Uge 2 2019

Nogle dage inde i uge 2 tænkte jeg, at der ikke var dukket noget op, der kunne være interessant at skrive om. Og tænk hvis det ville gælde hele uge, Sådan gik det ikke – og sådan bliver det sikkert aldrig. Der er rigeligt og det kan være vanskeligt at vælge.

Sur/sød rød peber

I sit nytårsblogindlæg, Fra nytårets frontzone, berettede Eric om en lille lækkerbisken, der var tilbehør til nytårsmenuen. I en kommentar forklarede han, hvorledes tilbehøret laves. Det måtte prøves.

Sur-sød rød peber

En peberfrugt – eller lidt mindre – skæres i mundrette bidder, de steges et øjeblik i en lille teskefuld god olivenolie. Herefter tilsættes en spiseskefuld flydende honning og en spiseskefuld god, rød balsamicoeddike. Ved passende temperatur vil det meste af eddiken være fordampet i løbet af et kvarter – og det viste sig at være så herlig en spise, at jeg har lavet den to gange i denne uge.

Husk endelig at læse Erics originale beskrivelse via foranstående link.

Lidt fra sprogfronten

Der var en halvcirkelformet blåskimmelost på tilbud til 25 kr. Hvorfor den var det, blev ikke klart, men måske var det fordi sidste salgsdato var 19. november 2019. Jeg synes det er en længere holdbarhed end sædvanligt. Og for at undgå madspild …

Det fik mig til at læse fortegnelsen over ingredienser. Måske skulle der have stået: Komælk, salt, mælkesyrekultur (eller mælkesyrerkulturer), løbe (mikrobiel) osv. Mikrobiel er en osteløbe, derfor parentesen.

Ost

Osten smager i øvrigt fint, men man kan jo blive en smule usikker, den sproglige uomhu taget i betragtning.

Dowland og Kunz

At John Dowland og Charlie Kunz nævnes i sammenhæng, beror blot på den tilfældighed, at de følger efter hinanden på en spilleliste jeg har lavet via min adgang til YouSee Musik. Og naturligvis må man høre andet end julemusik her i januar.

Dowlands musik kan jeg lide at høre. At jeg overhovedet kender ham, er Rasmines fortjeneste. Hun omtalte ham på sin Rasteplads i sin tid, og jeg sender hende en tanke når jeg hører musikken.

John Dowland var en engelsk komponist og lutenist, der var ansat af Chr. IV fra 1598 til 1606. Det er altså ikke musik af nyere dato, men prøv at lytte til ham der hvor du plejer at finde musik.

Charlie Kunz (1896-1958) kender jeg fordi jeg for mange år siden faldt over en plade med Old Time Music Hall musik. Det var behageligt at høre Kunz spille og jeg synes stadig godt om hans musik, som sikkert også er at finde hvor du plejer at få musik fra, skulle du have lyst til at lytte til ham.

1/4

Vinkande

Man kan selvfølgelig måle 1/4 liter vin af, hvis det er mængden der passer en, ved at bruge et decilitermål. Eller gøre det på slump.

Man kan bruge en lille karaffel, der har den rette størrelse, men sådanne glasprodukter kan være vanskelige at tørre af.

Jeg har derfor kigget efter en lille kande, der kan anvendes til at hælde en kvart liter vin i. I ugens løb fandt jeg den i en genbrugsbutik for 10 kr. Der var 6 til salg, men en var nu nok.

Om vinen smager fint når den skænkes af en stentøjskande, skal jeg lade være usagt, men hvis man hører til dem der godt kan lide vin til maden og samtidig vil holde sig under den anbefalede grænse på maksimalt 14 genstande om uge, har man målet her. Dog kun hvis vinen holder en alkoholvolumenprocent på 12.

Måske kan man få en tilsvarende egnet til kvinder der vil holde sig til de anbefalede 7 genstande om ugen. Kanden skal i så fald rumme 1/8 liter.

Om man synes om kanden er naturligvis en smagssag, men praktisk er den, også fordi den kan vaskes op i opvaskemaskinen.

Violeres

Her i huset gættes Weekendavisen ikke så lette kryds-og-tværs. Min opgave er især at finde frem til visse svar via computeren.

I ugens opgave indgik et ukendt ord, violeres. Jeg nåede frem til, at det måtte betyde skades, men det var vist alligevel ikke ordet.

Jeg faldt over Cancelliraad og Borgermester Meyers Samlinger og Betragtninger med et Tillæg angaaende Den Engelske Flodes Andfald paa Bergen A.:1665 Forfattet udi Aaret 1774.

Nederst på side 4 i PDF-filen kan følgende læses: Seer man dernæst til den Tydske Relation som jeg har uddraget av en Protocolle der henhørte til det her i Bergen værende Hansestædske Archiv …

Bergen var hansestad i sin tid,  og det var såmænd blot ordet Hansestædske, der fangede min opmærksomhed. Det fik mig til at tænke på det nye hansemuseum i Lübeck, Europäisches Hansemuseum. Dette museum kan i den grad anbefales at besøge, hvis mulighed gives. Det er meget spændende og kræver god tid. Husk endelig også at se den afdeling, man kommer til ved at gå op ad trappen når man kommer ud fra hovedafdelingen (eller spis frokost først).

Det var en lille omvej fra Weekendavisen til Lübeck, men sådan har associationer det med at foregå.

, , , , ,

10 Svar til Uge 2 2019

  1. Madame januar 16, 2019 at 12:22 #

    Tak for tippet om sur-sød rød peber! Det lyder ualmindelig lækkert og skal bestemt prøves også her.
    Det med at dele ord, der burde skives ud i ét, ser man mere og mere, og det giver ofte slet ingen mening. Der er åbenbart ko i din blåskimmelost!
    Hvor er den fin den lille kande til en kvart liter vin! Det er en god idé at kigge i genbrugsforretninger – noget jeg også gør.

    • Jørgen januar 16, 2019 at 12:41 #

      Velbekomme.
      Nej, det er ikke så godt med den ko i osten.
      Det er nu mere kandens funktion end den udseende jeg lægger vægt på.

  2. conny januar 16, 2019 at 13:35 #

    Rød peberfrugt er en gudespise efter min mening. Jeg vil straks gemme opskriften på dette tilbehør.
    Korrekturlæsning er for manges vedkommende noget, der ikke bruges – hvilket er en stor skam.

    • Jørgen januar 16, 2019 at 15:35 #

      Husk at læse Erics originale opskrift!
      Enig i at sprogsjusk er en skam. Bl.a. fordi man kan få forestillinger om problemer med kvalitet generelt set.

  3. Ellen januar 16, 2019 at 20:57 #

    Det kan hurtigt blive en hel sport at læse varedeklarationer. Producenterne bruger formentlig Google translate, og det kommer der sommetider nogle temmelig aparte ingredienser ud af!
    Fandt du aldrig ud af violere? Jeg har ikke hørt det ord før, men synes, at din association til det engelske violate var kvikt set.

    • Jørgen januar 17, 2019 at 08:56 #

      Jeg tror nu ikke denne varedeklaration var blevet til via Google translate; den var pæredansk fra et mejeri.
      Jeg synes violeres og skades passede fint, men det var vist nok et andet ord, der skulle bruges. Når ordet googles, kunne man se at det var brugt i den nævnte PDF-fil, og der stod i parentes skades, så det burde været godt nok.

  4. Stegemüller januar 16, 2019 at 21:35 #

    Jeg har også prøvet Erics røde peber og var også begejstret.

    Det er en skøn varedeklaration, du har fundet frem til. Jeg læser dem også gerne, for der står så meget sludder, men jeg må sige, at ved din måtte jeg le højt.

    Jeg har en ven, der kalder de anbefalede 14/7 genstande for de lovbefalede. Det er da ret humoristisk. Din kande er et fint loppefund.

    • Jørgen januar 17, 2019 at 09:00 #

      Det forstår jeg godt – den er fint, den lille peberanretning.
      Et godt grin skal man ikke kimse ad.

  5. Farmer januar 19, 2019 at 07:27 #

    Staveprogrammer og oversættelsesprogrammer har ikke meget at lade hinanden høre i forhold til at fejle i sammensatte ord, og det mærkes overalt.

    Tak for museumstippet. Jeg drøner jo forbi Lübeck en svær masse gange om året, så det ville være et fint afbræk.
    Men det er en sær psykologisk mekanisme: Der er sat et mål, og det skal nås optimalt.
    Når jeg kører turen DK -PL t/r får jeg sjældent presset mig til afstikkere og stop. Det samme gælder rejser til og fra feriemål.

    • Jørgen januar 19, 2019 at 08:19 #

      I dette tilfælde tror jeg nu det er almindeligt sjusk, jvf. den manglende parentes om osteløbens navn.
      Velbekomme. Jeg tror ganske bestemt du ville have fornøjelse af en dag i Lübeck, men jeg kender fint dette med at undgå stop på vejen, dog stopper vi op for at overnatte.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Drives af WordPress. Designet af Woo Themes