Livet som kunde 9 – ny elleverandør

Egentlig er det en smal sag at skifte elleverandør.

Som det fremgik af forrige indlæg, har jeg i løbet af året besluttet, at en ny leverandør skulle levere strømmen her.

Det viste sig, at den sag ikke var helt så smal som den burde være.

Det var mit eget ansvar, men der er en forklaring på, at jeg ikke var så klar over det som jeg burde være. Jeg blev ført på vildspor.

Hvilken blandt mange elleverandører skal man vælge? Jeg var begyndt at tænke på, at det skulle være SEAS-NVE, men tiden gik.

Det hjalp at selskabet sendte et brev og tilbød 500 kr i rabat, hvis vi samlede køb af gas og el hos dem. Vi var tidligere blevet gaskunder fordi SEAS-NVE havde købt vores gasleverandør. 500 kr kan man jo godt tage med, så nu skulle der handles inden udgangen af september.

I brevet fra SEAS-NVE stod bl.a. “… og indtaste dine kundeoplysninger, så klarer vi resten”.

Det gjorde jeg. Selskabet ville overtage strømforsyningen pr. 1. november.

Sådan både blev og blev det ikke.

Nøglen er “så klarer vi resten”, hvilket førte til en del samtaler med venlige medarbejdere i kundeservice.

Jeg blev opmærksom på, at skiftet ikke forløb ubesværet fordi jeg fik en faktura fra Modstrøm med et beløb til forudbetaling for november? Havde SEAS-NVE ikke gjort det de skulle? Jo, det havde selskabet, forstod jeg, men da jeg forklarede, at jeg var kunde hos Modstrøm, fik jeg at vide, at man selv skal opsige sin aftale, hvilket SEAS-NVE ikke kunne sige eller skrive noget om, da man ikke måtte se hos hvem man er kunde.

Således informeret opsagde jeg aftalen med Modstrøm, men det kunne først ske pr. 1. december. Der var en måneds opsigelsesfrist.

Det fik mig til at tale med kundeservice igen, og jeg konfronterede medarbejderen med, at jeg anså deres “så klarer vi resten” for vildledning.

Det mente han nu ikke, idet selskabet havde gjort det man skulle. Det kan nok være, men man havde ikke gjort det man skrev man ville gøre. Så strammedes forklaringen til, at man havde gjort hvad man skulle iflg. loven. Jeg mente stadig det formulerede var vildledning, hvorefter han trak det ultimative argument, nemlig at jeg som kunde selv havde ansvaret for at vide hvilken aftale jeg havde med Modstrøm.

Deri kunne jeg kun være enig.

Jeg bemærkede også, at det var selskabets ansvar at skrive “så klarer vi resten”, når man mente “så klarer vi næsten resten”, og derfor syntes jeg stadig det var vildledende ikke at angive et forbehold.

Vi blev ikke enige.

Samtalen fik mig til at se nærmere på Modstrøms hjemmeside, og her faldt jeg over, at “utidig opsigelse” ville medføre et gebyr på 495 kr. Det var altså hvad jeg kunne vente, hvis SEAS-NVE overtog elleverancen pr. 1. november.

Ved efterfølgende opringning til SEAS-NVE talte jeg med en retentionskonsulent, hvilket er en sjælden titel i Danmark jvf. Google. Det er selvfølgelig kortere end kundefastholdelseskonsulent, men det er vel det det betyder.

Retentionskonsulenten fik valget mellem at betale gebyret, udsætte overtagelsen til 1. december eller miste mig som kunde  efter bindingsperioden på 6 måneder. Hun valgte at udsætte overtagelsen til 1. december og bekræftede dette i en mail.

Så burde alt være godt. Det var det ikke.

I løbet af november bemærkede jeg, at der ikke blev registreret et dagligt elforbrug hos Modstrøm. Og ganske rigtigt viste det sig at jeg fik strøm fra SEAS-NVE.

Fat i kundeservice igen. Her fik jeg at vide, at en medarbejder ikke havde gjort hvad der skulle gøres efter samtalen med retentionskonsulenten. Nu ville kundeservicemedarbejderen straks sørge for at flytte leverancen for november tilbage til Modstrøm.

Det skete som aftalt, og Modstrøm kunne nogle dage før novembers slutning bekræfte, at min opsigelse pr. 1. december stadig var gældende.

Så vidt så godt.

Det bliver spændende at se slutafregningen fra Modstrøm og hvornår rabatten på 500 kr. hos SEAS-NVE kommer til at fremgå af en regning.

Kommunikation er en vanskelig sag, og moralen må være, at det ikke er en god ide at skrive “så klarer vi resten”, når man mener “så klarer vi næsten resten”. Og det vil naturligvis fremme sagen, hvis det der skal gøres bliver gjort, jvf. i øvrigt historien om TDC, hvor det der skulle gøres heller ikke blev gjort.