Moselvin

ABC Scandinavia er i 3. runde nu nået til M.

Moselvin er kendt af de fleste, idet Piesporter Michelsberg er et af indbegreberne af tysk vin, som har medvirket til det undertiden tvivlsomme ry tysk vin kan have. Sådanne flasker kan stadig købes. Men heldigvis kan de tyske vinbønder lave fremragende vin.

Mosel-Saar-Ruwer – tre floder – er et af de tyske vindyrkningsområder (som Mittelrhein er et andet, hvilket jeg også kunne have skrevet om, men det blev ikke til det i denne omgang).

Mosel og Riesling hører sammen.

Jeg har ledt lidt i arkiverne efter en lidt morsommere etiket, og valget er faldet på Kröver Nacktarsch, en endefuld fra Kröv. Det forlyder, at der er mange myter knyttet til vinen, men af etiketten ser det nærmest ud til at børnene har forsynet sig lidt vel rigeligt af de gode dråber i kælderen, og da børn jo ikke skal drikke for meget vin (hvilket voksne heller ikke skal), får de en af den flade, så de kan lære det, de pokkers unger. Mon det er deres mor, der kommer dem til undsætning på trappen?

Kröver Nacktarsch 

For nogle dage siden faldt jeg over nogle flasker moselvin. Jeg havde læst om dem, og kom lidt tilfældet forbi en afdeling af vin & vin.

Egentlig kom jeg efter en Beerenauslese, som var den omtalte, men jeg fik også et par andre halvtørre Riesling-vine med hjem. Af de tre foretrækker jeg afgjort den lille flaske. Det var guf, fedmen og syre-sukker harmonien var svært delikat. De andre var gode, men gav vel ikke så meget valuta for pengene som Beerenauslesen.

Her er de tre vines etiketter:

Moselvin

Jeg forstod på vin & vin i Greve, at man har indkøbt et stort parti vin, som følge af en tragisk hændelse, hvorved vinbonden omkom. Det skulle være til kundens fordel. Jeg har i øvrigt bemærket, at der også er en Trockenbeerenauslese at købe i øjeblikket.

Kender du ikke disse meget specielle og søde vine, der ikke er dessertvine, men vin til efter desserten, bør du prøve dem. Din tandlæge vil glæde sig over det – medmindre du skyller efter med en knastør vin.

Til sidst et billede af et vinbjerg – dvs. et par sten jeg tog med hjem engang. Den sorte er fra Doctorberg i Bernkastel, en meget berømt vinmark i Mosel. (Den anden er fra Rothenberg i Nackenheim). Det skulle vel umiddelbart dels indikere at der er forskel på jordbund – og den vin der kommer ud af forskellige dyrkningssteder.

Vinbjergsten

God fornøjelse med en flaske moselvin.

Her er linket til øvrige deltageres M.

6 Svar til Moselvin

  1. Ellen marts 15, 2012 at 22:11 #

    En af Bernkastelvinene var min fars yndlingsmoselvin – kan ikke huske præcis hvilken.
    Jeg har aldrig selv investeret i en beerenauslese, men har nogle gange fået en i vores vinklub – jeg er ret begejstret for den tykke, tykke og meget velsmagende vin.
    Måske burde man lægge vejen forbi Greve i næste uge?
    Og etiketten? Den slags maleri har jeg vist aldrig set før i den sammenhæng, men meget morsomt.

    • Jørgen marts 15, 2012 at 22:14 #

      Jeg tror ikke du vil fortryde, men vær opmærksom på prisforskellen på en og 6 flasker. Kan bruges som gave.

  2. Donald marts 16, 2012 at 21:42 #

    Tandlægen skal få lov at glæde sig – Moselvine kan jeg vældig godt lide, men jeg synes ikke jeg har set nogen hos købmanden for nylig – jeg må gå til et par andre køb-steder. 🙂

    • Jørgen marts 16, 2012 at 21:49 #

      God Mosel-søge-lyst.

  3. Donald marts 16, 2012 at 21:44 #

    … og det er en skæppe-skøn etiket!

    Jeg er glad for at du viser billeder af jordbunden – det er interessant.

    • Jørgen marts 16, 2012 at 21:50 #

      Ja, den er ikke uden evner, etiketten – og jordbunden kan vel næppe blive meget mere forskellig.

Skriv et svar

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes