vil inspireres til gå- og cykleture) om noget der kunne se ud som en spændende tur. Rundturen var på 9,09 km, men vi kortede den nu noget af. Det ville være en fin tur at gå, hvis det var den man kørte efter.
I Maasholm (P-pladsen ligger lige ved indkørslen til byen) mødte vi først et gadeskilt, Tüünlüüd. Det er da imponerende med 4 x ü. Jeg tror det betyder den indhegning folk tidligere havde lov at lave så de kunne fange sild. Lüüd betyder Leute.
Som det ses var vi på ret vej – Maas rundt.
Vi så Dat Schipp.
Der var fine kig over Slien.
Turen foregik bl.a. på en dæmning og på et tidspunkt kom vi til et pumpehus, hvor man kunne se at vandstanden i november 1872 havde stået højere end de diger vi gik på. Det var samme stormflod, der ramte Lolland og Falster.
Der kom en sjat regn, men der var næsten hele tiden lidt blå himmel.
Det var endnu et spændende sted at opdage, men som sagt kunne det være en ide at vælge turen rundt på 9 km og vente med Kappeln til en anden gang.
Jeg tror i øvrigt at der tidligere blev gravet mange tørv i området, således at bønderne havde noget at varme sig ved.
Det er et smukt område og dejlige billeder, du har taget. Sjovt at se et ord med hele fire ü’er – er det mon plattysk?
Tak. Ved ikke om ordet er plattysk, men måske ser en tyskkyndig spørgsmålet og kan give et bud.
Det fine træarbejde i møllen imponerer mig meget. Jeg er glad for at det er bevaret. Når man ser træ-genstande fra forne tider er de ofte meget medtagne – de kræver “omsorg”!
Det er iøvrigt en spændende tur, dejligt at kunne komme så meget rundt. Jeg nøjes med omegnen her, men det er nu heller ikke det værste.
Træarbejdet var meget mere imponerende i virkeligheden. Møllen var i det hele taget imponerende. Du har nu en ganske fin omegn at gå rundt i og det er jo dejligt. God tur.
I er altså gode til at køre efter de gode traveture 😉
Det går!
Jeg kan godt forstå, at det kunne være en idé at gå den 9 km. runde – det er måske meget godt at der er noget tilbage til en anden gang. Dejlige billeder alle sammen, jeg tænkte på at den stormflod i 1872 må have været meget voldsom når den også nåede helt ind i Schlien.