En proper vest

Hvorledes udtalte du det midterste ord i overskriften da du læste den?

I Berlingske Rejseliv d.d. er der artikler om safari-rejser. Hvis man skal på safari, er det naturligvis vigtigt at have det rette udstyr med, herunder passende beklædning.

Sidst i sektionen finder man derfor anbefalinger af hvad man nødvendigvis må medbringe på rejsen.

En proper vest med masser af lommer og i passende safarifarve kan man ikke komme uden om.

Da jeg læste teksten, kunne jeg høre proper udtalt på dansk, men efterhånden måtte jeg overveje om vesten bare skulle være nyvasket og ren eller om proper skulle have været udtalt på engelsk, hvorved betydningen snarere måtte være passende eller egnet til det særlige formål.

Om det er det ene eller andet er åbenbart ikke vigtigt. Blot vesten er proper.

17 Svar til En proper vest

  1. Eric oktober 27, 2018 at 13:42 #

    Skribenten synes måske, at pidgin er passende for safarier.

    • Jørgen oktober 27, 2018 at 20:27 #

      Det kan tænkes han gør det, men man kan nu have sine tvivl.

  2. Madame oktober 27, 2018 at 15:04 #

    Det er nok det engelske ord, der menes i teksten. Er det mon en artikel, der bare er dårligt oversat fra engelsk?

    • Jørgen oktober 27, 2018 at 20:28 #

      Det vil jeg også tro. Nej , det er ikke en artikel, der er oversat, men blot en anprisning af produktet. Måske er udgangspunktet dog engelsk.

  3. Ellen oktober 27, 2018 at 21:44 #

    Den slags fejl synes jeg er virkelig irriterende, for de er direkte meningsforstyrrende.
    Men du er nok ikke overrasket over, at jeg mener således 🙂

    • Jørgen oktober 28, 2018 at 08:05 #

      Ja, det er ikke let at læse teksten flydende når tvivlen opstår.
      Nej, jeg er ikke overrasket.

    • Jørgen oktober 29, 2018 at 19:26 #

      Jeg finder også anvendelsen af ordet forstyrrende fordi der optræder en unødvendig tænkning under læsningen.
      Nej, jeg er ikke overrasket.

  4. Stegemüller oktober 28, 2018 at 11:22 #

    ja jeg er altså så småt kørende rent mentalt, at jeg læste det som ren og nyvasket.

    Sprog er skønt – især når man kan lege med det.

    • Jørgen oktober 29, 2018 at 19:29 #

      Det samme gjorde jeg jo, men jeg synes det er lettere besværligt at man kommer i tvivl om udgangspunktet under løsningen.

  5. Lene oktober 28, 2018 at 16:36 #

    Proper kan vel også betyde ordentlig, i hvert fald i følge sproget.dk. Så måske mener de en ordentlig vest, altså en med de kvalifikationer de beskriver?

    • Jørgen oktober 29, 2018 at 19:30 #

      Det kan naturligvis godt være som du antager, men jeg synes nu ikke det gør læsningen lettere, når det ord bruges. Jeg må se om jeg spørger avisen herom.

  6. Pia oktober 28, 2018 at 20:52 #

    Jeg læste (og orstod) det som en ren vest, men man slår jo også en proper næve, så måske skal det forstås som en solid vest?

    • Jørgen oktober 29, 2018 at 19:31 #

      Det kan tænkes – der er jo efterhånden mange muligheder.

  7. Donald oktober 29, 2018 at 21:54 #

    Jeg tænkte strax på en “rigtig flot og praktisk vest” da jeg læste exemplet. Jeg vil tro at det var sammenhængen, som gør at jeg forstår ordet på den måde.

    ODS har faktisk en forklaring – fra at være “velegnet og pæn” er udtrykket gledet over til at betyde “ren”:

    2) om person(s klædedragt, udstyr, væsen, manerer osv.); tidligere: pæn; fin; sirlig; elegant; “comme il faut”; nu kun: ordentlig; renlig. Moth.P159. *i Hendes Huus . . | Hvor alting propert var, hvor alting stod paa Pinde. Tychon.Vers.161. Frøkenen er en smuk og propre Dame. Blich.(1920).VIII.9. *der findes her i Skoven ingen Børster, ingen Dug, | Ellers er vi, maa De vide, propre Folk til daglig Brug. Heib.Poet.X.375. graae Beenklæder, sort Hat og sort Silke-Halsbind, hvilket Altsammen kan henregnes til, hvad man kalder propre Mandsklæder. CBernh.X.8.

    • Jørgen oktober 29, 2018 at 22:02 #

      Der er en hel del muligheder hvis udgangspunktet har været dansk, men med den hyppige brug af engelske udtryk udtalt på engelsk i hverdagsdansk, er jeg stadig i tvivl. Jeg må hellere høre ferieredaktionen ad om der er et svar.

  8. Farmer oktober 31, 2018 at 07:21 #

    Spændende, hvad ferieredaktionen svarer.
    Jeg læste overskriften med dansk udtale af proper. Ordvalget kan sikkert forsvares ud fra ordbøgernes udlægninger; men noget smart valg er det altså ikke.

    Noget andet kunne så være, om ordet proper ad åre kunne glide ind i den gamle betydning, som Donald nævner i sit indlæg.
    Måske mangler vi ordet i forbindelse med at beskrive noget der -hverken mere eller mindre- er pænt, ordentligt og samtidigt praktisk anvendeligt.

    Vi kunne jo starte med at bruge ordet i den sammenhæng. Måske kunne man få det til at slå an.
    Når man kan få vendingen “både….men” til at være alment accepteret dansk i skrift og tale, skulle det vel være en smal sag at få ordet proper genindført i en af dets ældre betydninger.

    • Jørgen oktober 31, 2018 at 08:39 #

      Jeg har skrevet til ferieredaktionen, men endnu ikke hørt fra den.
      Det kunne være fint om det gode ord proper kunne anvendes i den ældre betydning, men jeg synes stadig det er en vanskelig sag fordi der er den nutidige tendens til at udtale ord på engelsk, hvilket er uheldigt når man derved kan komme i tvivl, som jeg gjorde.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes