At gå i sit 74. år

  • Du går i dit fireoghalvfjerdsindstyvende år, sagde min kone til mig forleden. 

Alder er jo sådan noget man kan tale om ved årsskiftet og den slags tidspunkter.

  • Det er godt nok ikke godt, sagde jeg, og mærkede atter fornemmelsen af alder på en måde jeg ikke mærkede den på da jeg var yngre.

  • Jeg synes jeg hyppigere tænker hvad der mon sker på et eller andet tidspunkt, sagde jeg, og forstod at min kone tænkte det samme.

Det må jo så vise sig.

  • Hvordan finder man egentlig ud af man bliver ældre, sagde hun lidt senere. Når jeg ser mig i spejlet, kan jeg jo ikke se jeg er anderledes end jeg var i går.

Det var ikke lige til at svare på, og end ikke spørgsmålet “Hvor lang tid går der før man kan se forskellen?”, gav særlig mening.

At vi er blevet ældre er der ingen grund til at tvivle om. Man går ikke sit 74. år uden tidens tand har sat sine spor.

Problemet fik vi ikke løst, men vi så en film om en 100-årig svensker der stak af gennem et vindue og som af sin mor havde lært: Det er som det er. Og det bliver som det bliver.

Det beroliger.

Og så håber vi i øvrigt ikke at ambulancens responstid, som det vist hedder, forlænges af myldretid, isslag eller en jernbanebom, der spærrer vejen i minutter, skulle der opstå behov for en eksprestur til sygehuset.

 

10 Svar til At gå i sit 74. år

  1. Eric januar 8, 2017 at 18:31 #

    Man kan se forskel, når folk siger: “Du ligner dig selv.” Og det skal man vel være glad for, tænk at ligne en anden!

    • Jørgen januar 8, 2017 at 20:06 #

      God ide. At ligne sig selv er ikke så dårligt endda.

  2. Ellen januar 8, 2017 at 20:46 #

    Åh Jørgen, det med ambulancen, det har vi også talt om, og er blevet enige om, at det kommer nok an på … for hvis den kun når det i tide til, at de lige netop kan nå at få en livet nok op til at blive en grønsag, så vil jeg nok foretrække, at bommen havde været nede.
    Jeg er på ingen måde i tvivl om, at jeg er en ældre kvinde, men er selvfølgelig også klar over, at det er en irreversibel proces, så vi kan lige så godt tænke på noget andet og nyde livet, mens det kan lade sig gøre.

    • Jørgen januar 8, 2017 at 21:10 #

      Her var bommen engang nede da en nabo fik en blodprop. Det var ikke sjovt for at høre lyden stoppe og først begynde igen 4 minutter efter. Han overlevede fint. Ellers er jeg selvfølgelig enig i, at der ikke er noget godt ved at være halvt i live.
      Det er nu ikke fordi det er langvarige samtaler om emnet vi har her, men tankerne strejfer os af og til. Og det er selvfølgelig godt at tænke på noget andet og nyde at kan kan det man kan. Så må det jo slutte når det gør det, livet altså.

  3. Farmer januar 9, 2017 at 05:44 #

    Så længe man kan nøjes med at krop og sjæl får lidt patina er det jo fint og godt alt sammen.
    Man kan da godt være en smule glad og stolt af at have levet et sted og i en tidsalder uden væsentlig ufred til at slå een ihjel og samtidig selv haft held og livsførelse til at bringe sig frem til sit 74. leveår.

    Om bommen til sin tid ønskes oppe eller nede er jo umuligt at sige al den stund, at udfaldet af redningsforsøget først kendes senere.
    Det er dog mit indtryk, at langt de fleste hjælpes godt videre efter pludselige livstruende hændelser.

    Man kan jo også blot undlade at tilkalde hjælp. I så fald er man ret sikker på udfaldet.
    Men det er vel de færreste, som vælger den model.

    • Jørgen januar 9, 2017 at 21:55 #

      Jeg er ganske godt tilfreds med at være nået til min nuværende alder uden sygdomme og andet bøvl, og også at jeg netop har levet i en ret fredelig periode er jeg også meget glad for.
      Mit ærinde var egentlig den kortfattede kommunikation som jeg synes var ret komprimeret, og ikke så meget det med ambulancen. Jeg er helt klar over risici i den forbindelse. Tilføjelsen om at man kan undlade at tilkalde hjælp er meget fin og ikke så lidt provokerende. Tak for den.

  4. Stegemüller januar 9, 2017 at 20:31 #

    Jeg er 53 nu, og det er på mange måder et mirakel, at jeg er nået så langt. Jeg tager med glæde mod dem, der ligner mig, og alligevel har overlevet.

    Jeg har i stilhed formuleret følgende valgsprog: “LIvet er et tilbud, du ikke kan afslå”. På den måde håber jeg at have ramt nogle med mine nye visitkort. Jeg kom til at bestille 1.000, så jeg deler rundhåndet ud 🙂

    • Jørgen januar 9, 2017 at 22:02 #

      Måske et mirakel – men det er vist kombineret med ikke så lidt arbejde. Det har du så komprimeret i et fint valgsprog.

  5. Donald januar 10, 2017 at 21:28 #

    Ja, man kan godt se forskellen, det er derfor man tager billeder af de unge mennesker, når de ser bedst ud. Det er derfor, at man tager mindst et par billeder hvert år og ser de små forandringer.

    Min oplevelse er ikke knyttet til årsskiftet – den første uge efter ville jeg egentlig gerne have prøvet at opsummere, hvad jeg havde lavet i det forløbne år, og det fik jeg ikke gjort. Jeg kan godt afsløre, at den sjove tur for at besøge min grandkusine sidst i Juli var et højdepunkt og det at hjælpe min ex med at komme sig over henholdsvis diskus og svimmelhedsanfald har været opmuntrende.

    Jeg spørger hver dag, “hvad kan jeg gøre i dag, – hvad vil være mest relevant, mest spændende, vigtigst og måske mest givende?” – Der er nogle erindringer, som bliver ved med at trænge sig på, og en dag må jeg skrive op som om det er et brev til én, jeg kan stole på står ved min side, og ser de positive ting. Det har jeg udskudt længe nu. Næste spørgsmål er så: “Hvilken del af *den* historie (min historie) er mest relevant for andre mennesker?” og det kan jeg ikke rigtig svare på, men jeg vil tro, at sådan et “skriv” kan hjælpe nogle mennesker med at se mere optimistisk på deres muligheder.

    • Jørgen januar 13, 2017 at 17:32 #

      Aha, vi må tage en selfie i kvartalet og se om det kan ses at det er sket en forandring – eller hvor mange kvartaler der skal til før man kan.
      Det er vel vigtigt hver dag at spørge sig selv om, hvad det er vigtigt at foretage sig på denne den første dag i resten af livet, men jeg synes nu det kniber en smule. Glæder mig til dine historier.

Skriv et svar

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes