Livet som kunde 3 – DSB-billetautomat virker ikke

Når man har en passende alder kan man købe et 3-måneders pensionistkort til zone 1-99 gældende for 3 måneder.

Det har vi gjort i årevis, og altid på et salgssted med en person til at ordne det.

I dag skulle billetautomaten på stationen imidlertid afprøves. Den skulle kunne klare det fornødne.

Sådan så det også ud. Husk kortet var den sidste melding efter betalingen, og på den store skærm kunne man se at billetten printes.

At denne melding blev ved med at stå på skærmen uden at noget som helst skete, bekymrede en smule, og efter flere minutters ventetid meddeltes det at maskinen ikke fungerede. Og at man kunne ringe til DSB-information.

Det gjorde jeg. Første melding var at samtaler optages til uddannelsesformål – tryk 1, hvis det er ok, tryk 2, hvis man ikke vil være med. Så kan man vælge mellem dit, dat og dyt – og dernæst mellem noget og noget med klage. Det valg jeg traf førte mig til et klagekontor der havde åbent fra 10-14, og da jeg således havde ringet uden for åbningstiden, kunne jeg begynde forfra.

Det førte mig til en venlig sjæl i erhversafdelingen, der kunne fortælle mig, at jeg skulle have fat i dot-akut, hvortil han stillede mig om.

En venlig dot-medarbejder kunne fortælle, at det ikke var sandsynligt at beløbet var trukket når kortet ikke var udskrevet, men skulle det være det, måtte jeg endelig ringe, hvorefter en formular skulle udfyldes og pengene vil komme tilbage på kontoen.

De synes nu ikke at være trukket. Endnu.

I øvrigt ville hun straks fejlmelde automaten.

Efter at have gået tur, ville vi se om kortet alligevel var udskrevet. Det var det ikke, må det antages, men automaten så ud som intet var sket. Hurtig reparation – eller selvhealing.

Der var ingen god grund til at prøve igen.

Konklusionen er, at man ikke bliver overrasket over at skidtet ikke virker, og at samfundets indretning vist er ved at vokse os godt oppe i årene over hovedet.

,

8 Svar til Livet som kunde 3 – DSB-billetautomat virker ikke

  1. Stegemüller juni 20, 2018 at 08:06 #

    Jeg forstår til fulde din frustration og undren! Jeg har aldrig brudt mig om at stoppe mit Visakort ind i diverse små sprækker på offentlige steder, for tænk hvis automaten så “spiser” kortet?

    Selvom jeg er lidt yngre end dig, kan indretningen nu også let vokse mig over hovedet. Og der er ting, jeg bare ikke kan vænne mig til, fx at jeg selv skal hente mine pakker i Kvickly. Det føles så forkert.

    • Jørgen juni 20, 2018 at 10:38 #

      Tiderne kan være lidt underlige, men det har de nu nok altid været. Noget af det er absolut ikke sjovt.

      Har lige prøvet igen – med samme resultat.

  2. Ellen juni 20, 2018 at 09:46 #

    Teknologiens [for]underlige verden 🙂
    Det er hammerirriterende, når den slags sker, men elektronik går jo desværre i udu indimellem – den kunne bare godt lade det gå ud over andre end lige netop os …
    I må rejse en del med tog/bus, hvis det kan betale sig for jer at købe tremånederskort.

  3. Jørgen juni 20, 2018 at 10:40 #

    Har lige prøvet igen med samme resultat, men det slår mig at jeg måske ikke har trykket på en ad de mange betalingsmuligheder. Måske er det mig den er gal med.
    I nogle perioder kan det fint betale sig med et mimrekort, i andre næppe. Jeg har fået et rejsekort – så kan vi sammenligne.

  4. Conny juni 20, 2018 at 12:33 #

    Jeg har lige svaret på en af disse mange spørgeundersøgelser, jeg har sagt ja tak til at deltage i – denne gang var det om DSB. Måske jeg skulle have videresendt den til dig, som ofte bruge DSB. Jeg bruger det mest uden for myldretiden og til små, lette rejser, hvor rejsekortet fungerer perfekt – men jeg hører meget fra andre om, hvor besværligt alting kan være. Din oplevelse hører da til en af de mere trælse, når nu man gerne vil ud at se med DSB.

    • Jørgen juni 21, 2018 at 08:05 #

      Det gør den, men det er måske alligevel mig der ikke har fundet ud af det. Jeg tror ikke jeg har valgt betalingsform, hvis jeg skulle det, så jeg må hellere prøve igen. Underligt nok at betalingen blev godkendt, når jeg brugte kort. Det må vise sig.

  5. Eric juni 20, 2018 at 16:28 #

    Længe leve menneskelig betjening, hvis den er kompetent. Jeg bruger rejsekort. Der er skrevet og sagt meget negativt om rejsekortet. Jeg har ikke oplevet noget negativt, men kører også kun sjældent med tog eller bus.

    • Jørgen juni 21, 2018 at 08:08 #

      Netop, men som nævnt er det muligvis min egen fejl at det ikke har virket fordi jeg ikke har valgt betalingsform. Det må vise sig.
      Jeg har anskaffet rejsekort og ser frem til at benytte det. Så kan vi sammenligne pris på mimrekort og rejsekort.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes