Busser dumper politi-kontrol

Denne dags formiddag gik meget tid på TV2NEWS med at forholde sig til problemer med busser, der fragter (et emne for et indlæg en anden dag) deltagere til og fra en festival.

Politiet havde fundet mangler med busserne, hvilket indebærer at manglerne skal udbedres og busserne fremstilles til syn før de atter må anvendes til persontransport.

Det er hvad det er, men det er ikke emnet for dette indlæg.

Det er sproget i overskriften der er det.

Jeg reagerer stedse på formuleringer af den art, idet jeg gerne vil have tilføjet et ved, til eller i efter dumper. Men det synes at være aldeles gammeldags.

Busserne dumpede ved politiets kontrol. Det er ligetil at forstå. Og det er det det handler om.

Det kan godt være at til eller ved er underforstået, men vender man sætningen i overskriften om, anes det måske hvad jeg mener.

Politikontrol dumper busser giver god mening, hvorimod det forekommer meningsløst at busser dumper politikontrol. Det første er politikontrollens opgave når der findes mangler. Det sidste er noget vrøvl, idet busserne ikke har den opgave.

Hvad er korrekt efter din mening?

,

12 Svar til Busser dumper politi-kontrol

  1. Eric august 9, 2018 at 19:35 #

    Ganske enig – overskriften er nonsens.

    • Jørgen august 9, 2018 at 19:42 #

      Klar tale – det glæder mig.

  2. Pia august 10, 2018 at 07:08 #

    Man sparer tit på ordene, har jeg også bemærket..
    Det irriterer også mig, at ordet er, ofte, heller ikke bruges. Det (er) ikke til at forstå.

    • Jørgen august 10, 2018 at 11:07 #

      Det gør man og det er ikke så godt. Jeg tror nu ikke det er for at spare på ordene, men fordi det er blevet almindeligt at bruge dumper som anført. Desværre.

  3. Conny august 10, 2018 at 10:00 #

    Det kan være en god ting at spare på ord i overskrifter – men her kan det jo give forkert mening – eller rettere nonsens. Redaktører er af og til liiige lidt for hurtige på aftrækkeren.

    • Jørgen august 10, 2018 at 11:08 #

      Desværre tror jeg det er ved at være en almindelig måde at tale om at dumpe på, hvilket altid forstyrrer den umiddelbare forståelse. Underlige komprimeringer kan være – underlige.

  4. Madame august 10, 2018 at 12:49 #

    Sproget ændrer sig hele tiden, og man forbløffes igen og igen – som for eksempel i overskriften, du fortæller om her. Den giver ingen mening.

    • Jørgen august 10, 2018 at 13:14 #

      Jeg er helt enig.

  5. Ellen august 10, 2018 at 20:59 #

    Også jeg er enig – både med dig og med de andre: De skriver det omvendte af, hvad de mener.

    • Jørgen august 11, 2018 at 13:08 #

      Ja, det er ikke så godt at det forkerte er rigtigt, som man må forstå ordbogen.

  6. Stegemüller august 11, 2018 at 19:10 #

    Helt enig, og det er rigtig dejligt, at der er andre end mig, der ser den slags. Jeg elsker din måde at vende det om på. Den kendte jeg ikke, men jeg vil skrive den mig bag øret.

    Det er ikke så længe siden jeg havde en post om det med, at der ofte mangler ord. Fx “Nogen der mangler en staveplade?”, hvor jeg mener, det hedder “Er der nogen, der mangler en staveplade?”. Men jeg fik læst og påskrevet, at sådan kan man sagtens skrive nu til dags. Jeg synes, problemstillingen ligner den, du præsenterer,

    • Jørgen august 12, 2018 at 08:19 #

      Jeg har lagt mærke til den ændrede brug af dumpe i mange år efterhånden, men jeg reagerer stort set på den hver gang den optræder, vel mest fordi den forekommer ulogisk.
      Jeg er enig i at der ofte mangler et ord, i alle tilfælde i forhold til den måde jeg lærte sproget på i sin tid. Omvendt synes jeg også der er en tendens til at overlæsse talesproget med overflødige ord, men det er vel nødvendigt fordi der tales alt for hastigt.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes