Uge 12 2019

Regeringens Stresspanel anbefaler, at det offentlige ikke sender meddelelser ud på alle mulige tidspunkter af døgnet, men måske ligefrem begrænser det til et par gange om ugen på bestemte tidspunkter. Det lyder godt. Jeg har fravalgt information fordi der sædvanligvis kom en sms efter sengetid, hvilket er urimeligt og unødvendigt.

Sent onsdag aften er det forårsjævndøgn. I det næste halve år, sommerhalvåret, er nætterne kortere end dagene – og når det skifter igen, er julehysteriet begyndt.

I denne uge dukkede den første el-regning fra den nye leverandør op. Jeg ventede spændt på om de 500 kr. jeg var stillet udsigt ved at skifte hertil ville være fratrukket regningen. Det var de. Det er dejligt, at det skete ganske af sig selv. Samtidig har jeg indtastet oplysninger, der gør det muligt at få informationer om tilsvarende husstandes elforbrug. Vores er betydeligt mindre end det gennemsnit vi sammenlignes med. Det er godt at erfare.

Der arbejdes på, at togdriften i Danmark skal styres af et nyt signalsystem. Der synes at være behov for meget tid før det er indført alle steder. Igennem temmelig lang tid har signalsystemet været testet på strækningen mellem Roskilde og Køge. Det har været nødvendigt at afspærre alle overkørsler af sikkerhedsgrunde. Det har medført gener i mange weekender gennem meget lang tid. Nu synes testkørslerne tilendebragt, idet alt hvad der har været brugt nu ikke længere er at se, herunder de holdere informationsskilte om næste afspærring var anbragt i. Det må så vise sig om det er rigtigt gættet, men det vil nu være rart, hvis det er.

Ak. Det var dårligt gættet kan man se på DSBs hjemmeside. Der køres med togbusser flere gange i weekender fra maj.

Rema Snoldelev

Som tidligere nævnt er Rema1000 ved at opføre en ny butik i nabolaget. Man begyndte 1. februar. Nu er man næsten nået til at kunne hælde beton ud over isoleringen mod jorden og det derover bundne jern. Billedet viser byggepladsen som den tager sig ud i denne uge.


I
en kommentar i sidste uge blev det nu formentlig meget sjældent brug ord “månedslov” anvendt af Karen Margrethe. Jeg tror jeg havde månedslov i de første 6 år jeg gik i skole, men der er ikke dukket nogen som helst erindring op om hvornår det var – bortset fra kongens og dronningens fødselsdage. Månedslov var enkeltfridage i måneder uden andre fridage. Det er ret indlysende, at der var sådanne fridage i september og november, men helt så enkelt er det vist ikke.

Internettet giver lidt informationer herom. På en side med omtale af Østrigsgades Skole ser man en oversigt over ferier og enkelte fridage. Disse fridage, som altså ikke er enkelte helligdage, kaldes månedslov, fremgår det. Der er en hel del i løbet af skoleåret.

På side 5 i historien om Herstedøster skole fra 1914 til 1963, kan man se, at der var 119 fridage i løbet af året. Af disse var 4 månedslov i ferieløse måneder og 6 dage var månedslov, der var til rådighed efter skolekommissionens nærmere bestemmelse, som det anføres.

Det må have været en særdeles ubehagelig oplevelse af være ombord på krydstogtskibet ved Norge da motorerne satte ud og skibet drev mod land. Det har givet anledning til lidt overvejelser om begrebet nøjagtighed. Nøjagtighed kan fx have at gøre med vidneudsagn. Hvad husker vidner fra hændelser de har set? Der kan let ske ændringer, hvilket nogle måske har erfaret ved en kendt øvelse, hvor man i en gruppe skulle fortælle sidemanden et eller andet, hvilket skulle viderefortælles hele vejen rundt om bordet. Det viste sig meget vanskeligt at genkende udgangspunktet når runden var gennemført.

Nøjagtighed kan også have med meget specifikke informationer at gøre. Det fører tilbage til krydstogtskibet. I rulletekster på TV2News blev skibet kaldt “Viking Sky” og “Viking Star”. Det skete i samme omgang rulletekster. Når man skulle omtale de 1373 ombordværende personer, blev de omtalt som passagerer på flere TV-kanaler. Det burde vel være gået op for formidlerne at nogle var passagerer og andre besætning. I alle tilfælde da der næsten var gået et døgn siden hændelsen tog sin begyndelse.

Heldigvis endte dramaet godt, men enkelte er hårdt sårede og mon ikke de ombordværende vil have behov for en grundig bearbejdning af oplevelsen.

, , , , ,

13 Svar til Uge 12 2019

  1. Eric marts 27, 2019 at 12:46 #

    Stresspanelets anbefaling lyder såre fornuftig.
    Vi har også skiftet elleverandør, og trods et beskedent forbrug (mellem 1600 og 1700 kW i fjor) regner jeg med at spare mellem 400 og 500 kr. årligt. Lidt har også ret.
    Forliset i Norge er et godt eksempel på, hvorfor større krydstogtsskibe ikke huer mig – når det går galt, og det gør det jo, er det en hulens masse mennesker, der skal reddes.

