Danske radioprogrammer mandag den 15. oktober 1934

Forleden faldt jeg over nogle gamle blade i en genbrugsbutik. 10 kr. var prisen pr. stk. Et enkelt Radiolytteren NU blev anskaffet. Det er sjovt at se, hvad der skete dengang for snart 83 år siden. Der er materiale til mere end et enkelt indlæg.

 

Der var ikke internet dengang. Der var ikke fjernsyn. Der var ikke FM-radio. Der var ikke DAB. Der var en mellembølgesender i København og en langbølgesender i Kalundborg. “Danmarks Radio København Kalundborg” var velsagtens hvad man sagde.

 

Radioprogrammer 15 . oktober 1934

 

Læser man den dags radioprogram, ser man, at udsendelserne begynder med Morgengymnastik for Kvinder. Det efterfølgende program er Morgengymnasrtik. Det er ikke morgengymnastik for mænd eller børn, men blot morgengymnastik. Det ville ikke gå i dag, men hensigtens dengang var vel, at kvinderne skulle gøre morgengymnastik først og dernæst lave morgenmad til de mænd, der havde en så sen mødetid, at de kunne gøre gymnastik på det angivne tidspunkt.

 

Der er mange musikprogrammer i løbet af dagen, vejrmeldinger, fiskerinoteringer og børskurser, varenoteringer samt fiskerimarkedsberetninger.  Der var intet om landbruget, men husmoderens 10 minutter kunne høres. Der var en reportageudsendelse fra Sønderjylland, Med Sprogforeningen gennem Arbejdsmarken. Der var oplæsning og en lystspilsituation om Familien Hansen m.m.

 

Og man sluttede først kl. 00.30.

 

Hertil kommer en omfattende angivelse af radioprogrammer fra en lang række europæiske lande.

 

Jeg er faldet over en information om radioens historie, hvoraf i øvrigt fremgår at der i 1934 var godt og vel 522.000 radiomodtagere i Danmark og det var det år med forbedrede sendemulighederne ved at tage en meget høj mast i brug i Herstedvester.

 

Opdatering: Jeg har netop set i avisen fredag 13-10-2017, at DR har digitaliseret de gamle radio- og TV-pragrammer fra 1925 – 1984. Se dr.dk/gamleprogramoversigter.

,

18 Svar til Danske radioprogrammer mandag den 15. oktober 1934

  1. Jan oktober 9, 2017 at 21:20 #

    Gad vide hvornår de der “Fiskerinoteringer” ophørte ? Jeg kan da huske dem fra min barndom. Og “Farvandsudsigten”……Vejrudsigten for Skagerrak, Fladen Grund og Doggerbanke og Viking Banke….Der meldes om svag vind 5 fra SV til V…..Udsigten for Utsira melder om storm….o.s.v. Der var virkelig noget ved at høre både Fiskerinoteringer og Farvandmeldingerne 🙂

    Hvert år ved Juletid, hørte vi i min familie altid Julehilserne fra den danske handelsflådes skibe rundt om i verdenen til dem der hjemme….det sker jo heller ikke mere.

    I dag hører jeg kun P1 og P2 og lidt P4….og i bilen når vi kører til Jylland P4 på grund af Trafikradioen 🙂

    Man kan ind i mellem længes tilbage 🙂

    • Jørgen oktober 10, 2017 at 07:55 #

      Ja, man kan af og til mindes de gamle dage med en vist savn, men udviklingen – eller hvem der nu er – har afskaffet behovet. Jeg hørte også alle disse navne engang. Og også julehilsenerne. Var det hele lidt enklere dengang – eller er vi bare blevet ældre?
      Hvornår fiskerinoteringerne ophørte ved jeg ikke.

  2. Pernille L oktober 10, 2017 at 08:46 #

    På Frilandsmuseet kan man gå ind i herregården og sidde i stuen, hvor radioen kører med udsendelser fra (mener jeg at huske) engang i 30’erne. Blandt andet med udsendelse om husmoderligt arbejde.

    • Jørgen oktober 10, 2017 at 16:18 #

      Mange tak for informationen. Dejligt at høre, at dette er en mulighed.

  3. Eric oktober 10, 2017 at 17:21 #

    Morsomt og interessant. Det er altid fascinerende, når man falder over sådanne sager. For ca. 25 år siden arbejdede jeg med et projekt, som førte mig til bibliotekets film med gamle aviser. Jeg faldt ofte i staver over artikler, som intet havde at gøre med det, jeg ledte efter 🙂

    • Jørgen oktober 10, 2017 at 18:03 #

      Det er det nemlig. Måske ville det være godt for tilhængere af det historieløse samfund at dvæle en smule ved dette. Det er ikke så dårligt at falde i staver over noget man falder over i gamle sager.

  4. Rasmine oktober 10, 2017 at 17:45 #

    Selvfølgelig var det hele enklere dengang. Hvad skal vi egentlig med meget af det såkaldte fremskridt, som forekommer mig i alt for stort omfang at være udvikling for udviklingens skyld og medfører afvikling af noget, som det ville være en fordel at bevare? Måske skulle man forsøge at leve en uges tid som dengang i halvtredserne – før verden gik af lave. I det omfang, det kan lade sig gøre …

    • Jørgen oktober 10, 2017 at 18:06 #

      Det var, og det der er så trist nu om stunder er at det hele skal foregå på hektisk vis. I går hørte jeg en lokalpolitiker og en anden forklare et eller andet i TV: Begge talte hurtigere end de kunne, og hvis det var for at maskere en mangel på budskab, lykkedes det til fulde.

  5. Ellen oktober 10, 2017 at 19:28 #

    Jeg nyder, når jeg falder over den form for historie og kan sidde længe og læse/studere hvad det end måtte dreje sig om.
    Men. Jeg tror dog, at det er et tegn på alderdom, når man brokker sig over, at alting går for hurtigt; især udviklingen … beklager, men når langt de fleste andre end folk over 65 kan følge med, så er det ikke tempoet, men os, der er noget galt med.
    Jeg er stor tilhænger af fremskridt i næsten enhver form og synes, at livet generelt er blevet lettere at leve siden jeg var ung.
    Der mangler bare lidt kendskab til dansk stavning og grammatik en del steder – det har vel også noget med fremskridtet at gøre, fordi manglende evner i den retning altid har været der, men nu er blevet mere synlige, fordi alle er på de sociale medier.
    Sådan lidt kort udtrykt, men det blev alligevel en lang kommentar.

  6. Jørgen oktober 10, 2017 at 21:10 #

    Lange kommentarer er velkomne.
    Jeg synes nu ingen har brokket sig over at alting går for hurtigt. Alting er lige omfattende nok. Der er givet vis situationer hvor man kan sætte sit eget tempo lavere, fx. hvis man holder sig til en usmart phone fordi man ikke har behov for en der skal ses på uafbrudt.
    Det forekommer mig at den digitale udvikling har været lige hastig nok i Danmark. Postvæsenet er vist en ret god illustration af at noget har været forhastet. Omvendt kan jeg i høj grad se behovet for at lægejournaler kan anvendes hvor som helst.
    Det med den mangelfulde evne til stavning og lign. har nabobyens brugs atter leveret flere glimrende eksempler på. Før i tiden havde man muligvis sans for korrekturlæsning også af annoncer i lokalaviser, men det har man ikke længere. Budskabet man vil formidle forstyrres i for høj grad af ligegladheden.
    Det samme er tilfældet med taletempoet jeg nævnte. Jeg kan sagtens følge med, men det generer mig at høre på folk der taler hastværkeragtigt fordi deres evne til modulation forsvinder i en monoton liren lektien af.
    Der er således forskel på udvikling. Den fornuftige udvikling er glimrende, men udvikling som afvikling er det ikke.

  7. Pia oktober 11, 2017 at 06:32 #

    I mit barndomshjem hørte vi meget radio, så selvom det er 25 år senere kan jeg genkende meget af det.
    Jeg har også nogle gamle ting og sager liggende, fra før jeg selv blev født. Sådan noget kan man få meget tid til at gå med, når det en sjælden gang hives frem. Bare en lille bitte reklameblog fra en gammel avis, kan sætte mange tanker i gang.

    • Jørgen oktober 12, 2017 at 19:59 #

      Det er meget godt at have blik for det historiske, det giver dog en slags perspektiv i forhold til nutiden.

  8. Stegemüller oktober 13, 2017 at 20:05 #

    Jeg er noget sent på den, men dit udklip er lige min stil. Det er så spændende at se, hvordan livet tog sig ud dengang med blandt andet fiskerinoteringerne. Sidstnævnte synes jeg da også, jeg har hørt i min levetid (jeg er årgang 1963).

    • Jørgen oktober 14, 2017 at 19:08 #

      Du er ikke sport sent på den. Aner ikke hvornår fiskerinoteringerne ophørte.

  9. Donald oktober 16, 2017 at 21:45 #

    Der var fiskerinoteringer på Langbølgesenderen til begyndelsen af 1980’erne, jeg kan ikke engang huske om de holdt op mens jeg var speaker(vikar).

    • Jørgen oktober 19, 2017 at 10:03 #

      Tak for informationen. Var der forresten også noget der hed “ismeldinger” dengang?

  10. Donald oktober 16, 2017 at 21:53 #

    Hov jeg glemte det vigtigste: Se lige på programmet 22:15, Strygekvartet af Bela Bartok! Det er ikke for sarte sjæle, moderne-dissonerende – jeg tror ikke det er musik man “holder af”, snarere noget man hører for at følge med tiden. Eller som forsker, måske man “morer sig med at høre det”.

    • Jørgen oktober 19, 2017 at 10:05 #

      Det var en god iagttagelse. Jeg har hørt lidt og synes du har ganske ret i at det ikke er rart at høre på, så at sige.

Skriv et svar

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes