I de senere år har jeg arrangeret et nostalgitræf i Vemmetofte anden tirsdag i maj. I år var det i denne uge – med rundvisning på Vemmetofte Kloster.
Jeg er født i den lave ende af bygningen på billedet herover for snart 76 år siden . Min far kom hertil for 90 år siden, i 1929, og min mor i 1936.
I mit indlæg om besøget kan du se billeder fra Vemmetofte Kloster, hvis du skulle have lyst.
Asparges er en herlig spise på dette tidspunkt af året. De fås hele året, men om vinteren kan det være et trist syn at se visne og usolgte asparges fra Sydamerika i supermarkedernes grøntafdelinger.
Lige nu kan europæiske og også danske asparges købes.
For en del år siden blev jeg opmærksom på, at det kunne være klogt at snuse til bunden af bundterne for at lugte om de er friske. Det har af og til fået os til ikke at købe et bundt. Erfaringen er nu, at det er nødvendigt at lugte til toppen også. Sidste år købte vi et par bundter asparges, der blev gemt til næste dag. De stank. Ved ombytning i butikken fandtes samme lugt i de nye bundter, men de lugtende aparges kunne sorteres fra enkeltvis.
I år har den været ret gal. Ganske ofte er asparges ikke blevet købt pga en påfaldende rådden lugt, og enkelte gange har denne lugt kunnet konstateres i god afstand fra dem. Nogle gange har ingen lugt kunnet registreres.
Det har undret meget. Hvad er årsagen? Dårlig håndtering med beskadigelse af hovederne til følge? Har du et bud på en forklaring?
Overflodssamfundet har fundet ud af at udstyre byen med overflødigt byudstyr.
Der står to bogtræer, hvis formål umiddelbart kan begribes, men hvad alt det andet skal bruges til er ikke ligetil at begribe.
Det minder mest af alt om, at byplanlæggeren skal finde på noget at bruge penge til, penge, der med fordel kunne bruges til noget andet, fx. at beskære træer og buske, der rager langt ud over en nærliggende cykelsti. Eller til at …
Tulipanernes efterår har indfundet sig – de visner for et godt ord, men rummer også en forfaldets skønhed.
Formålet med byudstyret, du viser her, går også helt hen over hovedet på mig.
Sikke en fin idé med nostalgitræffet i Vemmetofte, som du arrangerer hvert år.
Her har vi også flere gange været ude for, at asparges lugter virkelig ubehageligt. Det er vel råddenskab?
Nu er bogtræerne ved at være fyldt op med bøger, og man må håbe nogle forsvinder til glæde for benytteren, men resten er er gåde.
Træf er gode aktiviteter.
Ja, det er sikkert råddenskab, men hvad mod grunden er? Jeg synes ikke det var sådan for år tilbage.
Er det også danske asparges, der lugter så ilde? For hvis ikke, skulle man tro, at det var transportens skyld, for jeg synes også det er et nyt fænomen, men “for år tilbage” kunne man også kun få asparges i den danske sæson. Jeg savner sæsonvarer, men bestræber mig på at købe danske asparges og især jordbær og æbler, så bliver jeg heller ikke så skuffet.
Vi to må arrangere endnu et Vemmetofte-Den Stråtækte-blogtræf – måske i sidste halvdel af september?
Jeg har ikke bemærket at danske asparges lugter ilde, og jeg tror da også at det har noget at gøre med en ikke-nænsom behandling af dem at gøre.
Vi skal muligvis holde ferie i den sidste halvdel af september, men ellers kunne det nok lade sig gøre at gøre et eller andet. Måske en spadseretur fra Sibirien til Vemmetofte Strand med passende løsning af mulige transportproblemer. Eller en fodtur i Vemmetofte med snak om hvem der boede i de forskellige huse.
Asparges bør være helt friske, når de anvendes.
Dette er umuligt med de lange transporttider og de mange handelsled, og derfor er forrådnelsen allerede i gang i butikken.
Problemet er, at der stort set ikke er danske aspargesavlere tilbage.
Alle vil have kvalitet; men ingen vil/kan betale prisen for en asparges dyrket og høstet med danske lønninger.
Asparges er en arbejdskrævende afgrøde, som kræver stor indkomstmæssig forskel mellem bearbejder og nyder.
Det bedste man kan gøre, er at plante en aspargesrække i haven. Der går 3 år inden man må høste af dem; men så holder de også til indhøstning i en menneskealder.
I haven afregnes timeforbruget Ikke i klingende mønt.
Friske aparges kan man være heldig at finde, men ud over lang transporttid er det også fornemmelsen at de ikke hådteres med tilstrækkelig omhu i btikkerne. Forleden købtes et bundt der ikke lugtede, men man kunne ved nærmere eftersyn se at hovederne var mishandlede på nogle af dem og de ville være rådne hurtigere end de andre.
For en del år siden havdejegen række asparges her i haven, men hvorfor de forsvandt husker jeg ikke.
Det er jo en livsfarlig legeplads. Det er uhyggeligt!
Det er en god idé med nostalgi-træffet.
Her har vi heldigvis friske asparges fra lokalbutikken.
Jeg undrede mig over at hvide asparges var en delikatesse (måske mest i gamle dage?) når de grønne har mere smag og er lettere at tilberede.
Det er det – og jeg har da heller ikke set den benyttet til noget endnu, bortset fra at der sker lidt udskiftning af bøgeri bogtræerne.
Jeg foretrækker også grønne asparges – de skal ikke skrælles.