    • Jørgen marts 27, 2019 at 13:53 #

      Ja, det lyder som en god ide, og den skulle ikke være vanskelig at praktisere.
      Jeg har ingen særlig ide om at spar noget på el, men jeg må jo antage forbruget ikke er så stort som mange andres – og den primære årsag til at skifte var var at firmaet sagde et og gjorde noget andet.
      Jeg har det på samme måde med krydstogtskibe.

  2. Madame marts 27, 2019 at 17:27 #

    Det har været uhyggeligt at læse, hvor lang tid det tog at redde dem, der behøvede hjælp på skibet. Jeg har det som jer og har nu ikke lyst til en sejllads af den art.
    Fint med regeringens Stresspanel, der lægger op til, at det offentlige femover vil lade være med at sende meddelelser ud på alle mulige tidspunkter af døgnet.

    • Jørgen marts 28, 2019 at 08:30 #

      Heldigvis gik det godt i Norge, men det er altid barsk at læse om mere omfattende hændelser. Trafikulykker har jo ikke så stor nyhedsværdi uagtet de kan være særdeles barske. Jeg har tænkt nærmere over mit forhold til krydstogter. Ferieformen er uinteressant for mig.
      Om sms-tidspunkter – se Ellens kommentar herunder.

  3. Ellen marts 27, 2019 at 18:16 #

    Man kan – i hvert fald på min telefon (Samsung) aktivere en ‘Forstyr ikke’ mellem tidspunkter, man selv definerer. Jeg vil fx ikke forstyrres mellem kl. 21 og 08. Som undtagelser herfra har jeg alle i den nærmeste familie. Det fungerer vældig fint.
    Jeg ser ikke nogen grund til at vælge krydstogter fra pga. en enkelt episode. Så skulle vi jo også vælge fly fra … og ikke mindst biler, fordi det er langt det farligste transportmiddel, hvor langt flest omkommer 🙂 Det lyder bare altid så voldsomt, når det drejer sig om mange på én gang.

    • Jørgen marts 28, 2019 at 08:34 #

      Tak for oplysningen om ‘Forstyr ikke’ – den havde jeg ikke bemærket blandt alt det andet jeg heller ikke har bemærket på telefonen.
      Jeg er helt enig i at der ikke er grund til at fravælge krydstogter pga ulykker og hændelser. Mit mere præcise svar om krydstogter er at ferieformen ikke interesserer mig – og det er jo noget ganske andet.

      • Ellen marts 28, 2019 at 11:30 #

        Sorry – jeg misforstod vist konversationen mellem dig og Eric – vi kan jo ikke alle de samme præferencer 🙂

  4. Donald marts 29, 2019 at 17:34 #

    Folks holdning til SMS’er og mail osv. ændrer sig forhåbentlig efterhånden. Ligesom med telefoner: Hvis man har et vigtigt arbejde, tager man ikke telefonen med mindre man kan se, at det er noget, man gerne vil høre eller en sekretær har sagt god for at man bliver forstyrret af opringeren.

    Men der er også et ensomheds-aspekt. Der må være nogle af de unge mennesker (og ældre for den sags skyld) som føler at det er vigtigt at høre fra de nære venner og familien osv.

    • Jørgen marts 29, 2019 at 20:47 #

      Man må håbe de elektroniske hjælpemidler får den plads sådann bør have – ikke for dominerende, ikke for opmærksomhedskrævende. Det er trods alt bedre at se græsset gro end glo på en skørm.
      Jeg fik forleden en mail om aflevering af en bog om nogle dage. Det er god service, men hvorfor beskeden skal komme om natten forstår jeg ikke. Havde det været en sms ville jeg måske have hørt den, og det må naturligvis kunne gøres bedre.

  5. Farmer marts 30, 2019 at 06:00 #

    Kun under helt særlige omstændigheder er min telefon tændt efter sengetid. Jeg tænder igen her ved 5-tiden, hvor jeg tit får en sludder med min fisker-bekendte. Ved den tid er trawlet ude og der er tid til snak imens der trækkes.
    Vi har også været rundt om det skiw ved Norgeskysten. Det er meget sært, at et så stort motorsystem mister olietrykket. Det burde ikke kunne ske.

    • Jørgen marts 31, 2019 at 20:41 #

      Det er selvfølgelig også en måde at klare problemet på, men jeg synes nu det vil være bedre med passende offentlige hensyn.
      Det må være hyggeligt at få en sludder med fiskeren tidligt om morgenen – og jeg forstår fint i har undret jer over problemerne med det store skiw.

  6. Karen Margrethe marts 31, 2019 at 19:27 #

    Tak for oplysningerne om “Månedslov”

    • Jørgen marts 31, 2019 at 20:39 #

      Velbekomme.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes