Brev fra Finansiel Stabiltet

Det er ikke så ofte posten udbringer en stor A4-kuvert til mig, men det skete for et par uger siden. Brevet var fra Finansiel Stabilitet. Jeg havde da en anelse om, hvad indholdet omhandlede.

Tidligere havde jeg hørt om, at der var indgået forlig mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet i sagen om visse af Roskilde Banks markedsføringskampagner, der var så aggressive, at de var i strid med god markedsføringsskik.

Egentlig havde jeg ikke undersøgt om jeg havde købt aktier i de omhandlede perioder, idet jeg tænkte, at jeg ville få det at vide, hvis jeg havde.

Det havde jeg faktisk. Som det fremgik af brevet havde jeg købt 25 aktier og betalt godt 10000 kr. for dem. Nu ville jeg som følge af forliget få 60% af købssummen tilbage, godt 6000 kr. Det var fint og jeg accpterede straks erstatningen.

Vedlagt brevet var en mange siders redegørelse fra Skat om beskatningen af erstatningen. Meget kunne springes over, og jeg tror jeg har fundet ud af at jeg skal beskattes efter FIFO-reglen (først ind, først ud), således at gevinsten ved “salget” af de 25 aktier beskattes af beløbet der fremkommer når aktiernes købspris og omkostninger ved salget fratrækkes salgsprisen.

Fair nok, sådan gøres det jo, men det let morsomme i sammenhængen er, at købsprisen for de 25 aktier er kursværdien en bestemt dag i 2008. Den dag var kursen 1,09. Jeg har altså givet 27,25 kr for aktierne.

Havde jeg kun købt de 25 aktier havde jeg givet godt 10.000 kr for dem.

Mit i øvrigt beskedne aktieeventyr i Roskilde Bank giver således penge til en miniferie. Det er da mere end ingen miniferie.

10 Svar til Brev fra Finansiel Stabiltet

  1. Ellen marts 20, 2014 at 11:05 #

    Jeg forstår godt nok ikke, hvad du mener, når du skriver følgende:
    “… Jeg har altså givet 27,25 kr for aktierne.
    Havde jeg kun købt de 25 aktier havde jeg givet godt 10.000 kr for dem.”

    Men det er også fuldstændig ligegyldigt, om jeg forstår det eller ej – jeg har i hvert fald fattet, at du får 6000 kr, så I nu skal på en miniferie.
    Dejligt for jer, den er jer vel undt – vi får jo nok senere at vide, hvad I besluttede jer til af rejsemål.

    • Jørgen marts 20, 2014 at 20:43 #

      Jeg forstår godt det er svært at forstå. Det var så selvfølgeligt for mig selv, det jeg skrev, at jeg ikke blev klar over, at det ikke var til at forstå for andre.
      Jeg havde en portion aktier der var købt tidligere. Det er dem der så at sige sælges først, jvf. FIFU-princippet. Og der bliver et beløb, der skal beskattes ud af det. Havde jeg kun købt de omtalte 25 aktier og ingen haft før, var købsprisen de 10000 kr., men jeg skal da i øvrigt ikke påstå jeg har forstået det hele rigtigt. Så skulle der ikke betales skat, tror jeg – men lad os ikke går mere op i det. Jeg får en sjat.

  2. Madame marts 20, 2014 at 11:07 #

    Godt du kun havde et beskedent aktieeventyr i Roskilde Bank, og det er i hvert fald bedre med en miniferie end ingen miniferie.

    • Jørgen marts 20, 2014 at 20:44 #

      Ja, og det er fint at der kommer lidt retur.

  3. Stegemüller marts 20, 2014 at 20:40 #

    Hvor skal I så hen for de 6.000 kr.? Sådan en sjat er det jo altid herligt at få.

    • Jørgen marts 20, 2014 at 20:45 #

      Det vides ikke. Og ja, det er fint, når man nu ikke fik solgt alle aktierne i tide – dvs. i forsommeren 2008.

  4. Donald marts 20, 2014 at 23:07 #

    Jeg blev mere og mere i tvivl efter at have set dit svar til Ellen. Først tænkte jeg at det bare var forvirret, men bagefter Ellens kommentar og svar var det totalt forvirrende 🙂 Måske ikke, dog. Det lader til at du har købt aktier i Roskilde Bank eller noget andet inden den aggressive markedsføring, og dem får du ikke så meget for. De andre skal vel beskattes med ca. 50% så der bliver ca. 3000 kr. til en miniferie. Mit gæt – mine 25 cent, som nogle siger. Men hold nu fast på at bankers “rådgivning” er nysprog for salgsarbejde.

    Min far var handelsmand og var god til sprog, derfor var han god til at sælge danske landbrugsprodukter til udlandet; han forklarede at godt salgsarbejde er at orientere godt – orientere mennesker, som har et behov for ost eller kartofler eller hvad det nu kan være – og være parat til at forhandle prisen lidt ned. Bankrådgivning begyndte ca. 1975 og var uhæderligt fra begyndelsen. Jeg har dog fået god rådgivning af en medarbejder i Danske Bank, så ingen regel uden undtagelser 🙂

    • Jørgen marts 21, 2014 at 08:45 #

      Jeg har altid vidst at bankrådgiver = banksælger.
      Trods mine ringe evner til at forklare mig, har du helt forstået hvad resultatet bliver.

  5. Pia marts 21, 2014 at 19:44 #

    Med aktiekøb i den prisklasse kan alle være med. En flot kursgevinst til ekstra krydderi på tilværelsen er slet ikke så dårligt.

    • Jørgen marts 21, 2014 at 22:32 #

      Nej, kursgevinsten smuttede, men en lille erstatning blev det til.

Skriv et svar

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes